Forældre til anbragte børn: Det går fra 0 til 100

En række forældre til tvangsfjernede børn har fundet hinanden i en ny facebookgruppe. I weekenden mødtes de for at gennemgå deres sagsakter og arbejde på et fælles brev, som skal sendes til kommunen. Håbet er at få en bedre dialog.

– Det går fra 0 til 100.

Sådan beskriver Nana Radekop fra Svaneke det forløb, der endte med, at Bornholms Regionskommune sidste år tvangsfjernede hendes søn for anden gang.

Forud for tvangsfjernelsen lå et længere forløb, og Nana Radekops søn, der i dag er 16 år gammel, bor nu på en institution. Vejen dertil har været hård for alle parter, og Nana Radekop mener, der blev skredet til anbringelse for hurtigt.

– Min søn har adhd og skal aktiveres hele tiden. Vi har spurgt, om han kan få en støttepædagog fra ungehuset, men det gik fra ingenting til, at han skulle væk, siger hun og fortæller, at hun ikke har oplevet, at der har været et samarbejde, hvor hun som forælder blev inddraget før helt til sidst.

Hun har derfor startet en lukket facebookgruppe for forældre til tvangsfjernede børn på Bornholm, som i skrivende stund har omkring 30 medlemmer.

– Jeg har lavet gruppen for at række ud. Man føler, man er helt alene, og står der uden retssikkerhed, og jeg manglede et fællesskab, og et sted, hvor man kan søge gode råd, fortæller hun.

– Hele ens verden bryder jo sammen, og der er ingen i kommunen, der siger: Er der ikke lige en, der skal komme ud og snakke med dig?

Vil ikke i krig

I weekenden var otte medlemmer af gruppen samlet for første gang for at gennemgå deres sagsakter, dele erfaringer og arbejde på et fælles brev til kommunen, som de håber vil resultere i et bedre samarbejde fremadrettet.

Forældrene nedskrev hver især ting, der ifølge dem fungerer dårligt i samarbejdet med kommunen. Og flere nævner ligesom Nana Radekop, at der mangler nogle tidligere indsatser, inden kommunen skrider til anbringelse.

– De har ikke fundet så meget, der fungerer godt. Men de har fundet en masse ting, de gerne vil forbedre, fortæller Viora Elnora Kjærgård, der er selvstændig holistisk familiebehandler. Hun er facilitator ovrefra og er blevet valgt af gruppen til at være til stede for at styre processen og være bindeled til kommunen.

– Målet er, at forældrene får skabt en dialog med det kommunale, fordi de gerne vil have deres stemmer hørt. De mener, der er ting ved sagsbehandlingen, som godt kunne optimeres, fortsætter hun og opremser nogle af de ting:

– Krisehjælp til forældre efter anbringelse, hjælp til børn med særlige behov, flere individuelle tilpassede indsatser inden anbringelsen, og sagsakter, der ikke kun stammer fra kommunen.

Viora Elnora Kjærgård understreger, at forældrene ikke ønsker at gå i krig med kommunen.

– Man kan godt samarbejde trods uenighed. Det her har engageret forældrene i at gøre en indsats og komme med nogle idéer til, hvordan man kunne gøre det anderledes. Det handler både om det retslige, men også om at blive set og behandlet og set på som et helt menneske.

Det fælles brev vil efter planen blive sendt til kommunen i denne uge.

Nogle ting er vi ikke gode nok til

Kommunalbestyrelsesmedlem Iben Busch (K) var også inviteret til mødet, som hun betegner som en 'positiv invitation og indgangsvinkel til et meget svært emne'.

Iben Busch er ikke med til at afgøre sager om anbringelse, men hun sidder i børne- og skoleudvalget, som også har en påvirkning på, hvor mange børn der bliver anbragt.

– Jeg kan godt genkende billedet af en manglende retssikkerhed, hvor man måske ikke føler sig hørt og set i tilstrækkelig grad. Det har jeg selv påpeget i flere sager, og det bekymrer mig, siger hun og tilføjer, at det er område, hvor vi er 'udfordrede' på Bornholm.

– Vi har fået brev fra Ankestyrelsen om, at vi ikke overholder tidsfristerne i vores børnesamtaler og børnefaglige undersøgelser. Nogle af de ting, jeg hørte forældrene fortælle, ved vi, at vi bare ikke er gode nok til.

Iben Busch henviser til en analyse, der peger på, at man i nogle tilfælde på Bornholm anbringer barnet 'for hurtigt' frem for at prøve andre metoder.

– Og det er uheldigt, for der er nogle tilfælde, hvor vi måske kunne sætte ind i familien eller sikre andre tilbud til børnene, så de ikke blev anbragt.

Overordnet set mener hun, at der er problemer på hele anbringelsesområdet på Bornholm, og at det et resultat af manglende tilbud til børnene og et stort pres på de medarbejdere, der sidder med sagerne. Og når ventetiden er lang, kan det i nogle tilfælde resultere i, at børnene får det så svært, at de netop ender i en anbringelse, fortæller hun.

– Nogle af de ting, jeg hørte forældrene fortælle, ved vi, at vi bare ikke er gode nok til, siger Iben Busch. Arkivfoto: Jacob Jepsen 

Konsekvenser

Udover konsekvenser for børnene og familierne, så er der også økonomiske konsekvenser forbundet med anbringelser.

– Det er dyrt at anbringe. Især når vi ikke har familieplejer nok, så bliver det tit på den anden side. Institutionen er dyr, og så bliver det også dyrt, fordi vi skal have personale fra kommunen til at rejse over.

Hvordan løser vi de her udfordringer?

– Jeg hører dem sige, er det meget handler om den måde, de bliver mødt på. Det tror jeg relativt hurtigt, vi kan arbejde på. Og det med, at de ikke får svar, handler om, at der er travlt, siger Iben Busch og uddyber, at nogle ændringer vil tage længere tid.

– At der måske ikke er specialpladser nok på heldagsskolen og andre tilbud kræver lidt mere og er en noget større omkostning, afslutter Iben Busch og tilføjer, at hun glæder sig til at se, hvor processen ender.

Tidende har forsøgt at få en kommentar fra kommunens centerchef for børne- og familieområdet, men det har ikke været muligt.