I et lille land som Danmark er det svært at forestille sig et større sceneskift end en flytning fra Storkøbenhavn til Christiansø. Det var de overvejelser Nina Bonnén Mourier og hendes mand gik med, da de i foråret besøgte øerne under et besøg i Gudhjem i Kristti himmelfartsferien. De havde været der før, men dette besøg havde sin helt egen dagsorden. Hun havde nemlig set, at Naturpark Christiansø søgte en naturvejleder med fast base på øen. Hun tænkte, at det var drømmejobbet. Hendes mand var noget mere skeptisk.
– Denne gang tog vi derover for at kigge på øen med andet end turistøjne. Vi ville sludre med folk, høre hvordan det var at bo der. Det var en rar oplevelse. Dem, vi mødte, var søde og imødekommende. Og det virkede til, at der også var børn, vores børn kunne blive legekammerater med, for det var en stor del af beslutningen, siger Nina Bonnén Mourier i en pressemeddelelse fra Friluftsrådet.
De seneste år havde hun arbejdet som naturvejleder i Lyngby-Taarbæk Kommune. Hun var vild med sit job, men hun var tiltrukket af muligheden for at arbejde med natur og samtidig bo i det, hun forestillede sig ville være et eventyr.
– Vi kom fra en bolig på den tidligere Værløse Flyvestation. Det er også sit eget lille samfund, hvor folk passer på hinanden og kommer hinanden ved. Men ved at flytte til Christiansø ville vi få et endnu tættere familieliv med mere tid til hinanden, fordi arbejdet ville foregå hjemme. Og det vidste vi fra coronatiden, at vi var gode til, så det gav rigtig meget ro i maven, siger Nina Bonnén Mourier.