Var lukningstruet: Nu er møbelfabrik kreativt superunivers

Møbelfabrikken i Nexø blev født som iværksætterhus i 2000, men kørte i mange år med underskud. Den nuværende direktør Carsten Aalling kom til i 2018 og arbejdede de første år for, hvad der svarede til en kassedameløn, men nu har han skabt sig selv et fuldtidsjob og gjort huset til en god forretning.

De sorte facader står skarpt mod det røde tegltag på Iværksætterhuset, Møbelfabrikken i Nexø.

Her er stille og umiddelbart intet liv at se. Men bag de mørke facader myldrer det frem med ideer fra en kerne af iværksættere, ligesom selve Møbelfabrikken også har oplevet vækst under den nuværende direktør Carsten Aalling. Og for første gang er de røde tal endelig vendt til sorte på bundlinjen, siden bygningen blev købt som iværksætterhus i år 2000 af byens daværende borgmester Annelise Molin. I årenes løb er projektet ellers mange gange blevet udskældt som et håbløst møbelmonstrum uden en økonomisk fremtid. Men hvordan er det lykkedes at få vendt historien, og hvad er Møbelfabrikken i dag egentlig for en størrelse?

– Det, vi nu træder ind i, er Iværksætterhuset, Møbelfabrikken. For i bund og grund er vi stadig sat på jorden for at skabe faciliteter, muligheder, netværk og gode rammer for at hjælpe iværksættere i gang og det for penge, vi 100 procent selv tjener. Siden 2020 er Iværksætterhuset driftet uden offentlig støtte. Det er jeg stolt af. Der er ingen dovne penge her, forklarer stedets nuværende direktør Carsten Aalling, som siden 2018 har været ansat af den erhvervsdrivende fond ”Møbelfabrikken”, der har fået sit navn, fordi her engang lå en møbelfabrik.

Med ikke mindst Nexø Hostel har Møbelfabrikken de seneste år kunne levere gode regnskaber, fortæller direktøren.

Engang en driftig møbelproducent

– Jeg har her hele vores historie, siger han og ser på en række plancher på gangens ene væg, da vi står inde i indgangen til det store hus.

– Man har i sin tid lavet nogle møbler af en enestående kvalitet. De startede i 1934 og stoppede i midt firserne og det har virkelig været en respekteret fabrik, der har skabt møbler af højeste faglig kvalitet. Nogle var måske til det bedre borgerskab. Men de havde blandt andet også en stor kunde i Saudi Arabien, ligesom de leverede møbler til steder som advokatkontorer og Folketinget. De skulle jo have noget ordentligt at sidde ved, siger han og smiler skævt.

Dengang var der 48 ansatte i virksomheden. Men i firserne blev fabrikken købt af et firma i Randers, og så stod bygningerne i Nexø pludselig tomme, indtil Annelise Molin i år 2000 lige før kommunesammenlægningen valgte at købe det for kommunens penge og ville lave det om til et iværksætterhus.

– Det var dengang de gode år i fiskeriindustrien i den grad var ophørt, og der faktisk var en total krise. Men der så hun ideen, at man skulle prøve at tiltrække nye kræfter, nye erhverv og dermed nye måder for Bornholm at leve på. Så der blev gjort meget ud af kunsthåndværket og at skabe nogle rammer for virksomheder, der kunne komme i gang med et helt andet koncept end fiskeri, forklarer han.

Ny indtjening

I dag har huset mange funktioner og danner både rammer om møder, konferencer og lokaler til erhverv samt Nexø Hostel, der har fået en opgradering, efter Carsten Aalling tiltrådte som direktør.

– Fra første dag af har jeg tænkt over, hvordan vi tjener nogle penge, så vi kan holde stedet gående. For som iværksætterhus har Møbelfabrikken haft nogle voldsomme op- og nedture og var faktisk ved at være lukningstruet. Så vi skulle jo finde ud af, hvordan vi kunne skabe en økonomi, siger han og viser ind på Nexø Hostel, der i dag har 24 værelser i forskellige kategorier fra enkeltværelser til familierum og værelser af hotelstandard.

– Et værelse her koster fra 600 til 1.200 kroner i døgnet. Vi har åbent året rundt og hjælper også nye bornholmere til at komme hertil på grund af boligmangel. Så udenfor sæsonen kan man få et værelse her til 3.600 kroner om måneden, siger han og sætter sig på sengen i ét af værelserne.

– Jeg foretrækker enkelthed, for så er der ikke så mange muligheder for, at der ophober sig støv, og renligheden skal være i top, siger han og lader blikket glide rundt i det enkelt indrettede rum, der dog har en særlig signatur.

– Sengegavlene er noget, vi selv har designet. For vi ville rigtig gerne personliggøre vores udsmykning her på stedet. Så de er lavet fra stumperne af de sidste lovligt fældede egetræer på Bornholm, som jeg fik fra Østerlars Savværk.

Nexø Hostel er dog ikke en splinterny idé. Salget af overnatninger var også en indtægtskilde, før den nye direktør trådte til. Men dengang var belægningsgraden kun omkring 17 procent. I dag er den omkring 65-70 procent, og Nexø Hostel udgør omkring 60 procent af økonomien. Så hvad har ændret sig?

– Stedet her var misvedligeholdt. Hostelet var der, men var ikke effektivt. Det havde et kæmpeunderskud, men jeg valgte alligevel at satse stenhårdt på indtægtsmotoren, som er salg af overnatninger på hostellet. Det var ganske enkelt der, vi kunne tjene pengene, forklarer han og tilføjer, at han som noget af det første sørgede for at få digitaliseret bookingsystemet, så de kunne dukke op på alle bookingsiderne.

Der er mange forskellige virksomheder på Møbelfabrikken, hvor der blandt andet produceres både eddike og wienerbrød. -Foto: Joan Øhrstrøm

Nul ferie i sommersæsonen

Samtidig flyttede han medarbejdernes ferier til efter august, så personalet, som i dag består af otte ansatte fordelt på 4,5 årsværk, er på arbejde, når sommergæsterne holder ferie.

– Den indstilling havde man måske ikke i lige så høj grad tidligere. Så det handler om at have en dedikeret, fuldhjertet arbejdsmoral, siger direktøren, der glæder sig over, at de nu er ”blevet verdensmestre i salget af overnatninger”, som han udtrykker det.

– Hvis ikke vi havde salg af overnatninger, var der ikke noget, der hed Møbelfabrikken, som vi kender det i dag.

Til at hjælpe med den daglige drift har han blandt andet både ansat en kontordame, en oldfrue og en rengøringsassistent på fuld tid. Én af stedets pedeller er ansat i skånejob, og en anden som flexjobber, ligesom en del af Møbelfabrikkens skiftende medarbejdere kommer fra jobcentret i form af folk, der skal have en chance til, som direktøren udtrykker det. Men ligesom han selv er vant til at bestille noget, forlanger han det også af sine ansatte.

– Her skal man have hænderne op af lommen, og det går til tider meget stærkt. Men jeg er den, jeg er og har arbejdet, siden jeg var 12 år, så jeg er nok meget tydelig i det der. Men mine dygtige medarbejdere har virkelig hjertet med, og de kæmper også for Møbelfabrikken, fortæller Carsten Aalling, der selv har købmandsbaggrund med store stillinger i Bauhaus, hvor han endte som skandinavisk produktchef, inden han også blev produktchef og kædechef i belysningskæden Lysmesteren.

– Her var jeg med til at starte nogle afdelinger op og forbedre og optimere dem, siger Carsten Aalling, der nok heller ikke har sit kreative forretningsgen fra fremmede.

– Min mor bor på Bornholm og jeg er jo halvbornholmer. Jeg er oldebarn af Anna og Emil Ibsen nede fra Brændesgårdshaven. Det har hjulpet mig meget på Bornholm, for så er jeg jo kun halv førder, griner han og tilføjer, at det også var medvirkende til hans beslutning om at flytte til øen i 2017, at hans mor allerede boede her.

Direktør med kassedameløn

Det var således også gennem sin mor, at han læste Bornholms Tidende og så et stillingsopslag fra Iværksætterhuset Møbelfabrikken, som søgte en ny direktør i en stilling på 25 timer om ugen. Og da han fik jobbet, gik han straks i gang med at sætte skik på stedet.

– På det tidspunkt var der en meget slidt bygningsmasse og et meget slidt og træt iværksætterhus. Vi har malet, strammet op og renoveret ubrugte bygninger, som nu er kommet i tjeneste igen, mens jeg prøvede at få gang i omsætningen. Det har jeg ind til videre brugt seks år på, og vi har i hvert fald mere end fordoblet omsætningen og er gået fra et dundrende underskud til et fornuftigt overskud. Og samtidig har vi brugt rigtig mange penge på at få det hele piftet op, så vi sparede blandt andet på min løn, fortæller han.

– Jeg fik jo en møgløn i begyndelsen, og de første mange år, afholdte jeg også kun en uges ferie om året. Timer var og er stadigvæk ligegyldige. Jeg var her de 60 timer, der var nødvendige fra starten af og fik det, der svarer til en kassedameløn.

Har du så skabt din egen løn?

– Ja, jeg har skabt min egen løn, min egen arbejdsplads, mit eget sted. Jeg har de seneste par år leveret nogle gode regnskaber, så nu får jeg en løn, der modsvarer det ansvar, jeg har på Møbelfabrikken.

Hvad var det, der tiltrak dig ved jobbet?

– Jeg kunne se potentialet, siger han og lyser op i et smil.

Her er en af indehaverne bag virksomheden Blomsterverden i gang med sit arbejde på Møbelfabrikken. Foto: Joan Øhrstrøm

Er du selv lidt af en iværksættertype?

– Det har jeg jo nok fundet ud af, at jeg er. For jeg har jo også selv satset noget på det her, ligesom iværksætter satser mange timer på det, de tror på. Der kan man godt føle sig alene og sårbar, og den følelse kender jeg fra mig selv. Så når jeg kigger på en anden iværksætter, kan jeg i øjenhøjde forstå, hvad en iværksætter siger og ved, og hvor meget det tager af muskler for at gennemføre sine ideer. Derfor er det et kvalitetsstempel at se én, der brænder for det, og så er det den vej, og så vil vi gøre, hvad vi kan for at løbe knallerten i gang. Og her har jeg fundet ud af, at når man bare gider at give den én på hatten, så kan man godt få en umulig situation vendt, siger han og ser ned.

– Det er lidt sjovt med Bornholm. Nu kender jeg efterhånden Bornholm indgående, og jeg føler mig meget bornholmsk; som en blanding af halvbornholmer og halvthybo, deler vi i særdeleshed sund skepsis og til tider stor grad af stædighed, som ikke altid er til det bedste.

–Jeg synes, bornholmere er nogle hyggelige og skønne mennesker, men man skal lige se de nye tilflyttere lidt an først. Hvad er det mon for en klog kjøbenhavner? Og så er der en vis grad af udviklingsforskrækkelse på øen, siger han og tilføjer, at det nok er klassisk for små samfund.

– Det gælder også her, så også jeg fik lov til at gå lidt alene et par år. Især i starten med udviklingen af Møbelfabrikken, var modstanden rundt om på øen da også af en størrelse, der var til at føle på.

– Nå, nu henter jeg lige nogle nøgler på kontoret, som jeg har glemt at tage med.

Stedets bæredygtige perle

Næste stop på rundvisningen er i hal 2, hvor en anden væsentlig del af stedets nuværende forretningsmodel er bragt til live.

– Det her rum er virkelig vores perle, siger han, da vi træder ind i en gigantisk kasse af et rum med lyse trægulve og meterhøje vinduer.

– Rummet her er jo en del af den gamle møbelproduktionshal, som vi startede med at renovere i 2019, siger han og skubber skydedøre til side, så rummets størrelse fordobles.

– Det tog tre år. Da vi startede her, var alting smadret. Der var intet loft. Gulvet var råddent. Vinduerne var smadret. Vi skulle starte fra scratch, fortæller han og kaster et blik på bagvæggen, hvor store, gamle fabriksvinduer er blevet en del af rummets udsmykning med historiske fotos af fabriksmedarbejdere bag de gamle glaslåger.

– Det her er de bedst bevarede originale vinduer, fra dengang Møbelfabrikken producerede møbler, og billederne har vi fået fra Nexø Museum.

Han kaster et blik rundt i ’perlen’.

– Selve lokalet er også bygget af genbrugsbyggematerialer i alt det, der kunne gøres jævnfør lovgivningen, og derfor er der mange gode historier her, siger han og fortæller, at lysekronerne i loftet er af genbrugsglas og kreeret og doneret af Pernille Bülow, mens væggenes materialer er genbrug fra den gamle gård, Dønnegård, som efter sigende skulle være kendt for de smukkeste og mest velsmagende æbletræer på Bornholm.

– Vi skal vise Bornholm, at bæredygtighed kan lade sig gøre, siger han begejstret.

Derfor er ét af rummets primære funktioner også at være udstillingssted med temaer som cirkulær økonomi og bæredygtig fremtid.

– Huset her er et showroom, og alle bornholmere kan komme og se udstillingerne, når de har lyst, siger han og nikker mod rummets bagerste hjørne, hvor en farvestrålende installation er blevet en fast del af inventaret.

– Vi har også en husveninde. Det er Anne Marie Helger, og hun donerede genbrugsgimpen der, forklarer han og griner mod kunstværket med kvindelignende skikkelse, som troner under loftet.

– Den er i ægte bornholmsk skrald.

Selskabslokaler og koncerthus

Ligesom selve iværksætterhuset i dag er som et organisk og multifunktionelt møbel, er rummet her det også, forklarer direktøren. Udover udstillinger, der omhandler begreber som cirkulær økonomi og bæredygtig fremtid, bliver her også holdt møder, konferencer og workshops, ligesom de er begyndt at udleje rummet som selskabslokale. Og som noget nyt er her også koncerter. Senest med Alberte Winding og Thomas Buttenschøn, som fik mange til at komme.

– Koncertdelen er dog stadig filantropisk, for når jeg har regnet det hele ud, har vi haft et underskud på 6.000 kroner hver gang, så det skal vi lige finde ud af, hvordan vi får det til at køre, siger direktøren ærligt og tilføjer, at lokalet også bruges til foreningsarbejde i byen, som han også selv er en del af.

– I dag er jeg formand for Erhvervsforeningen Østbornholm og har været med i styregruppen for Nexøs byudvikling siden 2019, dengang folk ikke ville snakke med mig, men da de kunne se førderen blev hængende, ja, så blev jeg altså formand for erhvervsforeningen, fortæller han og viser over i endnu en hal – som dog står hel rå.

– Hallen her har jeg lavet om til lagerhotel, og her skal jeg jo også tjene penge. Så her kan man oplagre alt, hvad man nu synes. Og her er ting, som både almindelige borgere og virksomheder har opmagasineret. For eksempel har Bornholms julemarked deres træer opbevaret her, siger han mellem en ’skov af hvide plastictræer’, der lyser op i den mørke hal.

– Og det er, fordi vi er et skadedyrsfrit område, så gummiledningerne bliver ikke gnavet over. Og her lugter heller ikke af kostald. Det er en vigtig detalje.

Sundhedshus på ti måneder

Sådan huser møbelfabrikken en hybrid af funktioner, der endda også er kommet til at omfatte det såkaldte Sundhedshus Østbornholm. For hvor andre ser begrænsninger, ser direktøren muligheder. Og da han hørte politikerne havde afskrevet muligheden for et sundhedscenter i Rønne, valgte han selv at tage affære. Og ti måneder senere blev det til virkelighed.

– Og i dag har vi laserbehandling, en kiropraktor, et hørecenter og en fysioterapeut, ligesom vi har to psykologer og en bandagist, der kommer en gang om måneden. Og nu er jeg i gang med at søge en læge, for det ville være et megascoop, hvis vi også kunne få en læge ind, siger han og smiler stolt.

– Vi kalder det sundhedshuset – det mest kompetente sundhedshus på Østbornholm. Så det er også ét af koncepterne, der er med til at bære økonomien, ligesom det har givet en kæmpefleksibilitet til borgerne, som nu kan få mange af de nødvendige behandlinger ét sted.

Sådan er det ifølge Carsten Aallings vision, at samtlige kvadratmeter på Møbelfabrikken skal udnyttes maksimalt døgnet rundt. Året rundt.

– For på den måde kan vi skabe den økonomi, der nu er blevet sund, så vi netop kan give alt, hvad vi har af rammer, faciliteter og gode vilkår til vores iværksættere, og det er jo det, som er hele humlen i det her, siger direktøren, der ikke har bøjet sig for Janteloven ved at flytte til Bornholm.

– Vi har jo det slogan, der hedder – Møbelfabrikken – du bliver stolt af dig. Det her er et anti-jantelovsområde. Det er frit fra Janteloven. Så vi er stolte, når folk lykkes, siger han og hilser på én af iværksætterne, da vi smyger os igennem et lille værksted, hvor der er gang i dagens produktion.

– Hej Martin! Vi kommer lige igennem, siger han.

– Martin er også en af iværksætterne her. Her bliver navneskoen lavet. Han er sådan en hardcoreiværksætter, fortæller Carsten Aalling og fører os videre ud til et tilstødende større, men helt tomt lokale.

– Produktionsskolen FGU havde indtil sommeren en systue her, men nu står det tomt, og jeg skal have nogle nye ind. Og jeg vil gerne have en udadvendt virksomhed ind her. Der er få virksomheder, der kan leve af Bornholm, så vi skal have nogle, som gerne vil være her, fordi deres kunder er vilde med ’made in Bornholm’. Men vi skal leve af hele verden, for jeg tænker jo, at Bornholm burde være det nye Silicon Valley. For vi har behov for nye borgere, som har gode lønninger, og som har de nye jobs, der ikke er afhængige af øen, men som synes, øen er fed med tryghed til familien, skøn natur osv. Det kunne for eksempel være sådan en programmørnomade, som arbejder for Amazon, siger han og ser drømmende frem for sig, inden han forlader tech-visionerne og fortsætter rundvisningen til en mere sanselig bygning med gastronomisk iværksætteri.

Wienerbrød, kaffe og eddike

– Det her er et fantastisk sted. Det er noget, der repræsenterer en fremtid. Bygningen her var tidligere en møgbeskidt gammel garage. Men nu har vi for 450.000 kroner bygget et produktionsgodkendt køkken, og det er her Louise blandt andet holder til med virksomheden Lucy's Bakery.

– Hun har boet i Los Angeles i mange år, og hendes koncept er, at hun har specialiseret sig i wienerbrød. Det er ikke den med det gule øje. Men wienerbrød af ekstrem høj kvalitet i alle mulige sjove gennemførsler. Hun forbereder i løbet af ugen og bager én gang om ugen, og kunderne kommer her og henter deres personlige pose med pastries, siger han og fortæller, at iværksætteren normalt sælger sit wienerbrød hver lørdag, men lige nu holder hun en vinterpause.

– Hun sælger gennem sin profil på Instagram, hvor folk forudbestiller, og så kommer folk her og står pænt i kø, de betaler og får deres pose. Og det er sådan, hun har kørt konceptet siden december sidste år.

Siden har den populære pastriesbager også fået selskab i den gamle garage af to øvrige iværksættere – en kaffespecialist, Bean Buddy, og en eddikeentusiast, Bornholms Eddikebryggeri.

– Efter noget tid fik vi Benjamin ind, som er forhenværende danmarksmester i kaffesmagning. Han har lavet sit eget risteri, som du kan se derovre, siger han og nikker mod en stor kafferistermaskine.

– Han har sit eget kaffekoncept. Og så slog han og Lucy sig sammen, så man som kunde nu både kan få en pose med bagværk og en pose med friskkværnet kaffe. Og om sommeren sidder folk her udenfor og nyder hans kaffe, fortæller direktøren glad og går hen mod en reol med gennemsigtige flasker fyldt med farverige væsker.

– Og Magnus, som også er en del af trekløveret her, sælger eddike. Han startede med at samle sjatterne sammen fra Kadeau og laver eddike af den fedeste rødvin. Og han anvender også andre forskellige bornholmske leverandører. For eksempel bruger han også cider. Så nu er han også åben. Det er lidt vildt. Indimellem afholder han også eddikesmagninger, siger han og betragter de dekorative eddiker.

– Det skal man lige vænne sig til, mener direktøren.

– Men det er jo en tradition, som kommer fra Frankrig, som egentlig bruger eddike på samme måde, som vi bruger krydderier, fortæller han, inden han låser rummet af.

En verden af blomster og keramik

Samme bæredygtige tanker ligger bag en anden af stedets nye iværksætteres projekter, der genbruger gamle fliser i nye designs, fortæller direktøren engageret.

– Virksomheden hedder Dewdrop Tiles, og ideen er at nedsætte klimaaftrykket ved at værdioptimere brugte fliser, som tilføres unikke designs, og derefter kan føres tilbage i indretningen – for eksempel i køkkenet eller badeværelset.

Udover stedets nye og mere grønne iværksættere huser møbelfabrikken også mere garvede forretningsdrivende, der benytter stedet som helårsarbejdsplads.

– På møbelfabrikken har vi også Bornholms Keramik Fabrik. De har egen butik og store, faste kunder over hele landet. De har medvind, fordi de her på Bornholm producerer et unikt sortiment af meget høj kvalitet og har en kundegruppe, der værdsætter det. Derudover tror jeg også, de har medvind på grund af øens status som World Craft Region. De lever af kunder ovrefra, og jeg tager virkelig hatten af for det. Det er så flot.

En anden af stedets etablerede erhvervsdrivende er en webshop, der har gjort det til sit speciale at leve at folks lyst til grønne fingre.

– Det her er blomsterverdenen, siger han og åbner døren til endnu en bygning med et kæmpemæssigt lokale.

"Hej", siger han og hilser på de to kvindelige indehavere af virksomheden, der er i fuld gang med dagens arbejde mellem høje reoler fyldt med blomstervarer.

– Vi er lige i gang med et erhvervsportræt, forklarer han.

– Vi ligger jo lidt i et byggerod, siger iværksætterne undskyldende.

– Det betyder jo, der er drift, smiler Carsten.

–Ja, det må man sige, der er, istemmer de to virksomhedsejere.

– Vi har jo over 6.000 ordrer, der skal pakkes om lidt. Det er primært knolde og løg.

– Af højeste kvalitet, tilføjer han selv og viser dybere ind i webshoppens fysiske lokaler.

Fordel at ligge på Bornholm

– Der er ingen tvivl om, at webshops med det rigtige koncept har gavn af at blive placeret på Bornholm. Det kan godt være, der er lidt ekstra transporttid over vandet, men til gengæld er lagerkvadratmeterne meget billige, og den bornholmske arbejdsstyrke fleksibel. Det er nok det, siger han, mens vi går forbi metervis af fyldte reoler.

– Når de får varer hjem, er det jo hundredetusindvis af enheder, der kommer hjem. Og som du kan se, står det bare række op og række ned. De startede med den forreste del af lokalet for nogle år siden. Så kom coronakrisen, og folk skulle i haverne.

Snart havde de to blomsterkyndige iværksættere derfor brug for mere plads til deres voksende varelager, fortæller direktøren, som i to omgange har udvidet webshoppens fysiske rammer.

– Vi ville jo meget gerne beholde dem som lejere. Så derfor måtte vi finde en løsning og valgte så at tage et gammelt tårn i brug, som tidligere var fyldt med varmekedler, ligesom vi har væltet vægge til den tilstødende del af bygningen. Og i sidste omgang fik de 130 kvadratmeter ekstra her. Så alt det her er nu blomsterverdenen, fortæller han og slår armene ud til siden.

– Så nu håber jeg bare, de har plads nok, smiler han, da vi atter træder udenfor, hvor solen nu skinner.

Som et tetrisspil

Hvad er det bedste og det sværeste ved at drive stedet her?

– Det svære kan jo være lange, lange arbejdsdage om sommeren, gæster som skal passes på, bekymringer om det nu også går godt det hele, stormvejr - ryger der nu en tagsten og alt sådan noget. Og fordi det her ikke er en arbejdsplads, men mere en livsstil, så føler jeg et kæmpe ejerskab for stedet. Der må ikke ske mine lejere noget, vi skal passe på dem, og de skal være glade. Så det er det med serviceniveauet og passe på det hele. Det kan nogle gange godt tage lidt hårdt på én, siger han.

– Det bedste er til gengæld, at jeg har en bestyrelse, der tror på mig og har givet mig den frihed, der skal til for, at jeg trives. De er gode til at spare med mig på bestyrelsesmøderne. De er virkelig gode medspillere. Så jeg har friheden til at gøre det, jeg synes skal gøres og se tingene lykkes, smiler Carsten, der efter seks år i sædet som direktør langt fra er færdig med at indrette og møblere om på Møbelfabrikken.

– Jeg stopper jo aldrig med at tænke og se muligheder. Møbelfabrikken er lidt som et igangværende tetrisspil, for jeg skal da love for, at vi har flyttet meget rundt på møbelfabrikken. Er der et lokale, som ikke længere er i brug, tømmer vi det og får en ny lejer ind. Vi er ikke nogle mirakelmagere, men vi er stædige.

Så du er også lidt bornholmsk?

– Ja, smiler han.

– Jeg er jo halvbornholmer.

Jeg fik jo en møgløn i begyndelsen, og de første mange år afholdte jeg også kun en uges ferie om året. Timer var og er stadigvæk ligegyldige. Jeg var her de 60 timer, der var nødvendige fra starten af og fik det, der svarer til en kassedameløn.

Stedet her var misligholdt. Hostellet var der, men var ikke effektivt. Det havde et kæmpe underskud, men jeg valgte alligevel at satse stenhårdt på indtægtsmotoren, som er salg af overnatninger på hostel.

Bornholm burde være det nye Silicon Valley. For vi har behov for nye borgere, der har gode lønninger, og som har de nye jobs, der ikke er afhængige af øen, men som synes, øen er fed med tryghed til familien, skøn natur og så videre.

I bund og grund er vi stadig sat på jorden for at skabe faciliteter til muligheder og netværk og gode rammer for at hjælpe iværksættere i gang, og det for penge, vi 100 procent selv tjener.