Østerlars er mere end en gennemkørselsby

Østerlars er mere end en gennemkørselsby
Asger Raasø Lautrup-Larsen ses her ved øens største bland selv-slikhylde, som tiltrækker mange bornholmere. Han fortæller, at butikken har planer om at uddele flyers for også at gøre opmærksom på det store udvalg af søde sager til turister. Foto: Anna Holm
ERHVERV | ØSTERLARS | Onsdag 28. juni 2023 • 05:30

TIDENDE I ØSTERLARS: Brugsuddeler Asger Raasø Lautrup-Larsen holder af at drive forretning i Østerlars. Som brugsuddeler er han stolt af, at Dagli'brugsen er et socialt samlingssted for beboerne i Østerlars.

Dagli'brugsen er et samlingssted for folk i Østerlars, fortæller Asger Raasø Lautrup-Larsen, der 1. december tiltrådte som brugsuddeler.

– Folk stopper op, når de møder hinanden. Der står ofte to nede i et hjørne og to nede i indgangen og snakker, og det er smadderhyggeligt, at folk her tager sig tid til det. Vi er ligesom en safe zone, siger Asger Raasø Lautrup-Larsen, der overtog jobbet fra nu pensionerede brugsuddeler Jørn-Ole Pedersen.

Asger Raasø Lautrup-Larsen kommer oprindeligt fra Møn og har boet på Bornholm de seneste fem år.

– Jeg er selv født og opvokset i et lille lokalsamfund, og den lokale brugs har altid været et hyggeligt sted at være. Jo mindre jo bedre, synes jeg. Når det bliver stort, bliver det ofte upersonligt. Her har vi tid til vores kunder og til at gøre noget ekstra for dem. Det er fantastisk, siger han.

Asger Raasø Lautrup-Larsen beskriver, at det er alt fra børnefamilier til pensionister med rollator, der kommer i butikken.

– Jeg vil næsten sige, at vi har alle slags kunder. Turisterne kommer her heldigvis også. Vores grundlag er stamgæsterne, så det er dem, vi primært skal holde glade, siger han.

Østerlars har meget at byde på

Asger Raasø Lautrup-Larsen mener, at Østerlars har meget at byde på, selvom det måske ikke umiddelbart ser sådan ud ved første øjekast.

– Mange ser Østerlars som en gennemkørselsby, fordi man kører igennem, hvis du skal fra Rønne til Nexø eller den anden vej, men Østerlars kan mere end det, siger han med vægt på, at byen er mere end bare Østerlars Kirke.

– Vi har også de små hyggelige lokalvirksomheder, sæbemejeriet, Birk Bornholm, Gedemejeriet, Middelaldercenteret, Minigolf, der er os, og så er der en masse små smykkedesignere, keramikere og et kafferisteri, siger Asger Raasø Lautrup-Larsen, der fortæller, at Dagli'brugsen ofte får funktion af turistkontor i højsæsonen.

– Jeg har haft flere, der har været inde og spurgt efter kirken. Råd og vejledning, kan man altid få her, siger brugsuddeleren.

 

 

Tanja Regitze Scheel har i ti år drevet smykkebutik i Østerlars. Foto: Anna Holm

Smykkebutik nyder godt af trafikken fra rundkirken i Østerlars

Anabelle Smykke Design ligger 300 meter fra Østerlars rundkirke. Her har Tanja Regitze Scheel indrettet en butik i en lille bygning ved siden af sit private hus.

En lang gruset vej leder fra rundkirken i Østerlars og ned til et hvidt bindingsværkshus i idylliske grønne omgivelser. I en lille bygning ved siden af huset har Tanja Regitze Scheel indrettet en butik, hvor hun sælger smykker.

– Jeg fik ideen til butikken, fordi vi bor tæt på rundkirken, hvor der kommer mange mennesker. Det er gået godt, og det er dejligt, at butikken ligger lige ved vores hjem, fortæller Tanja Regitze Scheel, som i år har åbnet dørene til sin tiende sæson.

– Vi bor i en ådal, hvor der er frodigt og grønt, og hvor jeg har lavet en naturlig have. Det, jeg oplever, er, at kunderne får den her følelse af, at "ah, her er da skønt", "det var da en lille oase", og samtidig får de den personlige betjening, fordi jeg har alle kasketter på i firmaet, siger Tanja Regitze Scheel.

Hun fortæller, at hun ud over at lave og sælge smykkerne også står for at tage billeder, lave webshop og poste på sociale medier.

Kirken giver kunder

Med en placering cirka 300 meter fra kirken, er der for de mange turister et stykke vej at gå, før de kan tage bestik af Tanja Regitze Scheels smykker. Det oplever hun dog ikke som et problem, snarere tværtimod.

– Det, jeg oplever, er, at når folk så kommer herned, så har de allerede taget en eller anden beslutning om, at det her er interessant. Frem for at man havde ligget i Brøddegade i Gudhjem, hvor der bare kommer en million mennesker ind, så kan det her også være en fordel, siger hun. Faktisk kan hun fortælle, at det er tæt på alle personer, der kommer forbi, der ender med at købe noget i hendes butik.

– Folk er bare generelt glade og positive, når de kommer herned. Det er en kæmpe fordel, at vi ligger her midt i naturen. Jeg tænker også, at kunderne kan se, at min farveglæde og min skaberglæde fra haven også smitter af på smykkerne, så det bliver en totaloplevelse. Når de køber smykket, så har de også mindet om det her dejlige lille sted med blomster, siger Tanja Regitze Scheel, der altid giver sig tid til at snakke med folk og guide dem til deres videre færd i Østerlars.

Østerlars har det hele

Tanja Regitze Scheel kommer oprindeligt fra København, men er vokset op på Lolland. Hun har boet på Bornholm i 20 år og mener, at Østerlars har meget at byde på.

– Jeg synes jo, at det er ret spændende her. Du kan faktisk bruge en hel dag i Østerlars. Vi har jo Middelaldercentret, Sæbemageriet heroppe, som er min nabo. Vi har gedemejeriet, desværre på sidste sæson. Vi har kafferisteri med mere. Vi har alle mulige ting, så der er meget at køre efter. Og så har vi selvfølgelig kirken, fordi alle skal se den, siger hun.

Tanja Regitze Scheel fortæller, at hendes sæson går fra maj til september. Typisk topper salget i juli og august, fortæller hun.

– Men det varierer fra år til år. Det er ligesom med smykkerne. Nogle år er det øreringene, andre år er det halskæderne, og så er det armbånd. Sådan er det også i forhold til, om folk vælger at tage hertil, eller de tager sydpå. Og hvor mange penge de har – om der er finanskrise, eller om der lige har været corona, hvor folk bare skulle ud at bruge penge. Så det varierer meget efter, hvad der sker i samfundet, siger Tanja Regitze Scheel.

FÅ ABONNEMENT