Café holder stædigt åbent: Det gør forbandet ondt lige nu

Efter en forrygende første sommer og et godt efterår på torvet i Nexø ser Holmer ind i en årstid, hvor det kræver stædighed og koster penge at holde åbent hver dag.

Der er god stemning i den julepyntede og stadig relativt nyrenoverede café, som ligger på hjørnet af Nexø Torv. Med træpaneler på væggene, blåt neonlys bag baren og lidt småsnak blandt de få besøgende, som har fundet ind i varmen på en råkold hverdagseftermiddag, er der absolut ikke noget at klage over i den rummelige café.

Her serveres kaffen i store kopper, der er onsdagstilbud på caféburgeren, og så er der alverdens spændende drikkevarer på hylderne bag disken, som lige nu er bemandet af en smilende ung kvinde, der hilser pænt og henter Paulie Melnyk, som er medejer af caféen.

Han hviler albuerne på bordet og læner sig fremad, mens han fortæller om den bragende start, caféen har haft på Nexø Torv.

Dørene til de varme og venlige lokaler blev åbnet i påsken, som kickstartede årets turistsæson. Oveni det havde caféen nyhedsværdi, og mange kiggede forbi og var begejstrede for, at det store lokale på torvet har fået udrullet sit fulde potentiale.

– Det var noget af en opskalering, og det overraskede mig virkelig, hvor positive folk er, fortæller Paulie Melnyk.

I foråret flyttede han og partneren Jeremy Bersier fra den lille biks med lidt af det hele på Brogade til de langt større og mere definerede rammer som byens café på Torvet, og her blev det lynhurtigt sommer. Den famøse sommer, som faktisk er vanskelig at sætte ord på eller beskrive.

– Sommeren er noget for sig; det kan slet ikke beskrives. Man bliver helt høj, fordi der sker så meget, og det går fra nul til 110 kilometer i timen i et splitsekund, og du ved ikke, hvad der har ramt dig.

– Så fortsætter det i seks-syv uger i streg, men så dykker det med 50 procent fra den ene dag til den anden, og så er alle pludselig væk. Så kan man trække vejret, man begynder at komme tilbage til virkeligheden, og man begynder at savne det, for hvor blev de allesammen af, fortæller han.

September og oktober har også været ok, men ikke november, smiler han med et sigende blik.

– Man holder altid vejret lidt ekstra, når man rammer november, for der flyder det hele bare. Og det der ikke har overrasket mig er, at der selvfølgelig kommer et tidspunkt med en mæthed, og hvor nyhedsværdien er væk. Så indtræffer hverdagen, og jeg ville gerne kunne sige, at det har overrasket mig at folk kom. Men der er stadig mange lokale, der ikke kommer, fortæller han.

Den store farvestrålende og julepyntede bar giver en hyggelig stemning på caféen. Foto: Sarah Thun Kristensen

Smertegrænsen

I forhold til den lille café på Brogade er der nemlig blevet opskaleret med mere end bare plads og retter på menuen. Der er tre medarbejdere i køkkenet, fem-seks opvaskere, tre ungarbejdere og to på fuldtid, og det er noget af et lønbudget på en halvsløj november måned.

– Vi har lagt til side og sparet, for at få sommerens overskud til at række, men det kræver tilvænning at have en café, der er åben hele året i en by, hvor man ikke har været vant til det de sidste 15-20 år.

– Det kræver, at vi skal turde holde åbent, selvom det - undskyld mit sprog - gør forbandet ondt på vores økonomi lige nu. Det løber ikke rundt lige nu, og nogle dage er der kun nok til lønninger og ikke mere - og så er der også drift, husleje, skat og forsikringer.

Udover de ekstra sæsonarbejdere, der var ansat i højsæsonen, så har caféen nemlig det samme antal medarbejdere, som de har haft siden de åbnede på torvet. Det er lokale folk, der bor og lever i Nexø, der arbejder på caféen, og det er også de lokale ,der skal steppe op, hvis caféen skal være helårsåben på sigt.

– Det er, når vi når til november, januar, februar og marts - så er det de lokale, der skal steppe op. Det er vigtigt, hvis vi og de andre rundt om i byen skal have et grundlag for at overleve. Så skal de lokale saftsuseme dukke op og lægge deres penge, for ellers er vi her ikke, og det er ikke bare i Nexø - det er folk på hele Bornholm, der skal have den tilgang, at man bliver nødt til at støtte lokalt.

– Jeg skal ikke tvinge nogen, og der er mange andre fristelser derude, men det er det, der skal til for, at vi kan eksistere.

Han oplever, at der er mange, der kun er hurtige til at italesætte alle de ting, der mangler på Bornholm og i Nexø - men når det kommer, så glemmer folk måske at bruge det, de ellers har gået og "skreget efter".

– I Rønne er de vant til at have både Gustav og Café Munter, men vi er ikke vant til det, så det kræver, at vi tør holde ud og holde åbent, understreger han.

Han fortæller dog, at der også er en smertegrænse for, hvor længe man som erhvervsdrivende kan blive ved med at holde åbent, hvis man ikke får nok ind, og der derfor ikke er økonomi i det.

På caféen er december en såkaldt "hoppebolds-måned" med gode dage, dårlige dage og virkelig gode dage. Når der sker noget i byen, folk køber julegaver og juletræet tændes, så søger folk ind på caféerne for at få varmen, og det gavner i det slunkne vinterregnskab.

Paulie Melnyk satser på, at fortsætte med at holde åbent på Nexø Torv både til frokost og aften hver dag hele året rundt. Foto: Sarah Thun Kristensen

Stædighed koster penge

Han har derfor tænkt sig at trække den langt, før det kan komme på tale at afvige fra planen som er, at der skal holdes åbent alle dage fremadrettet. Han drømmer om, at folk får Café Holmer under huden på samme måde, som han oplever, at Bryghuset i Svaneke har vænnet folk til, at de altid holder åbent.

– Når folk her skal finde ud af, hvem der har åbent på denne tid af året, så er det Bryghuset. Der er altid åbent, og den sætning vil vi være med i - at man altid kan køre til Nexø på Café Holmer.

Men man kan ikke køre en forretning med underskud flere år i streg, og de knapper, der kan skrues på vil i så fald være åbningsdage, åbningstider og antallet af ansatte.

– Vi kan i sidste ende blive nødt til at kigge på vores koncept. Men vi vil gerne have det hele, og vi vil helst ikke fyre folk, men hvis vi kan se, at vi løbende ikke tjener de penge, vi skal, så bliver vi jo nødt til at afskedige nogen og så hyre dem tilbage, når vi får mere gang i den igen.

Han arbejder selv i køkkenet, ligesom både hans egen og hans partners kone arbejder på caféen. Han ved, at det kommer til at gøre ondt, hvis det ikke lykkes at ramme de mål, der er for omsætningen i de lange måneder med de korte dage.

– Men vi er villige til at gå langt, for vi vil gerne have at folk skal forstå, at vi tager det seriøst, og at de skal støtte op.

Så nu giver i det lige en sæson?

– Vi har også tænkt os at give det næste sæson. Vi ved godt, at der kommer de her perioder, og vi er ikke naive på den måde. Måske vi er lidt for stædige og naive på den måde, at vi satser for meget på, at folk kommer. Nogle gange kommer de ikke, men vi bliver nødt til at prøve nogle ting af, og så skal folk bare opdage os, fortæller han fast.

Er det en slags stædighedsøvelse?

– Det kan man godt sige. En stædighed der koster penge desværre. Men iværksætteri handler også om at tage chancer.