Stop konflikten

Stop konflikten
LEDER | 12. SEP 2023 • 05:30
Tommy Kaas
Redaktør
LEDER
12. SEP 2023 • 05:30

Hurra for Siemsens Gaard i Svaneke, som ønsker at bidrage til, at vi får flere arbejdspladser og liv hele året.

Restaurant Njord på Siemsens Gaard i Svaneke melder sig ind i kampen om et helårsåbent Bornholm. I weekenden kunne køkkenchef Mathias Sejer Sørensen løfte sløret for planerne om en vintersæson i restauranten, og jo flere, des bedre. Hvis der er gode ting at tage sig til, og gode steder at tage hen, vil flere overveje turen til Bornholm – også uden for højsæsonen.

Og dét er jo noget, både vi som bor her hele året, og vores besøgende kan nyde godt af.

Men der er malurt i det ellers så velsmagende bæger fra Svaneke, for ikke så snart havde den glædelige nyhed om vinterplanerne nået Tidendes spalter, før kritikken for gud ved hvilken gang rejste sig. Siemsens Gaard har nemlig ikke nogen overenskomst, og når man ikke har dét, er man ikke en del af fællesskabet og fortjener – må man forstå – total udskamning, blandt andet på de sociale medier.

3F kører den her konflikt. Fagforbundet finder det rimeligt, at fordi Siemsens Gaard ikke ønsker at tegne overenskomst, så skal stedet konstant udsættes for noget, der minder om chikanerende adfærd.

På Tidendes facebookside benyttede et par socialdemokratiske kommunalbestyrelsesmedlemmer også lejligheden i weekenden til lige at lufte deres utilfredshed med foretagendet.

Problemet for 3F og socialdemokraterne er bare, at alt ånder fred og idyl på Siemsens Gaard. Branchen mangler arbejdskraft, så hvis kokke, tjenere og andet personale ikke kan lide lugten i køkkenet, så kan de sagtens søge væk – men det gør de ikke. Omvendt fortæller en nuværende ansat på Svanekes facebookside, at vedkommende aldrig har haft en bedre arbejdsplads i branchen end på Siemsens Gaard.

Vi lever altså i et frit land, og måske er det på tide, at nogen prikker de gode mennesker hos 3F på skulderen og spørger, om tvang og langstrakte konflikter ikke hører fortiden til.

Nutidens Bornholm elsker jo arbejdspladser og folk, der gør noget. Det er vel svært at være uenig i – overenskomst eller ej?