Kontaktrådet kommer til at spille en nøglerolle i undersøgelsen, der skal gennemføres af Trafikstyrelsen.
I oplægget til det nye kommissorium mangler der en væsentlig ting. Tunnellen er ikke nævnt med ét ord. Når el-cykler, grønne fly, intercitytog og direkte hurtigfærge til hovedstaden skal undersøges, bør det visionære tunnelprojekt også tages med.
Det er særlig glædeligt, at undersøgelsen også skal se på priserne til Øresundsbroen. Når en færgebillet til Bornholm sælges til 99 kroner, er det uhensigtsmæssigt, at vores gæster afkræves 400 kroner på Øresundsbroen, hvis de ikke hjemmefra har købt et bropas til 375 kroner.
Casinosystemet hos Bornholmslinjen, hvor de dyre trailerbilletter både kan købes til 999 og 19 kroner, vil også være værd at dvæle ved. Bornholm skal have mere ud af statens mange millioner end Molslinjen.
Vi står foran endnu en højsæson med udsolgte færger, der gør det umuligt med kort varsel at komme væk fra Bornholm en søndag med bil. Jo hurtigere sagerne undersøges, desto hurtigere kan vi få erstattet den lille færge Max med Express 2 og få den bedst mulige kapacitet i højsæsonen.