Leder: Green Solution Bornholm

Leder: Green Solution Bornholm
Green Solution House er et forbillede for udviklingen af Bornholm. Foto: Jacob Jepsen
LEDER | DEBAT | BORNHOLM | Onsdag 3. november 2021 • 06:40

Hvor er det stort, at Bornholm har verdens bedste klimabyggeri. Green Solution House er et forbillede for hele Bornholm.

Verden vælter sig i priser. Det giver opmærksomhed, anledning til fejring og ofte god presse. Sådan er det også med Hotel Green Solution House, der har formået at fange eller måske mere præcist være Bornholms grønne vision og gøre den til virkelighed med sit forretningskoncept og sin helt nye klimavenlige fløj.

Et træhus, der binder CO2. Genbrug af materialer, så forbruget bliver mindre. Genbrug af spildevand og regnvand og fokus på madspild pakket ind i lækkert og moderne design. Det nyistandsatte og udbyggede hotel er en vaskeægte god bornholmerhistorie både for os selv og vores markedsføring af Bornholm.

Næsten alle virksomheder ønsker i dag at have en grøn profil, så det er godt set at tilbyde en grøn løsning, når det er tid til konference og overnatning på Bornholm.

Når Active House Alliance vælger at kåre Hotel Green Solution House som det bedste erhvervsklimabyggeri de seneste ti år er begrundelsen, at designet målt på komfort, det lave energiforbrug og den gode miljømæssige belastning, der konstant måles med sensorer, er i en klasse for sig og fortjener hæder.

Det er en fornøjelse, at Bornholm kan smykke sig med sådan en pris, og det er ikke den første. Forleden kårede den anerkendte britiske avis The Guardian Green Solution House som et af de ti mest miljøvenlige steder at bo i Europa.

Direktør Trine Richters arbejde med hotellet er et forbillede for hele udviklingen af Bornholm. Hun har satset på den klimavenlige dagsorden og udført opgaven så flot, at resten af verden nu rejser hertil for at bo klimavenligt.

Det at kunne tage klimadagsordenen til sig og indtænke den så grundigt i et forretningskoncept er et eksempel til efterfølgelse. Alt fra kunst til energi og materialevalg er gennemtænkt ud fra en grøn løsning, og navnet rækker langt ud over Østersøens vande.

Green Solution House er et forbillede for udviklingen af Bornholm. Godt gået.

 



FÅ ABONNEMENT