Problemer er, forklarer juristen i sin redegørelse, at der må "forventes at være et uproportionelt forhold mellem størrelsen af lejemålet samt personalet i forhold til antallet af patienter. Såfremt opstarten jf. ovenstående punkter som forventet bliver kaotisk, må det forventes at yderligere patienter vil flytte, når klinikken igen flytter til nye lokaler, ligesom goodwill forbundet med adressen går tabt."
Et møde afholdes 11. oktober, og regionen foreslår efterfølgende, at pressen skal orienteres om udsættelsen senest to dage efter, hvor et nyt videomøde er planlagt. Dette møde bliver udskudt af Alles Lægehus, fordi regionen ikke kan nå skriftligt at besvare en stribe spørgsmål om lejemålet, virksomhedsoverdragelsen af personale og patienternes muligheder for at blive overflyttet fra Allinge Lægehus til en klinik i Rønne.
Efter nogle hektiske uger falder der ro på korrespondancen efter udskydelsen. I offentligheden opstår der ballade om lægedækningen, da 1.800 patienter fra praksisklinikken, hvoraf de 1.200 bor i Rønne-området, med kort varsel får besked om, at de flyttes til Allinge Lægehus.
Ingen bæredygtig løsning
Berit Lavik, der ellers ikke har deltaget i korrespondancen, opsummerer 27. oktober sagen set med sine briller.
Hun forklarer, at hun sammen med Alles Lægehus begyndte at "afsøge en bæredygtig løsning", da hun kun får to kapaciteter og 1.600 patienter. Denne bæredygtige løsning indebærer, at de nye læger kan "overtage praksisklinikken i sin helhed, herunder med indtræden i det nuværende lejemål fremfor vores oprindelige planer". Efterhånden bliver det dog klart for Berit Lavik og hendes partnere, at "der i jeres øjne" – som hun skriver til regionen – "er tale om, at vi åbner en ny klinik med et ydernummer og to kapaciteter, som i princippet skal ses helt uafhængigt af en praksisklinik."