Efter 145 år er huset solgt: Nye ejere har store planer

Efter 145 år er huset solgt: Nye ejere har store planer
Missionshuset på Havnegade 26 er overdraget til de nye ejere Jacob og Katrine Bang. Fra venstre mod højre: Katrine Bang, Jacob Bang, Martin Madsen, Danbolig, Carsten Pedersen, Laila Pedersen og kirkens præst, Anders Due Solgaard. Eget foto.
Fredag 22. august 2025 • 05:30
Fredag 22. august 2025 • 05:30

De nye ejere af den store kirkebygning på Havnegade i Nexø har store drømme for bygningen, som har været kirke i 145 år.

Det var en stor beslutning at sætte 145 års historie til salg, for det var faktisk Luthersk Mission selv, der byggede kirken tilbage i 1880, og derfor var der mange følelser i det. Det fortalte præsten i LM-Kirken Østbornholm, Anders Solgaard, tilbage i maj, da det knap 450 kvadratmeter store hus blev sat til salg.

Huset blev sat til salg for knap 1,5 millioner kroner, men der har altså været rift om huset, som nu er blevet solgt for 1.650.000 kroner. Og det var en spændende opgave at sælge den store ejendom, fortæller Martin Madsen fra Danbolig Nexø.

– Det var en rigtig spændende opgave, da ejendommen rummer så mange muligheder og købeemnerne havde mange forskellige drømme for stedet, fortæller han.

Salget var desuden helt unikt, for det er ikke hver dag, der bliver sat et hus til salg efter så mange års ejerskab.

– Det er første gang, jeg har prøvet at sælge en ejendom, som er blevet passet og plejet af samme ejere helt tilbage siden år 1880. Ejendommens mange muligheder tiltrak flere købere, hvilket gav sælgerne mulighed for at vælge den helt rette køber, ud fra både pris og fremtidig anvendelse, fortæller Martin Madsen, som kalder huset for en særdeles spændende ejendom, som tiltrak stor opmærksomhed.

Fortsætter ufortrødent

For LM-kirken betyder salget, at de skal flytte i nye lokaler, men ellers fortsætter de arbejdet ufortrødent

– Kirken lukker bestemt ikke, selvom det er vemodigt at flytte fra så velkendt et sted. Men vi flytter, fordi det kræver for mange kræfter for os at holde huset så pænt, som det fortjener. Vi er ikke kirke for at renovere, male, passe hus og alt det, der hører til at have en bygning, men i stedet for at være blandt mennesker, fortæller kirkens præst, Anders Solgaard.

– Vi tror på en Gud, der elsker ethvert menneske, som har sendt Jesus for at dø for at frelse os, og det budskab vil vi gerne række til mennesker her på Østbornholm – og det er altså vigtigere end mursten, fortæller kirkens præst Anders Due Solgaard.

Kirken har haft en række ugentlige aktiviteter med børne- og juniorklub, ungdomsforening og gudstjenester, mens der også har været forskellige koncerter, fodboldfester, lejre, børnedage, adventshjælp og lignende tiltag i byen. De aktiviteter fortsætter nu i Vægtergade 4, et par hundrede meter væk fra den tidligere adresse, hvor man har lejet sig ind i Evangelisk Luthersk Missions missionshus.

– Vi fortsætter alle aktiviteterne det nye sted. Vi er så småt flyttet ind, men rykker for alvor ind fra næste uge, hvor vi har en festlig opstartsuge, som alle er velkomne til at deltage i. Der bliver en omstillingsperiode, og lige nu bruger vi en del tid på flyttekasser. Men vi ser frem til at være i Evangelisk Luthersk Missions hus, hvor vi er blevet taget godt imod. Vi er taknemmelige for den fine salgsproces og glæder os til at se, hvad Jacob og Katrine kommer til at bruge vores gamle adresse til.

Studieboliger og grøn oase

Det er nemlig Jacob og Katrine Bang, der er de nye ejere. De faldt for den smukke og historiefyldte bygning, som de synes har en helt særlig ånd

– Det ønsker vi at respektere og værne om, fortæller de.

De drømmer om at understøtte det lokale liv med deres brug af huset og de ønsker samtidig at skabe et sted, der kan bidrage til turismetilbuddet på øen.

– Vi holder af det gode hverdagsliv - også når vi er på ferie – og det er den ånd, vores sted i Havnegade skal afspejle.

– Vi har mange drømme for stedet. Blandet andet vil vi på grunden bag ved huset vil vi etablere en grøn oase. Vi ønsker også at give plads til et par studieboliger i Missionshuset, og dermed give flere studerende mulighed for at bosætte sig i Nexø. Med tiden tænker vi også at Missionshuset kan danne rammen om kunstneriske workshops, og at lokale borgere kan byde ind med sociale arrangementer af forskellig karakter. På den måde håber vi, at missionshuset kan understøtte det lokale liv året rundt, fortæller de i pressemeddelelsen.

Katrine Bang arbejder i Arkitektforeningen, der også har en lokalafdeling på Bornholm, mens Jacob Bang er billedkunstner og lektor på Arkitektskolen ved Det Kongelige Akademi.

Han kommer jævnligt på Glas og Keramikskolen, som også er en del af Akademiet.

– Vi har haft vores faste gang i Nexø siden 2020 og er vilde med byen og området både på grund af den fantastiske natur, byens underspillede charme, men i høj grad også den iværksætterånd, der giver en helt særlig stemning og energi. Den vil vi gerne være en del af og bidrage til, afslutter de.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT