Lars stopper efter 36 år: 'Det har været en fed tid'

Lars Christiansens karaktergennemsnit rakte ikke til seminariet, men hans talegaver fik ham alligevel ind. Han er taknemmelig for chancen, for skolelærer viste sig at være lige ham. De seneste 36 år har han undervist flere generationer på Kongeskærskolen, men nu går den snakkesalige matematiklærer på efterløn.

Lars Christiansen var ikke den mest skoleinteresserede, da han voksede op i Østermarie. Han gik mere op i at dyrke sport. Det fortsatte i gymnasiet, hvor han i stor stil udfoldede sit talent på fodbold- og håndboldbanen, mens lektierne i bedste fald kom i anden række.

– Det er ikke, fordi arbejdsgenet altid har været skidegodt i skolen. Sport var alt, hvad jeg lavede i den periode, siger Lars Christiansen, som i sin tid på gymnasiet i Rønne spillede i Danmarksserien i både fodbold og håndbold.

Han blev student med et snit på 7,1, hvilket "ikke er noget, du vinder noget af", som han selv formulerer det. Alligevel lykkedes det ham at komme ind på det daværende Jonstrup Seminarium, som lå mellem Lyngby og Klampenborg. Det kom i stand i forbindelse med, at Lars Christiansen besøgte sin storebror, Finn, som læste til lærer på seminariet.

– Dengang var der nogle dueslag, hvor man lægger papir ind til de studerende. Så spurgte jeg Finn, hvorfor fanden er der så mange huller? Jamen det er fordi, at folk stopper. Så sagde jeg til Finn, jamen for fanden, hvis der er så mange, der stopper, så kunne jeg lige så godt starte. Det grinede vi så lidt af, siger Lars Christiansen, som den sommer allerede havde fået afslag på en ansøgning til et seminarium, fordi hans karaktergennemsnit var for lavt.

Inden besøget hos broren var slut, tog Lars Christiansen mod til sig og bankede på døren hos inspektøren.

– Så fik jeg en snak med ham i en halv time om alt muligt, og så sagde han til mig: Lars, det ser ud som du er motiveret til det her. Ved du hvad, jeg synes du skal gå hjem og pakke dine ting og starte på mandag.

– Så sådan røg jeg ind på lærerseminariet, fortæller Lars Christiansen, som ikke forspildte den chance, han havde fået.

– Min lærereksamen blev på 9,4 i snit, så jeg fandt mig bare til rette i den måde, man arbejdede på hos Jonstrup.

Matematiklæreren med langt hår og guitar

Som nyuddannet flyttede Lars Christiansen tilbage til Bornholm i 1987, da han fik en stilling på Knudsker Skole. Efter to år skiftede han arbejdsplads til Kongeskærskolen i Allinge, og der har han været lige siden.

– Der gik 10 år, før de ansatte en ny på Kongeskærskolen, så der var ikke stor udskiftning i lærerstaben. Mange af dem gik mange år tilbage, og der var rigtig mange ægtepar, som var på skolen. Men der blev faktisk taget rigtig godt hånd om mig, og jeg blev ligesom bragt ind i fællesskabet, fortæller han.

Eleverne kendte ham dengang som den unge lærer med det lange hår, der var god til at underholde med guitar og fed rock. Det lange hår er klippet kort i dag, men han kan stadigvæk skabe god stemning med sin guitar.

– Fællesskaberne har altid betydet meget for mig, og det var vel derfor, jeg kom ind i branchen. Og så har jeg altid haft nogle faglige ambitioner på mine egne vegne og på børnenes vegne. Jeg har aldrig måttet gå på kompromis med det, siger Lars Christiansen, som er uddannet idræts- og biologilærer, men for det meste har undervist i matematik.

– Jeg har jo primært været i matematikkens verden, selvom jeg sådan set ikke havde den uddannelse. Men jeg har altid været god til faget både i skolen og på gymnasiet, siger han.

Som lærer har han altid gået meget op i at løfte de elever, som havde svært ved at følge med i undervisningen. Han ved nemlig af egen erfaring, at man pludselig kan få luft under vingerne.

– Min målsætning har altid været, at det er de svageste elever, der skal hjælpes, så de kan komme op og få fart på. Det har jeg haft meget glæde af.

Skolereform ramte ham hårdt

Lars Christiansen har nydt årene som skolelærer, og særligt de første år, hvor der var stor frihed til selv at planlægge, hvornår man ville forberede undervisningen.

– Dengang mødte en skolelærer klokken 8 og gik hjem klokken 12.30 eller 13.30. Derefter kunne jeg selv disponere min tid. Det lå også i min tankegang, dengang jeg valgte at blive skolelærer, for jeg dyrkede meget sport, siger han og fortæller, at friheden også gav ham mulighed for at bruge mere tid med sine børn om eftermiddagen.

Fleksibiliteten gjorde, at lysten til at bruge ekstra energi på arbejdet var stor.

– Da jeg startede, var det sgu nogle lærertyper, som brændte for faget, og hvor man ikke gik op i timeregler. Når vi lavede noget, så snakkede vi ikke om tid. Vi snakkede om projekter og samarbejde og om at få noget ud af det, uanset hvor mange timer du lagde i det.

Friheden og arbejdsglæden led imidlertid et knæk, da skolereformen blev indført i 2014, som ændrede på lærernes arbejdstidsaftaler. Det tog hårdt på Lars Christiansen.

– Det er jo klart, at så kom skolereformen, hvor man mistede mange af sine gamle kolleger, som slet ikke burde have stoppet. Men at få fra fri klokken 12 og blive tvunget til at sidde til kvart over tre, det ødelagde jo alt, hvad der kunne ødelægges. Hvorfor skal jeg sidde her og spilde tiden? Der vil jeg jo hellere være nede og træne børn i hallen og yde frivilligt arbejde, siger han og fortæller, at han selv altid har foretrukket at forberede undervisningen hjemme hos sig selv.

Han har aldrig lagt skjul på sin utilfredshed med reformen, og det kan hans kolleger og ledere skrive under på.

– Jeg synes, jeg har kæmpet og været meget på tværs. Man går jo ind og bliver en lidt sur gammel mand, når man hele tiden er i opposition til det, der foregår. Jeg havde i hvert fald efter reformen, hvor jeg kunne mærke, at jeg ikke var lige så positivt engageret, eller måske lidt for sur. Som du kan høre, har jeg jo meget i munden, jeg taler rigtig meget, men det er fordi, jeg har en mission, og jeg går ikke på kompromis med rigtig mange ting, hvis jeg først har en idé om, hvordan det skal være. Jeg er ikke bange for at sige min mening, og så kommer man også i konflikter med ledelse og andre ting, siger han.

Fået mange prædikater på sig

Lars Christiansen har i de senere år også haft sine kampe med forældre, som er uenige i den måde, han interagerer med deres børn i klasselokalet. Det er dog ikke kun ham, som oplever, at forældre vil blande sig i lærernes måde at arbejde på.

– Jeg får ondt i maven, når jeg ser, hvordan mange af mine andre kolleger har det, fordi de kæmper en kamp med en ny generation af børn og forældre. De tror nogle gange, at læreren er her for at gøre nogen ondt.

– Jeg ved ikke, hvor mange prædikater jeg efterhånden har fået på mig i forhold til min måde at køre tingene på. Og ja, selvfølgelig tager man nogle beslutninger og kan godt være retorisk hård, for det er jeg kendt for at være, så nogle børn bliver skræmt af det. Jeg er ikke lige så rund, som jeg var engang.

– Men jeg vil påstå, at jeg har aldrig været efter nogle børn. Jeg har irettesat nogle børn, hvis jeg synes, de kammer over. Og som lærer skal man også skære igennem på et tidspunkt, når grænsen er nået, siger han og mener, at det er vigtigt for børns dannelse, at der bliver sat grænser for dem.

– Der er noget takt og tone og noget opdragelse, der ligger i det. Det hedder sig altid, at man i skolen bliver undervist i noget, som vi ikke skal bruge til noget. Men at gå i skole er jo en form for dannelse. Hvordan er du overfor fællesskabet? Hvordan reagerer de i fællesskabet? Og det er det, man arbejder med hele tiden for at få det op på et højere plan. Hvis de kan begå sig selv i fællesskabet og andre ting, så kan de også gå ud og passe et job senere hen.

– Jeg synes, vi er inde i den der trivsels- og overpsykologisering, hvor vi gør børnene mere ondt end gavn. Børn har altid mødt modstand, og det skal de blive ved med at gøre. Det gør de også i en skolegård. Vi skal passe på, at vi ikke gør alting til et problem.

Tror du, at du er en uddøende race som lærer?

– Ja, det tror jeg nok. På nogle parametre.

Derfor stopper han

Lars Christiansen har nu i en alder af snart 64 år valgt at stoppe som skolelærer og gå på efterløn.

– Man kan sige, at jeg burde jo ikke gå, for jeg synes ikke, at jeg har det svært i skolen. Jeg siger jo også hele tiden, at jeg måske er en af dem, der synes, at jeg har det nemt i det job, jeg har, for jeg bliver ikke slået ud af kurs. "Er du træt? Er du deprimeret? Er du trist?" Nej, det er jeg ikke.

Hvorfor stopper du så?

– Jeg er færdig som lærer, fordi jeg synes, jeg har været der. Og for ikke at ende som en sur gammel mand. Og jeg får ondt i maven af at se på lærere få det ringe. Fagligheden synes jeg ikke er i frit fald, men den er nedadgående. Man kan se det på de prøver, der er kommet.

Han afviser dog ikke at fortsætte på arbejdsmarkedet, hvis det rigtige tilbud kommer.

– Nu går jeg på efterløn, men hvis Bornholms Tidende mangler en chauffør til at køre ting ud fra klokken 8 til klokken 12 hver dag, så havde jeg taget det job. Kommer der nogen, der tilbyder mig sådan en type job, hvor jeg kan arbejde tre-fire timer og lave noget, som jeg nemt kan løse, og hvor jeg kan få lov at være udadvendt, så ville jeg sige ja. Og så gik jeg ikke på efterløn.

Han er dog endegyldigt færdig med at arbejde 37 timer om ugen.

– Ja, faktisk har jeg kun arbejdet i fire dage om ugen her til sidst. Jeg har fri om fredagen. Det har været skønt. Nu er det bare sådan, at hver gang jeg stopper, så kommer der frivillig arbejde, der tager min tid, siger Lars Christiansen, som i sin fritid især er involveret i badminton og revy. Og til oktober bliver han bedstefar for første gang, da hans datter venter barn, så han skal nok få tiden til at gå som pensionist.

Holder afskedsreception

Hvad kommer du til at savne mest, når du stopper her?

– Jeg kommer til at savne børnene, men også kollegerne. Interaktionen med alle de mennesker, som er her. Jeg har været her mange år, og mange mennesker, børn og forældre har simpelthen ikke givet mig andet end glæde ud af det. Og jeg er begejstret for det job, jeg altid har haft. Også selvom jeg siden skolereformen har råbt op rundt omkring. Men de sidste fire år har været kanon.

– Jeg har fandeme været glad for at være lærer, og jeg har givet rigtig mange ting til børnene. Nu er mange af dem blevet voksne og har selv børn i skolen, som jeg så har undervist. Og jeg møder jo rigtig mange mennesker, som jeg har haft i skolen, og som kommer og giver mig high fives.

– Som der var en der sagde i fjernsynet i går, det handler jo ikke om de medaljer, jeg vandt. Det handler om de relationer, jeg har skabt. Det er det, der er vigtigt i det, og det nyder jeg stor glæde af i det virke, jeg har haft. Der går ikke en dag, uden jeg møder en ældre elev, og det kunne da også være sjovt, hvis der kom nogle af de gamle elever til afskedsreceptionen på fredag. Det håber jeg.

– Jeg havde egentlig ikke noget behov for en afskedsreception, men som inspektøren sagde til mig: Det er jo ikke hver dag, der er en, der stopper efter 36 år, siger Lars Christiansen, som tager afsked med Kongeskærskolen med en god følelse i kroppen.

– Det har været en fed tid med den bedste udsigt i Danmark og nogle inspektører, som jeg langt hen ad vejen kom rigtig godt ud af det med. Og jeg har fandeme været glad for det her job i alle årene.