Du skal elske din næste som dig selv!

SYNSPUNKT | DEBAT | Torsdag 21. august 2025 • 15:00
Af:
Peter Aage Bak
Rønne
SYNSPUNKT | DEBAT | Torsdag 21. august 2025 • 15:00

Lidt inde i anden verdenskrig måtte morfar klodse bilen op. Han købte derfor nye cykler til mormor og sig selv. Det var hårdt for mormor. Lidt længere hen i krigen var der mangel på cykeldæk, og Holger stjal mormors cykel.

Jeg var dreng, og kendte Holger. Skulle jeg så hade ham, fordi han stjal mormors cykel? Nej! Jeg burde stadig holde af ham. Men naturligvis ikke opfordre ham til at stjæle igen. Det gjorde han heller ikke.

I onsdagens Bornholms Tidende d 20. stod der, at Folkekirken vier alle, men at nogen præster siger nej til at vie to mænd eller to kvinder ”med henvisning til udvalgte bibelsteder.”

”Udvalgte bibelsteder” er lige fra historien om Sodoma og Gomorra til Paulus’ andet brev til Korintherne. Ikke mindst selve skabelseshistorien og Jesu ord om, at ”skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde…og de to skal blive ét kød.”

Testamenterne

Alle præster har skrevet under på, at ”forkynde Guds ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostolske skrifter,” altså Gamle og Ny Testamente.

Dermed er præster sat til at elske deres næste - ikke til at hjælpe nogen med at skride ned ad den onde vej, men i stedet for gå med på vejen til livet.

Som Jesus sagde til en kvinde, der var grebet i at bryde sit ægteskab: ”Jeg fordømmer dig ikke. Gå, og synd fra nu af ikke mere.”

Kirkens opgave er at stå på Bibelens grund. Det er i virkeligheden også kærlighedens ståsted.

Skrevet af en pensioneret sognepræst, som aldrig har elsket sin næste nok, men dog holder fast ved sandheden.



FÅ ABONNEMENT