Han tilføjer, at der ikke er et krav om, at et lystfartøj skal have en AIS-sender om bord.
– Så hvorfor ikke bare slukke den helt? Så kan du sejle fuldstændig uforstyrret, hvis det er det, du vil, siger Kim Frederiksen.
Ifølge Jacob Kaarsbo, der er senioranalytiker hos Tænketanken Europa med sikkerheds-, forsvars- og geopolitik som ekspertområder, bliver skibes AIS-systemer oftest slukket, hvis 'de laver et eller andet'. Dog kan der være en mening med, at man har sejlet med AIS-senderen tændt.
– Man kan i hvert fald sige: Det lader ikke til, at Forsvaret er gået ud fra den antagelse om, at det blot var nogen, som var der ved et tilfælde. Det kan vi vel sige. Men man kan også sige, at hvis der bliver spottet et skib på den måde med transponderen slukket, så påkalder det sig endnu mere opmærksomhed, hvis man opdager det, siger Jacob Kaarsbo.
Bornholms Tidende har forsøgt at få en kommentar fra den russiske ambassade i Danmark, men ambassaden er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.