Nissernes jul, gamle sagn og en tur til Kaja Hal

Klipperne kaldet Kaja Hal er en forlængelse af sprækkedalen Ekkodalen i Almindingen.

Selv om julen er en religiøs fest, kan ingen i vore dage forestille sig en jul uden nisser. De kommer fra et nordisk sagn om vætter, nogle små mennesker, som boede skjult på gården og var dens beskytter. Ham skulle være gode venner med, ellers ville gården brænde, høsten slå fejl, og folk og deres dyr blive syge. Derfor fik vætten hver lørdag en skål sødgrød med smør, ellers ville han blive sur og hævne sig. Efter 1900 blev navnet vætte udskiftet med nisse og sødgrøden med risengrød, men kun til jul.

I Sverige kaldes nissen for ”Tomten” da han kun er få tommer høj. Danske nisser er højere, men klædt på samme måde. Både mænd og kvinder har røde hatte og går med træsko. Mændene har stort hvidt skæg og grå bukser, kvinderne lange kjoler med forklæder. Nisserne skal forkæles til jul med risengrød på loftet. Selv vores dronning går op på slottets loft med en skål risengrød til jul. I december er der nisser overalt.

Historier om de ”underjordiske”

Nisser må ikke forveksles med øens eget sagnfolk, underjordsfolket, selv om de ligner hinanden. Nisser er kun fremme i juletiden, de ”underjordiske” huserer hele året. Måske er de i familie med elverfolket andre steder i landet. På Bornholm har man kendt dem siden 1600-tallet. Dengang skrev præsten i Aakirkeby: ”I ældre tider har man hørt om et lille folk, der levede under kæmpehøjene syd for byen, det er bedst at tie end tale ilde derom”.

På murene af Hammershus rager et lille hoved frem, måske en af de ”underjordiske”. Foto: Søren P. Sillehoved

Evas børn

Et gammelt sagn fortæller, at de ”underjordiske” var Evas børn, dem hun fik med Adam. Hun stod engang og vaskede sine beskidte børn og nåede kun halvdelen, for så kom Gud kom gående. For at undgå hans straf, gemte hun sine beskidte børn nede i højen, alle de vaskede stod frit fremme. Gud kan se alting, også dem nede i højen, derfor sagde han dette: De børn, du har gemt i højen, vil være skjult for evigt, de vil aldrig vokse og aldrig dø, men være til gavn for bornholmerne. Alle dine nyvaskede børn vil vokse sig store, blive gift, få børn og dø, når tiden kommer.

På Bornholm bliver de ”underjordiske” betragtet som skytsengle.

De hjælper folk og skal behandles godt. De kan godt drille og stjæle, men giver det stjålne tilbage i ægte guld, selv om det ligner hestepærer. Nogle få mennesker har set dem og fortæller, at deres størrelse er som børn på 10 år. Deres konge kaldes for ”Ellestingeren”. Han har en hær af soldater, som hjælper bornholmerne mod deres fjender. De træner sig altid i skydeøvelser på bestemte steder i tordenvejr. Når det bragede og lynede sagde mennesket, de eksercerede.

De ”underjordiske” var med, da Hammershus blev bygget. De forhindrede svenskernes landgang syd for Nexø i 1645. Måske sad de usynligt sammen med amtmanden og forhandlede om russernes hjemrejse i 1945?

De ”underjordiske” findes på hele Bornholm, under husene, i øens kæmpehøje, skumle sprækkedale og gamle borge. Nogle steder er vigtigere end andre, særlig to steder på Bornholm er der mange gamle sagn.

Gemt i jorden under Lilleborg findes deres guldskat, sagde man i ældre tider. Foto: Søren P. Sillehoved

Historien om guldskatten på Lilleborg

Engang sagde man, at de ”underjordiske” gemte deres guldskat under jorden på Lilleborg. Engang for meget længe siden, så en skovarbejder i hundredvis af små mænd med røde hatte på hovederne ligge og sole sig på borgens skråninger. Guldskatten kunne kun ses julenat, og hvis folk fandt den, måtte man intet sige. En julenat for mange år siden ville to mænd finde skatten og medbragte nogle sække. Oppe ved borgen lå guldet og oplyste den kulsorte nat. Tavse proppede de guldet i deres sække. Pludselig begyndte det at storme, og blæsten fik træernes grene til at suse uhyggeligt, så en af mændene blev bange og råbte: Skynd dig for pokker. I det samme øjeblik forsvandt skatten og har aldrig vist sig siden.

Stensvalebækkens vandfald er om vinteren forvandlet til is, der ligner det hvide skæg på ”underjordsfolket”. Foto: Søren P. Sillehoved


Mystikken på Kaja hal

Klipperne kaldet Kaja Hal er en forlængelse af sprækkedalen Ekkodalen i Almindingen. Navnet kommer af det bornholmske navn for alliker, der yngler i klippernes revner, måske sammen med de ”underjordiske”. Man kan parkere ved landevejen mod Aakirkeby ved nedkørslen til skovridergården Rømersdal. På den modsatte side af landevejen fører en nem skovsti ind mod klippepartiet. De er ikke så høje og mægtige som Ekkodalens klipper, bare mere mystiske, og måske skyldes det de mange sagn, der knytter sig til dette sted.

Man skal aldrig være der i mørke nætter, sagde folk i ældre tider, for især i skumringen sker der mærkelige ting. De nærliggende stednavne forstærker frygten. Styrtebakke, Djævlebakke, Mære Hul og Dødesten. Ovenover klipperne kaldes højdedraget for Vognsbjerg.

Engang for mange år siden kørte en skovarbejder i skumringen ned fra ”Bjerget” med sin hestevogn. Halvt nede på bakken ville hesten ikke trække vognen, måske sad hjulet fast. Det sad ikke fast, han syntes, det var underligt, men i samme øjeblik hørte han en klukkende latter fra en lille mand med rød hat og hvidt skæg. Den ”underjordiske” løb over skovvejen og gemte sig i skoven. Bagefter kunne hesten trække vognen.

Den mørke skov efter den sære skumringstime, hvor alting sker. Foto: Søren P. Sillehoved


Spøgeriet på Kaja Hal

Ved første øjekast er der ikke noget særligt over klipperne, men kom her en mørk nat, så lyser det inde fra klippernes revner og huler. Det er særlig slemt på frue nat, natten mellem den 12. og 13. december, sagde man. For mange år siden ville et ægtepar gå måneskinstur derinde, selv om de havde hørt om stedet, men de holdt hinanden i hånden. Pludselig og uden varsel kom et blåt lys imod dem og omklamrede dem på en sær måde. Selvfølgelig blev de bange og løb hjem. Derhjemme turde de ikke fortælle om hændelsen før dagen efter. De mente, det var overnaturlige kræfter fra de ”underjordiske”.

Lidt længere fremme på skovstien ses vandfaldet ved Stensvalebækken. Vandet falder klukkende ned over klipperne i regnfulde perioder. I kulde og frost stivner det og forvandles til istapper. Måske ligner isen de ”underjordiskes” hvide skæg og hår.

Man kan følge stien gennem dalen, følge skovvejen til højre og fortsætte tilbage til udgangspunktet. Hvis turen foregår sent på eftermiddagen, er det bedst at gå den samme vej tilbage, inden skumringen kommer. Det tidspunkt hvor alting sker.

Rigtig glædelig jul.