'Når man først kan ting, bliver det vigtigere, hvem man deler sit arbejdsliv med'

Det var et uventet møde med en dansk keramiker i Skotland, der lærte Grønbech Gaards leder, Mai Therese Ørsted Andersen, at sætte pris på det inspirerende arbejdsfællesskab.

Mit livs øjeblik

Den norske forfatter Jan Kjærstad har engang sagt, at vi alle har to til tre forskellige grundfortællinger, som vi bliver ved med at vende tilbage til, fordi disse kernefortællinger eller vigtige livsscener enten har været formative, lærerige eller bragt os i en ny retning som mennesker. I denne artikelserie interviewer Bornholms Tidende bornholmere om sådanne afgørende øjeblikke.

Som lykkelig leder af Bornholms center for kunsthåndværk – Grønbechs Gaard – arbejder jeg på sin vis stadig med glaskunst, men det var engang, hvor jeg selv var udøvende kunstner. Det var også derfor, at jeg i sin tid flyttede til Bornholm for at gå i lære hos Pernille Bülow som glaskunstner, for at blive dygtigere til at mestre materialet, som jeg stadig finder dybt fascinerende. For glas kræver din udelte opmærksomhed. Hvis du ikke er hundrede procent fokuseret, når du blæser, går det galt.

Jeg var flyttet til Nexø uden at kende et øje. Men i 1999 var jeg så heldig at få et residensskab i det nordlige Skotland, hvor jeg boede i to måneder i en lillebitte by sammen med en skotsk pige og en dansk pige, der også arbejdede med kunsthåndværk. Jeg kendte Skotland i forvejen, fordi havde taget min master i glasdesign i Edinburgh. Men de to måneder i den lille nordskotske havneby er stadig noget særligt for mig. Sammen med de to andre piger, som jeg faktisk ikke kendte særlig godt, havde vi udarbejdet et glaskunstudviklingsprojekt, som var blevet udvalgt, da vi søgte om at bo der, og så betalte de ellers alting for os. Det var en stor luksus i et fag, hvor man aldrig er sikker på at tjene nok penge, men nu fik vi pludselig to måneders ro til vores glaspusteri. Normalt kan det koste 2000 kroner at låne et glasværksted om dagen, men her blæste vi gratis glas dag og nat, og det var fedt. Men jeg følte mig lidt som det tredje hjul, for de to andre piger var meget tætte veninder, og jeg var sikkert heller ikke fantastisk selskab, for på det tidspunkt var jeg ved at slå op med min kæreste gennem mange år og stod midt i en lille krise, som nok gjorde mig lidt indadvendt. Nogle gange kan det også føles virkelig akavet, når man er tre piger, der bor sammen.

Et magisk sammentræf

Der skete ikke det store i byen, der engang havde været en driftig fiskeriby, men nu havde de i stedet prøvet at skabe noget nyt ved at lave et glasresidenssted i byens gamle skole. Der lå ellers kun et posthus, en kro og to rivaliserende pubber i byen, som var meget befolket med lidt sørgelige, fraskilte mænd. Når man bor i sådan en lille by, finder folk hurtigt ud af, at man er der, men det var ikke kun mændene, der viste os interesse, og der kom blandt andet en keramikinteresseret kvinde for at besøge os. Hun kendte selv en dansk keramiker, som boede i Skotland, så denne danske keramiker Lotte Glob kom også på besøg i vores store fine hus på østkysten. Vi havde en hyggelig aften, hvor hun lærte at puste glas. Hun inviterede os til gengæld hjem til sig på vestkysten i det nordlige Skotland. Det var en tur på godt halvanden time ad små veje. Vi kørte derhen en mørk efterårsaften, som tilfældigvis lige var den aften, hvor Halleys komet kunne ses. Det er sådan noget, der kun sker hvert 70. år, og det var ovenikøbet stjerneklart. Det flade landskab på de kanter kan, bortset fra klipperne ved kysten, minde lidt om den jyske vestkyst. Vi kørte over heden og senere langs kysten, hvor hun boede. Undervejs stoppede vi op og satte os på en bakke, mens vi så både Halleys komet, som lignede en stor stjerne, der var i bevægelse. Det var mageløst. Vi så også stjerneskud og nordlys, som jeg aldrig har set før eller siden, men det var helt vildt at sidde og se på det store blågrønne lysgardin, der stod og blafrede over os, og jeg sad og tænkte på usandsynligheden i mine pludseligt store naturoplever. På mødet med naturen og mødet med denne fremmede danske kvinde, der boede herude. Det var, som om et helt nyt univers af nye muligheder åbnede sig for mig.

En del af skaberværket

Det var jo tilfældigheder, der havde gjort, at vi mødtes gennem vores arbejde. Jeg var selv i slutningen af 20’erne dengang, mens den danske keramiker, der er 77 år i dag, må have været 55 år på det tidspunkt. Lotte Glob var en meget intens kvinde, der lige i den periode havde nogle familieudfordringer. Hendes datter var kommet på kvindecenter, fordi datterens mand havde banket hende. Alligevel var Lotte altså så gæstfri at invitere os hjem til sig selv. Hun boede på en gammel kaserne, hvor hun havde keramikværksted og boede alene, fordi hun var blevet skilt fra sin mand. Men hun var en sej og stærk kvinde, der lavede nogle helt fantastiske stentøjsskulpturer, som hun tog med op i bjergene spændt bag på en rygsæk, så skulpturerne kunne interagere med naturen, og det var vi med til. Hun havde sin egen kunstneriske teknik, hvor hun for eksempel lavede skulpturer, der i form og udseende kunne minde om sten, men som var en slags hule krukker, og hun slæbte så disse smukke stentøjsskulpturer op på ellers ufremkommelige steder i bjergene, så kunsten og naturen kunne møde hinanden, og så efterlod hun sine skulpturer som en del af naturen med en ide om, at hendes skaberværk på den måde blev en del af det store skaberværk. Det var meget inspirerende at lære hendes kunstneriske praksis at plante ”sten” rundt omkring i naturen. For jeg havde aldrig hørt om noget lignende. Jeg kendte landart, hvor man laver noget i naturen af naturen, men jeg havde ikke hørt om andre, der lagde kunst i naturen. For værkerne var jo ikke engang sikret noget særligt publikum, når hun lagde sin kunst som hemmelige påskeæg på steder, hvor folk ellers ikke kom. Det var kunst som et mellemværende mellem hende og naturen, hvor hun så det som en sport at placere sin kunst så langt ude i naturen, hun kunne komme. Og det var vildt inspirerende for mig, der arbejdede hos Pernille Bülow, hvor alt, hvad vi lavede, jo var skabt for at blive solgt, men Lotte Glob ville i virkeligheden hellere lægge sin kunst op på en klippe, hvor ingen så det. Selvfølgelig solgte hun også ting, men hun lavede først og fremmest kunst, fordi hun ikke kunne lade være, og hele hendes væsen og energi var enormt smittende.

Whisky og havregrød

Om morgenen, når vi vågnede, serverede hun havregrød med whisky. Og jeg syntes, at der var noget helt særligt ved hendes hjem og generøsitet, når hun inviterede os ind i sit hjem til i en situation, der ellers var svær for hende. Jeg blev meget imponeret af denne stærke kvinde, der levede alene i den vildeste natur i Skotland, mens hun holdt fast i sin kunst. Selvom vi ikke kendte hinanden på forhånd, var der en særlig kemi med det samme, og det var fantastisk at blive taget rundt i landskaberne med hende. Og det møde fik mit eget arbejdsliv til at hæve sig udover det sædvanlige, fordi jeg lærte, at det er arbejdsfællesskabet, der er det vigtigste. Det oplever jeg også i mit arbejde i dag, hvor tingene gentager sig, så det ikke så meget er de enkeltstående handlinger, der er de bærende, men ens kollegaer bliver det betydningsfulde i ens arbejdsliv, så det giver mening. Min oplevelse hos den danske keramiker i Skotland understregede for mig, at identiteten i dit arbejde ikke handler så meget om, hvad du gør, men hvem du gør det med. Mange af os er sporet ind på, at vi er vores profession, hvad enten vi arbejder som psykologer eller børnelæger eller noget tredje. Selvfølgelig er der en hel masse faglighed i det, vi gør, men når man først har tilegnet sig sin faglighed, så bliver det noget andet, der er vigtigt. For når man først kan ting, bliver det vigtigere, hvem man deler sit arbejdsliv med.

– Livet bliver fattigt, hvis man kun lever for sig selv, men værdien i at gøre noget for andre og sammen med andre er kæmpestor, siger Mai Therese Ørsted Andersen. Foto: Jens-Erik Larsen

Overraskende fællesskaber

I dag arbejder jeg sammen med nogle fantastiske, især modne mennesker, der arbejder frivilligt på Grønbechs Gaard. De kunne have lavet tusind andre ting og brugt deres pensionistliv i kolonihaven, men de vælger at komme og sælge billetter og kaffe sammen med mig, og de mennesker sætter jeg enormt meget pris på. De er jo i princippet færdige med deres arbejdsliv, men de er ikke færdige med at gøre gavn og glæde andre. Det giver også dem selv noget, fordi de bliver brugt og anerkendt. De lærer noget nyt og oplever noget nyt, når de møder kunsten og kunstnerne, ligesom det nok først og fremmest giver dem et fællesskab med hinanden. Men det er stadig generøst, at de vil give deres tid så sent i livet.

De frivillige i Grønbechs Gaard minder mig i virkeligheden om den danske keramiker i Skotland, som ikke tænkte på at tjene penge, men var optaget af at give sin tid til os fremmede, selvom hun egentlig stod midt i sine egne problemer. Jeg kan godt være slem til selv at være optaget af mine egne behov og projekter, men jeg øver mig i at være imødekommende over for andre, for det er i virkeligheden dér i de overraskende fællesskaber, at livet kan føles meningsfyldt. I Skotland blev det nogle magiske dage sammen med den danske keramiker, og sådan kan det også føles sammen med de frivillige, når vi har det sjovt, mens vi sætter udstillinger op. Hvis der opstår et problem, hjælper vi hinanden, og de er altid fuld af løsninger, fordi de har levet et langt liv med mange erfaringer. Og da mærker man, hvor meget rigere det er at være i et arbejdsfællesskab end at stå alene med sin faglighed. Der er jo heller ikke noget ved at lave en god salat eller et fantastisk brød, hvis man ikke har nogen at dele det med. Det bliver jeg selv meget opmærksom på i vinterhalvåret, hvor jeg arbejder meget alene, så jeg mest sidder alene med hunden og laver fundraising, men savner fællesskabet med de frivillige og kunstnerne, der kan give arbejdet en helt anden kvalitet. For det er fællesskabet, der både giver arbejdet og livet mening.

Kort om livssyn

Hvad tror du på?

– Jeg er katolsk opdraget og gik i katolsk skole, så på den måde valgte jeg det ikke til selv. Da jeg voksede hjemmefra og kom ud i verden opdagede jeg, hvordan der var overgreb i Den Katolske Kirke overalt, fordi den er virkelig patriarkalsk, så jeg tog totalt afstand fra den. Men de senere år er det gået op for mig, at jeg ikke kan undvære at sende min tak til Gud. Det behøver ikke være en gammel mand med Grundtvig-skæg, men jeg har helt sikkert en Gud, jeg sender taknemmelighed til, så på den måde er jeg kristen.

Hvad er kernen i kristendommen for dig?

– Det er nok værdien i at tænke os i stedet for jeg. Livet bliver fattigt, hvis man kun lever for sig selv, men værdien i at gøre noget for andre og sammen med andre er kæmpestor.

Har du et yndlingscitat?

– Aristoteles sagde: ”Giv jobbet til den, der ikke vil have det.” Det synes jeg er en god ledelsesfilosofi, fordi man får de bedste ledere, hvis man giver magten til dem, der ikke vil have den. Og som leder skal man vide, at man ikke sidder som leder for selv at blive en succes, men for at få andre til at lykkes.

Blå bog

Mai Therese Ørsted Andersen. Født i 1970. Leder af Grønbechs Gaard siden 2010. Uddannet glaspuster i Sverige og har en masteruddannelse i glasdesign fra Skotland. Hun har også læst oplevelsesøkonomi på RUC, ligesom hun i år har færdiggjort en master i kunsthistorie fra Københavns Universitet.