21-årige Elias: 'Vi er skabt til at være Guds billedbærere'

TRO OG EKSISTENS

Hvad er meningen?

I denne artikelserie interviewer Bornholms Tidende bornholmere om livets store grundspørgsmål. Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Og hvor skal jeg hen?

 

Elias Wandt Laursen har sin mors træk, men ligner måske mest af alt sin far. Engang var faderen, Mikael Wandt Laursen, der nu er Frikirkenets generalsekretær og en kendt stemme i den danske kirkedebat, selv ungdomspræst i pinsekirken i Rønne, hvor han mødte sin bornholmske kone Heidi, og siden sidste sommer har parrets ældste barn, Elias Wandt Laursen, selv været ungdomskonsulent i frikirkerne i Rønne.

Det er han blevet så glad for, at han har besluttet sig til at fortsætte i arbejdet mindst et år endnu. Faderen var en årrække også præst i Danmarks største frikirke, Kirken i Kulturcentret på Nørrebro, og nu overvejer sønnen selv om at blive frikirkepræst.

– Det var faktisk også min fars forslag, at jeg tog til Bornholm, hvor pinsekirken er tilpas lille til, at jeg har fået lov til meget som ungdomskonsulent, siger Elias Wandt Laursen, der allerede har fået lov til at døbe en teenager i pinsekirken. Og selvom Elias Wandt Laursen bare er 21 år, taler den høje ungdomskonsulent allerede som en prædikant med mange års erfaring med lys i øjnene og sikkerhed i sine sætninger, og han tøver ikke, da han tager hul på et af filosofihistoriens største spørgsmål: Hvor kommer vi fra?

– Man kan se på det spørgsmål fra flere forskellige vinkler, men i sidste ende vil jeg svare, at vi kommer fra Gud. Det er fra ham, alt liv kommer fra. Man kan selvfølgelig se på alle mulige processer, hvis man vil gå videnskabeligt til værks. Men Gud er livets ophav, siger han uden betænkeligheder, da vi sidder i sofaen på Værelse 4, som ligger i en bygning ved siden af Missionskirken i Rønne, og indtil videre udgør hans ydmyge hjem, mens han er på øen.

Menneskets kald

Her er – udover en sofa, en seng og et skrivebord – ikke meget habengut. Til gengæld mangler den unge fyr ikke ord. Heller ikke på det næste store spørgsmål om, hvem vi er som mennesker.

– Vi deler biologien med dyrene, men det, som ifølge skabelsesberetningen er unikt for mennesker, er, at vi er skabt i Guds billede. Det er måske det vigtigste i forhold til, hvem vi er som mennesker. Vi er Guds billedbærere.

Så en giraf er ikke Guds billedbærer?

– Nej, ikke på samme måde, siger han, mens et bredt smil breder sig i det unge ansigt.

– Det at være skabt i Guds billede er at være skabt til at ligne Gud. Da Gud skabte mennesket, så skabte han os, så vi lignede ham selv. Vi har både selvbevidsthed og en indbygget moral om, hvordan vi skal opføre os, som dyr ikke har. Det, tror jeg også, er menneskets kald. Vi har et ansvar for at udfylde rollen som billedbærere, så vi også ligner Gud. Og når vi gør ting, som ikke ligner Gud, altså umoralske handlinger, så vil vores samvittighed gøre os opmærksom på det. At være skabt i Guds billede giver os simpelthen et ansvar, vi ikke kan løbe fra, mener Elias Wandt Laursen, der på spørgsmålet om, hvem Gud så er, holder en lille pause i talestrømmen.

– Gud er det ypperste, kommer det så.

– Derfor er Gud også umulig at definere, for han transcenderer den menneskelige fatteevne. Han er altid mere, end vi kan fatte, men han er godhed, sandhed og kærlighed. Og når vi er skabt til at være Guds billedbærere, skal man jo helst også kunne se et glimt af hans godhed, sandhed og kærlighed i os.

Gud afviser ingen

Hvordan bliver man så mere som Gud?

– Det er et godt spørgsmål. Men for at blive mere som Gud, må vi blive mindre egoistiske.

Det starter med det, man med et måske lidt belastet ord kalder omvendelsen, når man indser, at man faktisk har brug for Gud og må vende sig mod ham for at få en ny retning i livet. Så snart man har et oprigtigt ønske om at gå den vej, så er man allerede nået langt. For Gud kan bruge det ønske, selvom man føler sig svag. David var en simpel hyrdedreng i bunden af samfundet, men endte med at blive konge. For Gud så til hans hjerte. Paulus var kristenforfølger, men han mødte den opstandne Kristus på vejen til Damaskus, og det ændrede hans liv. Paulus omvendte sig, og Gud udfoldede sin styrke i hans svaghed, så han derfor gik retfærdighedens og sandhedens vej ved at overgive sin egen vilje til Gud.

Det, som ifølge skabelsesberetningen er unikt for mennesker, er, at vi er skabt i Guds billede. Det er måske det vigtigste i forhold til, hvem vi er som mennesker.

Du er selv et ungt menneske. Kan det ikke blive for kedeligt at overgive sin egen vilje til Gud?

– Tværtimod. Guds vej fører til glæde, fred og liv. For udover at være sandhed og kærlighed er Gud også glæde og fred. Gå selv ud og prøv at se, hvor glad du bliver, hvis du kun lever efter dine egne behov. Det ødelægger dig i længden. Lykken findes ikke i at skrabe ting sammen.

Man kan se, hvordan selv meget rige mennesker kun vil have mere. Det er en sult, der aldrig slutter. Men Gud giver glæde.

Elias Wandt Laursen. Foto: Jacob Jepsen


Glad med Gud

Det oplever han selv. For fra han for fem år siden besluttede sig for at ’følge efter Gud’ var der meget, der forandrede sig i hans liv, husker han.

– Jeg kunne mærke, at mit hjerte forandrede sig. Jeg blev simpelthen mere glad. Jeg kan huske, hvordan jeg sad i bussen på vej til skole og kunne mærke en glæde i mig. Før det havde jeg meget frygt og mange bekymringer. Jeg var indadvendt og bange for, hvad andre tænkte, men nu er jeg blevet mere udadvendt, siger han selvsikkert.

Elias Wandt Laursen har ellers altid været vant til at være omgivet af mange mennesker – med fire yngre søskende, og en far som tit stod på scenen eller optrådte i medierne. Og i hjemmet i Skovlunde var det naturligt at tro på Gud.

– Jeg har heller aldrig taget afstand fra det. Jeg har altid troet på Gud og aldrig tvivlet på hans eksistens. Men der er forskel på at tro på Gud og vandre med Gud. Og selvom jeg har troet altid, begyndte min rejse med at lære Gud at kende nok for alvor i 9. klasse, at jeg tog et aktivt valg om, at jeg gerne ville have en relation til Gud. Og det har ført mit liv i en god retning.

I faderens fodspor

Alle problemer forsvinder ikke, fordi man bliver kristen, erkender han.

– Selvfølgelig er der stadig udfordringer, bekymringer og kampe. Der er stadigvæk ondskab i verden og i mig. Men jeg føler, at jeg har fundet en retning i livet nu. For jeg vil gerne bruge mit liv på at komme tættere på Gud og blive mere som ham, selvom ingen af os nogensinde bliver Gud, fortæller Elias Wandt Laursen, der er glad for sit job som ungdomskonsulent, hvor han for lov til at prøve kræfter med mange forskellige opgaver.

– Jeg hjælper i ungdomsklubben U og børnearbejdet Supermax. Forbereder undervisning, køber ind og skriver ansøgninger til fonde, ligesom jeg laver forskellige administrative opgaver. Det varierer meget, hvad der er på programmet. Men jeg er blevet bidt af det, så min kontrakt er blevet forlænget med et år fra august, hvor jeg også skal lede Børnekirken i pinsekirken og forhåbentlig starte på noget præsteaspirantforløb

Skal du være frikirkepræst som din far?

– Noget kunne godt tyde på, at det er der, jeg er på vej hen. Min plan er at læse teologi, svarer han smilende.

Evigheden bliver bedre og bedre

Ungdomskonsulenten har også et bud på, hvor vi generelt som mennesker er på vej hen.

– Jeg tror, at man kan sige, at der er to retninger, vi kan være på vej hen i. Den ene er på vej mod Gud, og den anden retning er på vej væk fra Gud. Jeg tror ultimativt, det er de retninger mennesket står overfor. Jeg kan kun håbe, at vi er på vej mod Gud i en eller anden forstand. Men hvis man ser på historien, viser den også, hvordan vi hurtigt kommer på afveje.

Er der ikke plads til at fejle?

– Der er bestemt plads til at fejle overfor Gud. Jeg tror ikke at man kan finde en eneste historie i Bibelen, hvor Gud ikke har taget imod folk, der har vendt sig mod ham. Hver gang folk søger Gud, så hører han dem.

Har du et evighedshåb?

– Helt klart. Jeg tror på evigheden. Gud er evig, og jeg tror, at i døden sker den ultimative overgivelse af ens eget liv for at blive Guds liv for at blive hans billedbærer. Der står, at man får et nyt legeme. Jeg tror, at vi genopstår som et ultimativt billede af Gud i ultimativt i glæde, fred og evighed, fortæller Elias Wandt Laursen, der trods sin unge alder allerede har gjort sig tanker om, hvordan evigheden kommer til at tage sig ud.

– Jeg kan godt lide C.S. Lewis beskrivelse af evigheden i allersidste bog af Narnia, som slutter med, at de kommer til Aslans land, og der står, at den ligner Jorden, men det er som om det er den sande udgave af Jorden, som om Jorden har været en skygge af Himlen. Fortællingens karakterer rider ind i landet, og jo længere ind de kommer jo bedre bliver det, det bliver hele tiden endnu rigtigere og endnu bedre, fortæller ungdomskonsulenten med lys i blikket.

– Himlen er på den måde ifølge den forfatter et dynamisk sted, der bliver endnu mere herlig og fantastisk. Og på en eller anden måde spiller vi en rolle i at udbygge den herlighed som en herlighedsudvidelse, siger Elias Wandt Laursen, der mener vi allerede kan begynde her. For vi er skabt til at bygge Guds rige overalt ved at ligne ham. Og ifølge ungdomskonsulenten er det også selve formålet med tilværelsen.

– Meningen med livet er at udleve det, vi er skabt til at være. Vi er skabt til at være Guds billedbærere og ligne ham, og den status kan vi aldrig miste. Men når vi søger ham, kommer vi også til at ligne ham mere, og det giver også mig selv mening. Jeg bliver helt konkret gladere, når jeg kommer tættere på Gud.

Blå bog

Elias Wandt Laursen. Født i 2000. Blev student sidste sommer. Er ungdomskonsulent i frikirkerne i Rønne.