'Vi er skabt med en åndelig længsel'

Solvej Allen fra Nexø Frikirke fandt tidligt troen på Gud. Hun er stadig ikke færdig med at udforske Guds væsen. Men hun er sikker på, at livets mening er at have fællesskab med ham.

TRO OG EKSISTENS

Som barn klatrede Solvej Allen først op på hundehusets tag og derfra videre op på udhusets tag for at komme tættere på Gud. På den ene side var det lidt en leg, for på det tidspunkt var hun ikke mere end 11-12 år. Men på den anden side lå der også en dyb alvor bag hendes åndelige færden på taget. For hvis der var en Gud, ville hun gerne lære ham at kende. Hun vidste blot ikke helt, hvordan hun skulle gribe det an. Men fra udhusets tag, som blev en slags bønnetag, gjorde hun som pige et ihærdigt forsøg.

– Jeg havde tilmed sådan en gammel sølvagtig skål med vand, som jeg rensede mig med, og så bøjede jeg mig mod øst og sagde: "Er du deroppe?", fortæller Solvej Allen, da vi har sat os til rette i hendes stue i Nexø, hvor der ikke mangler bløde siddepladser. For stuen tæller hele to sofaer og adskillige lænestole, så der er god plads, når hun og hendes mand, der er præstepar i Nexø Frikirke, inviterer folk med hjem til kirkekaffe. Men selv voksede hun op i den sorte firkant i København og på Stevns i en familie, der var alt andet end kirkelig.

– Mine forældre var halvgamle, da de fik mig. Jeg er et resultat af deres første date, så de blev nødt til at gifte sig, da min mor ventede mig. Sådan gjorde man dengang, så jeg siger ligesom Kim Larsen: 'Det er godt, at vi blev født, før aborten den blev fri'. Men mine forældres ægteskab holdt ikke. Jeg har flere ældre halvsøskende, men voksede i praksis op som enebarn og søgte meningen med livet udenfor hjemmet. For jeg følte mig altid lidt i vejen. Jeg var et meget åndeligt søgende barn, som altså gik meget og spekulerede over livet og råbte op mod himlen, om der var nogen deroppe, smiler hun.

Følte sig set af Gud

Så snart Solvej Allen kunne læse, forsøgte hun samtidig at hakke sig igennem et større værk om verdens religioner, som hendes halvstorebror, der var filosofisk anlagt, havde foræret hende. Men mens hun stavede sig gennem teksten med mange svære ord, vedblev hendes overbevisning at være den samme: Der måtte være noget, der var større. Og en skønne dag, da hun var fyldt 13, blev hun bekræftet i hendes overbevisning om Guds eksistens, fortæller hun.

– Jeg havde nogle naboer, som tog mig med til kristen juniorklub, og på en kristen lejr for børn, da havde jeg en voldsom oplevelse af at blive mødt med Guds kærlighed, siger hun og tier.

– Jeg følte mig set, og jeg følte endelig, at det nu var ok, at jeg var her. Nu følte jeg, at jeg havde fundet ud af, hvor jeg hørte til, fortsætter hun lidt efter.

– Det var en meget stærk oplevelse, som også ændrede mig. Mine forældre blev faktisk helt skræmt over, at jeg pludselig blev så radikal. I skolen blev jeg også drillet med, at jeg pludselig sagde, at jeg troede på Gud. Men det, jeg havde oplevet, var der ingen, der kunne tage fra mig. Troen har siden været en ballast for mig i livets op og nedture, siger Solvej Allen.

Gud er god

Da Solvej Allen kom til tro, følte hun også, at hun kom tættere på meningen med, at vi overhovedet er til.

– Jeg tror ikke blot, at vi er nogle menneskelige væsener, der har nogle åndelige oplevelser. Jeg tror, vi er nogle åndelige væsner, der er skabt af Gud og planlagt af Gud for mange tusinde år siden. Vi har en kort menneskelig tilværelse her på Jorden, men i bund og grund er vi åndelige væsner. Det er derfor, vi altid har det søgende i os efter noget, der er større end os selv, siger hun.

– Nogle mennesker dulmer så den længsel, og hvis man kommer fra et velfungerende hjem med masser af kærlighed, så mærker man måske ikke den længsel så meget. Jeg ser det lidt som en gave, at jeg havde den sult og som teenager var opmærksom på den. For jeg tror, at det tidligt satte mig i forbindelse med livets dybeste mening.

Hvad er den da?

– Før verdens grundvold blev lagt, har Gud bestemt hvert eneste menneske til at kende ham og til at være kendt af ham. At have ham som ven. Det, tror jeg, er den store mening med det hele. Her på Jorden er der meget, vi ikke kan forstå. Der er meget ondt og meget lidelse, men Gud er god. Og kun god. Det tror jeg på. Kernen i min tro er, at Gud er god.

Hvor kommer det onde så fra?

– Der var jo et syndefald, som har skabt mange problemer, som vi stadig må leve med, men Gud vil gøre alt godt igen. Han er med os nu i alt det svære, selvom vi måske ikke altid kan mærke ham, og han vil gerne have, at vi også skal opleve evigheden sammen med ham i hans nærvær. Vi ser glimt af det i det her liv. Engang imellem kan vi føle det, som om Gud kysser os. Andre gange kan han føles helt væk. Men når det her liv er slut, så bliver det ét langt kys, så bliver det bare i hans nærvær altid.

Er du aldrig i tvivl?

– Jeg kan tvivle på min evne til at udleve min tro, men jeg er aldrig holdt op med at tro på Gud. Min filosofiske storebror, der gav mig bogen om verdensreligionerne, sagde engang, at han var skuffet over mig, fordi jeg var holdt op med at søge. Men jeg synes ikke, jeg er holdt op med at søge, siger hun og holder en kort pause, inden hun tilføjer.

– Nu ved jeg bare, hvem jeg skal søge sammen med. Jeg har Gud med i min søgen. Der står i Bibelen, at den som drikker af det vand, han giver, aldrig skal tørste, men der skal være et kildespring af levende vand. Det synes jeg, at jeg oplever glimtvist, når bøn kan føles som at stå under et springvand og komme tættere på Gud.

Bibelskole i Trump-land

Solvej Allens åndelige rejse stoppede heller ikke, da hun blev kristen.

– Det har været en vandring igennem livet. Jeg har læst det, der hed SALT i gamle dage (Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi, red.). Det gav mig en lidt mere reflekteret tilgang til tro, og jeg har fundet ud af, at Gud i virkeligheden er et mysterium, og jo mere jeg søger ham, jo mere finder jeg ud af, at han er så meget større end mig, at jeg ikke altid forstår ham. Det gør det ikke mindre spændende, men måske lidt mere sårbart nogle gange, fordi jeg ikke altid har svarene, sådan som jeg havde, da jeg var ung. Men jeg har alligevel den klippe dybt nede under mig, som jeg kan stå på, når jeg søger svar, forklarer hun og fortsætter.

– Som helt ung kom jeg i en pinsekirke, hvor alt var meget sort og hvidt. Men det passede på en måde godt til mit ungdomssind. Man tror jo, at man ved alt som ung, ikke?

Hun fortsætter og fortæller, at hun som ung også kom på bibelskole i Texas, hvor hun traf sin canadiske mand David i et stærkt konservativt kirkemiljø. Troen blev fra begyndelsen et fundament i parrets ægteskab:

– Både min mand og jeg kom fra lidt brudte og brogede baggrunde med familier, der ikke var så fine i kanten, og ingen i vores familier havde holdt i et ægteskab. Begge vores forældre var skilt, og vores søskende var skilt. Men vi var meget bevidste om, at vi havde brug for nogle byggesten fra Gud for at få det her til at holde, for vi havde det ikke med hjemmefra. Men gennem nogle dejlige kristne vennepar lærte vi, hvordan man løser konflikter, og hvordan man taler til hinanden uden at smide med stegepander, siger hun med et grin.

Sammen med sin mand fandt hun med tiden også ud af, at det ikke var alt det, de i sin tid lærte på bibelskolen, som hun i dag vil betegne som sund lære.

– Trump-lejren var som begreb ikke opfundet dengang, men i det kirkemiljø tror mange i dag, at Trump blev udsendt af Gud. Alt er sort og hvidt, og man hopper og danser til alle sangene, og det gjorde man også dengang, så efter vi kom hjem, var der nogle ting, vi skulle aflære.

Mistede barn, men beholdt troen

Den amerikanske teologi blev især udfordret, da parret mistede deres første barn.

– Vores datter blev født 15 uger for tidligt og var død ved fødslen, så vi lærte hende aldrig at kende, og vi kunne ikke forstå det. For vi havde jo trykket på den Gud-knap, som vi havde lært. Hvorfor kom der så ikke den rigtige gevinst ud af 'maskinen'? Det var vores livs sorg. Men igennem den sorg og den smerte oplevede jeg alligevel, at jeg blev båret af Gud. Midt i det svære følte jeg mig mødt af hans stærke kærlighed. Det kan godt være, at jeg ikke forstår alle mellemresultaterne, men bundlinjen er, at jeg ved, at han er god, og han vil mig det godt, siger Solvej Allen, som senere fødte tre sønner, der i dag er voksne.

Da børnene var små, boede parret også i Canada i otte år, men vendte hjem til Danmark med "en længsel efter at lave kirke for nogle, som måske ikke gik i jakkesæt fra den dag, de fandt en tro".

– I begyndelsen var vi en del af København Vineyard, hvor ledelsen var så dejlig nede på jorden og ikke oppe på en piedestal, sådan som man var vant til det i andre sammenhænge. Selv fik vi også lyst til at dele vores tro med andre, ligesom Paulus taler om at trøste andre med den trøst, han selv var blevet trøstet med. Vi havde oplevet at finde en livstrøst i Gud, og vi startede med at åbne vores hjem for alle mulige mennesker, og der var også folk, som flyttede ind hos os i perioder.

Det åbne hjem udviklede sig til, at de startede deres egen kirke Roskilde Vineyard og ledte den i syv år. Hendes mand, David, var præst, mens han havde fuldtidsarbejde ved siden af, og hun var daglig leder af kirken en periode, inden de overgav ledelsen til nye kræfter.

– David troede aldrig, han skulle være præst igen. Men så kom der for halvandet år siden et meget tydeligt kald til at blive præstepar i Nexø Frikirke, så vi kom i trøjen igen for at trøste andre gennem troen og er glade for det, siger Solvej Allen, der selv prædiker i kirken indimellem ved siden af sit arbejde som lægesekretær på Bornholms Hospital.

– Mit eget liv får mening, når jeg kan hjælpe søgende mennesker med at finde den livstrøst, som jeg selv fandt, og som jeg selv synes, jeg finder indimellem, når der er noget, der går mig på. Jeg kan mærke, at jeg med alderen ikke har lige så mange kræfter som tidligere. Men vi har stadig et åbent hjem, og vi prøver at have en åben kirke, hvor nye føler sig velkomne og ikke føler, de skal leve op til en masse, lige så snart de kommer ind. Men at de bare stille og roligt kan udforske troen her, siger hun og tilføjer:

– Det giver meget mening for mig, hvis jeg på en eller anden måde kan hjælpe nogle mennesker til at forstå, at Gud er god, og at han ikke er vred på dem, og at han vil dem det godt, smiler hun.

Solvej Allen

Født i 1961

Uddannet sprogkorrespondent i tysk og engelsk fra CBS. Hun har boet og arbejdet i både USA, Canada og Danmark, hvor hun primært har arbejdet som forskningssekretær og kulturmedarbejder, ligesom hun sammen med sin mand David Allen har dannet frikirken Roskilde Vineyard.

Sammen har de tre voksne børn.

Det seneste halvandet år har de været præstepar i Nexø Frikirke, ligesom hun i øjeblikket arbejder som lægesekretær på Bornholms Hospital.