Det kan gå ud over livskvaliteten for ældre borgere, hvis kommunalbestyrelsen vedtager et spareforslag, som vil fjerne de pædagogiske indsatser på alle øens plejehjem og -centre, advarer kredsformand Tina Kofoed Menzel i Socialpædagogerne Bornholm forud for de kommunale budgetforhandlinger mandag og tirsdag.
– Det vil simpelthen være katastrofalt, hvis spareforslaget bliver vedtaget. Der er solid dokumentation for, at det øger beboernes livskvalitet, når der ansættes socialpædagoger på plejehjem. Der er derfor ikke brug for færre, men tværtimod flere socialpædagoger på de bornholmske plejehjem, siger hun i en pressemeddelelse.