Hun var pioner på børneområdet

Hun var pioner på børneområdet
Birgit Poulsen fotograferet på øen Hanö ved Blekinges kyst. Privatfoto
MINDEORD | Søndag 31. august 2025 • 12:30
Holger Larsen
Journalist
MINDEORD | Søndag 31. august 2025 • 12:30

Birgit Poulsens 97 år lange liv var fyldt med børn.

Birgit Skovgaard Poulsen, Plejehjemmet Toftegården i Hasle, er død, 97 år.

Birgit Poulsen levede et liv, der var fyldt med børn. Der var ni i hendes barndomshjem, et lille fodermesterhus i Saltuna, hvor hun var nummer tre i flokken. Hun skulle have været konfirmeret om foråret, men hendes konfirmation blev rykket til om efteråret, fordi hun havde fået en lillesøster, og man ville ikke holde barnedåb og konfirmation samtidig.

Hun kom ud at tjene og mødte Vilmer Poulsen. De flyttede til Sjælland, hvor Birgit uddannede sig til barneplejerske på på Frederiksberg, og imens arbejdede Vilmer på landet på Nordsjælland.

Gift i 1947

De flyttede tilbage til Bornholm, blev gift i 1947 og bosatte sig på et husmandssted, Højvang, i Rø.

De fik fire børn, Tove, Tage, Winnie og Sonja. Da Birgit Poulsen havde et kæmpe omsorgsgen, tog de også en feriedreng, der kom hos dem i flere år og i en periode også gik i skole i Rø.

Familien boede i en kort periode på en ejendom i Gudhjem, inden man i 1960 flyttede til Allinge, fordi Vilmer Poulsen havde skiftet landbruget ud med fiskeri.

Privat børnehave

Her kom Birgit Poulsens uddannelse som barneplejerske i brug. Hun begyndte at passe børn og havde seks-syv børn, ud over sine egne, selv om der var beskedne pladsforhold i hjemmet i Søndergade.

Parret byggede nyt hus i Birkevænget i Allinge, og her fik Birgit Poulsen plads til det, som nærmest blev en børnehave. Her passede hun omkring en snes børn. Efter seks år havde "børnehaven" slidt så meget på hus og inventar, at hun sagde stop.

Men kommunen havde fået øje på, at hun gjorde en indsats, som der tydeligvis var brug for. Hun fik derfor stillet nogle lokaler til rådighed, så hun kunne fortsætte børnepasningen, nu med hjælp af en ung pige.

Det gjorde hun, indtil kommunen i april 1971 åbnede en børnehave i Allinge.

Leder af dagplejen

Birgit Poulsen fik job på Sandvig Plejehjem. Det blev dog kun kortvarigt, idet behovet for børnepasning var stigende i takt med, at flere kvinder kom ud på arbejdsmarkedet.

I efteråret 1971 startede Allinge-Gudhjem Kommune en dagplejeordning med Birgit Poulsen som leder. Hun overgik senere til et job som tilsynsførende med dagplejen, frem til hun fyldte 60 år og gik på efterløn.

Vilmer Poulsen sejlede i nogle år med de små turbåde fra Hammerhavn, og familien tilbragte sommeren i et træhus på havnen. Der var en stime af mennesker, og Birgit Poulsen vidste aldrig, hvor mange, der ville være til spisning om aftenen. Men hun lavede mad, så der var nok til alle.

Efterlader stor familie

De fik nogle gode år som pensionister, hvor de var ude på flere busrejser, inden Vilmer Poulsen blev syg og kom på plejehjem. Han døde i 1997.

Datteren Winnie døde i 2021, hvilket var et stort slag for hendes mor.

Birgit Poulsen efterlader sig tre børn, syv børnebørn, ni oldebørn og to tipoldebørn. Hun efterlader sig også fire søskende.


Da Birgit Poulsen fyldte 60 år og gik på efterløn, blev hun hentet i trækvogn af kollegerne og kørt til afskedsmiddag, hvilket blev omtalt i Bornholms Tidende.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT