'Vi er alle en del af Guds strikketøj'

TRO OG EKSISTENS

Hvad er meningen?

I denne artikelserie interviewer Bornholms Tidende bornholmere om livets store spørgsmål. Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Og hvor skal jeg hen?

Der hang en stor plakat på Dorte Scharlings væg, da hun var ung. ”Vorherres strikketøj” hed den, og forestillede ”et lidt naivt gudsbillede” af en stor mand med skæg i færd med at strikke en masse retmasker. Garnet på billedet er meget langt og bliver strikket sammen med mennesker og ting, der sker for dem. Gud strikker og strikker, så det hele bliver til noget. Det er et fint billede på skaberværket, og på hvordan vi hænger sammen, fortæller den pensionerede socialpædagog og kvindekrisecenterleder Dorte Scharling, da vi sidder ved spisebordet i hendes køkken i Rønne, hvor sollyset venligt vælter ind fra de dørhøje vinduer.

– Det hele hænger sammen. På den måde kan man sige, at der er en højere mening med alting. Vi hænger alle sammen og har til opgave at hjælpe hinanden, så alle får det godt, smiler den tidligere pædagog, mens noget skramler i hjørnet. Det er Karl Otto, en mellemstor skildpadde, som hun overtog som feriegæst fra et af sine børn, men nu er den blevet her til glæde for både hende og børnebørnene, som besøger hende tit.

– Min yngste datter har en lille dreng på fem år, og vi talte forleden om, at jeg skulle interviewes i dag om, hvad meningen med livet er. 'Det er vel bare, at man skal have det godt’, sagde han, og han har jo ret. Børn kan være kloge. Men hvis meningen med livet er, at vi skal have det godt, må man også sørge for, at andre har det godt. Og det gavner også en selv. Det er jo totalt egoistisk at give julegaver. Der er ikke noget, der kan gøre en så glad, som at gøre noget for andre. På den måde hænger det meget fint sammen. Mennesket er skabt til at gøre noget for andre, tror jeg. For man kan mærke, at man får det godt af det, men dem, der får gaven, bliver jo også glade.

Erfaringen fra spejderlivet

Dorte Scharling fik tæt vævet den grundholdning ind i sit sind, da hun voksede op i et kunstnerhjem på Amager. Faderen malede også en del på Bornholm, hvad der nok var medvirkende til, at hun senere flyttede til øen selv, men hendes kristne fællesskabsværdier fik hun især som grøn pigespejder.

– Forleden dag tænkte jeg faktisk over, hvor vigtigt det har været for mig at have været spejder, for det har i høj grad præget mig. For det første var det et stort favnende fællesskab, og som 15-årig blev jeg leder af en lille patrulje og lærte på den måde at have omsorg for andre. Jeg var aldrig blevet pædagog uden de erfaringer. I mit arbejdsliv har jeg altid arbejdet med lidt udsatte, både på kvindekrisecentret i Rønne og allerflest år med handicappede børn.

Du har sikkert mødt mange ulykkelige mennesker gennem dit arbejde. Men hvad vil du sige til mennesker, som ikke længere kan se nogen mening med det hele?

– Ja, det har jeg. Hvis man er sammen med mennesker, som er kommet helt derud, så skal man jo hjælpe dem med at finde de sidste resurser. I virkeligheden er de der jo, siger hun og tøver.

– Man kan også være depressiv og syg, og så er det nogle andre ting, der skal til. Men jeg tror, at de fleste mennesker kan hive de sidste resurser frem, og mange af de kvinder, jeg har arbejdet med på kvindekrisecenteret, var jo mødre, og det i sig selv giver en mening i at blive ved med at kæmpe. Men det er jo ikke meningen, at det skal være noget skidt alt sammen, så derfor er det sommetider også vigtigt at søge hjælp.

Se ikke Gud i kortene

Sommetider er vi dem, der hjælper, andre gange er vi dem, der hjælpes. Men vi er skabt til at være der for hinanden, mener Dorte Scharling, som dog ikke funderer meget over, hvordan vi blev skabt.

– Vi er her. Det er det vigtigste. Men nu er jeg jo kristen, så jeg tror selvfølgelig, at jeg er en del af skaberværket, af strikketøjet, siger hun og ser op.

– Min mand var teolog, og når vi talte om skabelsen og Bibelen, så sagde han: ’Jeg ved ikke, hvordan det er gået til, men jeg har ikke brug for at kigge Gud i kortene’. Det, synes jeg, er meget klogt sagt, for det afgørende er ikke, hvordan verden rent teknisk blev til. Mange ateister kan ikke forstå, at man både kan tro på Big Bang og på skaberværket. Men videnskaben giver jo ikke en forklaring på meningen bag livet. Hvorfor skabte Gud en elefant? For sjov tror jeg.

Man kunne også spørge, om der behøver være et nytteformål med alting? Hvad er meningen med forårsblomsterne? Er det meningen, vi skal kigge på dem eller har de deres eget liv?

– Når man stiller det spørgsmål, sætter mennesker altid det i relation til sig selv. Det er jo ikke sikkert det er sådan, siger hun og smiler.

– Vi er bare en del af strikketøjet. Vi kan se, at vi ikke kan undvære de andre. Vi kan ikke undvære biodiversiteten. Vi kan ikke undvære de andre dyr. Vi kan ikke undvære luft og lys og vand. Vi er en del af skaberværket, men vi har også det største ansvar, for vi er dem, der kan ødelægge mest og skabe mest, så derfor har vi det største ansvar for, at det skal blive meningsfuldt og for at man ikke ødelægger mere end man skaber. På den måde har mennesket en særlig betydning i det hele.

Vi er vel også mere reflekterende end dyr?

– Det tror vi i hvert fald, siger hun og griner, mens hun nikker over mod sin dovne skildpadde.

– Lige Karl Otto tror jeg faktisk ikke tænker så meget, og det er måske meget godt. Han er glad, hvis han får noget at spise, og hvis han får lov til at komme ud, når det bliver varmt.

Det virker også, som om du selv ser lyst på livet?

– Det gør jeg også. Det kan man lige så godt. For ellers skal man være ked af det to gange. Hvis man nu går og bekymrer sig meget, så kan man først gå og være bekymret, hvis det forfærdelige så sker, så kan man bekymre sig igen. Min far sagde også altid ’det går nok alt sammen’, selvom det jo ikke altid gik. Men man kan lige så godt se sådan på det. Det går ikke altid, som man regner med, men så går det på en anden måde.

Foto: Jens-Erik Larsen

Skab mening ud af livets udvikling

Dorte Scharling vender tilbage til strikketøjet som billede på livet.

– I mine yngre dage var jeg ekstremt dårlig til at strikke. Jeg er dog blevet bedre, efter jeg blev bedstemor, men det er ikke altid, det går, som jeg planlægger. Engang skulle jeg strikke en sweater med noget tykt, lilla garn, og meningen var, at det skulle blive til en dejlig varm trøje. Jeg havde en klar forestilling om, hvor strikkeprojektet skulle ende. Men da jeg kom til ærmerne, kunne jeg overhovedet ikke finde ud af at sætte det sammen. I stedet syede jeg bare ærmerne på forstykket, og så blev det til nogle meget, meget grimme uldbukser, og det var jo ikke meningen. Men så fandt jeg ud af, at min yngste datter nemt får blærebetændelse, så hun kunne have dem på, når hun sad på gulvet og ingen kunne se det, husker Dorte Scharling og smågriner.

– Det gav mening, selvom det jo ikke var meningen fra begyndelsen. Men sommetider må man skabe mening ud af det, man får. Der kan ske meget, som ikke var meningen skulle ske, men måske kan man finde et formål eller finde ud af at dreje det, så det bliver meningsfuldt. Selvfølgelig kan man også opleve helt meningsløse ting. Der er ingen mening i sult, katastrofer eller børn, der bliver kørt over. Men ellers må man prøve at se mulighederne i de udviklinger, livet giver, siger hun og smiler mildt.

– Det er selvfølgelig nemt nok at sige, når man er kommet nogenlunde helskindet igennem livet. Men man må også lige prøve at gribe fat i det, der er.

Et hæderligt virke

Præsteenken citerer smilende fra salmen ”Du gav mig, o Herre, en lod af din jord”: ”Så lær mig da, Herre, at dig til behag jeg bruger det pund, mig blev givet, at fylde med hæderligt virke min dag, at hjælpe og værne om den, som er svag”.

– Det er så fint skrevet, og jeg synes, at dette med at leve sit liv med et hæderligt virke for andre er overset.

Hvad betyder det?

– Det betyder, at man skal leve sit daglige liv og gøre det, som er lige foran en, og som man har fået til opgave. Det ligger meget i tiden, at vi skal have vilde drømme. Dem er der heller ikke noget i vejen med. Men man er ikke et dårligere menneske, fordi man ikke kan nå dem alle sammen. Måske blev man ikke popstjerne som planlagt, men så må man finde meningen med det, der er. Og det pund, man har fået givet.

Nogen kan jo blive slået helt ud, hvis de ikke når deres drømme…

– Ja, det er jo det, siger hun og tier et øjeblik, inden hun fornøjet tilføjer:

– Sådan har jeg det ikke. Jeg har måske haft nogle mere beskedne drømme. Der er ikke noget galt i at drømme stort, men mam må også prøve at udnytte det, der så kommer til en. Ligesom med den grimme sweater.

Begynd med de små ting

Meningen i livet har det med at genopstå på nye måder, mener hun.

– Da jeg var barn, så var jeg hende i skolen. Som voksen fik jeg forskellige titler. I mange år var jeg ’Signes mor’. Folk vidste dårligt nok, hvad jeg hed. Jeg var bare hende moderen. Jeg har også været leder mange gange. Så var jeg lederen i den rolle. Senere blev jeg hende, der skrev salmer. Nu er jeg ligesom vendt tilbage og er bare børnebørnenes mormor eller farmor. Sådan skifter man hele tiden roller, men jeg tror, at man må forsøge at holde fast i, at man er sig selv med en mening lige der, hvor man er. Også når folk kommer på plejehjem. Der er en mening og en værdighed i alle aldre, siger hun og læner sig frem i stolen.

– Jeg har lagt mærke til, at mange unge bruger det udtryk at sige ’det giver jo ingen mening!’, men så prøv at find den. Det er faktisk det, der er min hovedpointe. Prøv at find den. Måske kan man ikke se den store mening, men så må man begynde med at finde de små ting, der giver mening.

Tror du også på en mening efter døden?

– Ja, det tror jeg. Jeg kan jo ikke vide, hvordan og hvorledes det er, men det tror jeg. Jeg er jo kristen, så det tror jeg på. Det har jeg også aftalt med min mand. Han har lovet at holde et par pladser, så jeg tror, vi lever videre i en eller anden form. Men selvfølgelig skal man leve, mens man kan. Forleden gik jeg en tur oppe ved Ekkodalen på den der klippesti, som er megabesværlig. Så tænkte jeg, pyha, gider du det? Så tænkte jeg, ja, det skal jeg gøre, så længe jeg kan. Sådan er det med mange ting. Man skal udnytte det, man kan. Når man ikke kan mere, kan man jo bare stoppe og lave noget andet, siger hun og understreger:

– Så er det meningen.

Blå bog

Dorte Scharling. Født 1947. Er uddannet pædagog. I dag er hun pensionist, men hun arbejdede i mange år med handicappede børn, og på Bornholm har hun blandt andet været leder af specialbørnehaven Mælkebøtten og Kvindekrisecentret i Rønne. Hun har også skrevet børnesalmer og eventyr for børn. Privat er hun præsteenke. Hun har tre børn og otte børnebørn.