Forleden fik statsminister Mette Frederiksen et brev fra en bornholmsk minkavler. Eller rettere – tidligere minkavler.
Og her tænker læseren sikkert, at brevets indhold var en svada om, at hun – Mette Frederiksen – havde slået et helt erhverv ihjel og måtte stå til ansvar. For forløbet med aflivningen af alle landets mink har været uskønt. Der er lavet klare fejl og beslutningsprocessen er uigennemsigtig. Måske var ordren endda ulovlig.
Det er selvfølgelig synd og ærgerligt for minkavlerne, at de pludselig fik ordre om at aflive alle dyr. Men der er også argumenter, der peger den anden vej. For branchen var jo i forveje i krise og ville sandsynligvis ikke kunne overleve i mange år – med eller uden beordret aflivning. Enten ville økonomien slå den ihjel. Eller også ville ændret lovgivning på grund af ændret syn på dyrehold.
Faktum er, at beslutningen fremstår rigtig. Der var en grund til at aflive minkene. Virus spredte sig fra mennesker til mink – og tilbage fra mink til mennesker. I en tid, hvor vi lukker alt ned for at undgå smittespredning, giver det ikke mening at forsvare et dyrehold, der accelererer smittespredningen.