Teenager reddede 71-årige Nik fra at drukne

Søren Strandman-Møller

Journalist

Her er historien om, da 14-årige Louis med overblik og stor styrke i tirsdags fik 71-årige Nik op af Svaneke Havn. Lørdag mødtes de igen.

Det er tirsdag den 4. november. Klokken er 10 om formiddagen. Svaneke Havn er blottet for liv på nær to personer. Den ene er Nik Buchgaard på 71 år, der trasker rundt i træsko med sin hund Teddy, som er en livlig kleinspitz. Nik går oppe på træplankerne ved kajen, og pludselig forsvinder benene væk under ham. Det giver et stort plask, og derefter ligger både mand og hund i havnebassinet.

Nik er i forvejen træt. Han har forlænget morgengåturen med Teddy, og de to har været på farten i fem kvarter. Så Nik mærker hurtigt, at situationen er kritisk. Men en episode kort tid inden er måske med til at redde hans liv.

For den anden person på havnen tirsdag formiddag er 14-årige Louis Barslund Juel Jensen. Han er på fisketur og kæmper lige nu med et blink, der har sat sig fast i rebet på en båd. Louis har kort tid inden ringet til sin far for at høre, om han må kravle om bord på båden for at løsne blinket. Hans far siger ja, og det er Niks held.

– Ellers var jeg nok kørt hjem igen, fortæller Louis.

Men det er ikke sådan lige at komme om bord på båden, så Louis ringer til sin far igen for at høre, om han kan komme og hjælpe. Det har Louis’ far ikke mulighed for, og lige da de har lagt røret på, går Nik forbi. De to hilser kort på hinanden, og Nik trasker videre. Louis er snart ved at opgive sin kamp med at få blinket frigjort.

– Jeg står og kigger lidt rundt for at se, om der er nogen, der kan hjælpe mig med at komme op på båden. Så ser jeg, at Nik ligger i vandet, og at hunden basker rundt. Der er ingen mennesker, og jeg tænker "hvad sker der? Det går ikke, det der – nu løber jeg over og hjælper ham", siger Louis.

Tøver ikke et sekund

På samme tid indser Nik, at han for alvor er havnet i knibe.

– Jeg ved godt, at der ikke er en sjæl i havnen andet end Louis, som jeg lige har mødt. Så jeg tænker, at jeg må se at komme ud af den her situation – det kan godt eskalere til et punkt, hvor jeg aldrig kommer op igen. Bagved hører jeg pludselig Louis råbe ”Skal du have en hånd?” Jeg tænker, at så heldig har man ikke lov at være, og han kommer galoperende af sted, siger Nik.

Louis er kort tid efter fremme ved kajen. Teenageren tøver ikke et sekund, før han tager affære. Han lægger sig hurtigt ned på bjælken og rækker armene ud over kanten.

Nik ligger i vandet og holder fast i et reb, der er tøjret til en båd. Teddy er gledet ind under kajkanten, men Louis får fat i hundens snor, trækker den forsigtigt ud og løfter en sprællende kleinspitz op over kajkanten.

– Hunden gemmer sig under den bjælke, jeg ligger på. Så jeg går ned på bjælken for at få den op, siger Louis.

Den ideelle redningsmand

Niks situation er mere kompliceret.

– Det er ikke så nemt. Han er et godt stykke væk fra mig, hvor jeg ligger på bjælken, forklarer Louis.

Han siger til Nik, om det er muligt for ham at komme hen til det næste reb, der ligger dobbelt. Der vil han have en mulighed for at hjælpe den ildestedte pensionist, der kæmper i det 10 grader kolde vand. Det lykkedes Nik at komme derhen, Louis får fat i ham og trækker ham hen til kanten, hvor de ved fælles hjælp får Nik op på kajen.

– Du holder ved, og ved, og ved. Du vil ikke give dig. Jeg skal op af det kar, det kan man se på dig. Det er som om, du har prøvet det før. Du er den ideelle redningsmand. Det er imponerende, og du siger bagefter, at du fik bjørnekræfter af situationens alvor og godt kan se, at det virkelig kunne have udartet sig. Hvis du ikke har været der, har det været livsfarligt for mig, siger Nik.

Ingen tiltro

Der er gået fire dage, og nu sidder de sammen igen i Niks og hans hustru Berits stue i Vestergade og gennemgår hele forløbet på havnen. Gensynsglæden er stor, for det var en voldsom oplevelse for dem begge, og selvom det er Louis, der har hjulpet Nik, er rosen gensidig.

– Da jeg spurgte Nik, om han kunne rykke sig lidt tættere på det reb, han holdt fast i, gjorde han det, siger Louis og vender blikket mod Nik.

– Det synes jeg var ret sejt, at du havde kræfter til at trække dig hele vejen derover, siger han.

Nik smiler. Bredt. For han har ikke lige regnet med, at rosen skulle gå den vej.

– Jeg er ikke sikker på, at jeg kunne have klaret det selv. Jeg er trods alt 71 år gammel og har slet ikke de kræfter, jeg havde for bare fem år siden. Jeg havde ikke mange chancer for at komme op, og min tiltro til mig selv er ikke god. Jeg har sjældent følt mig så gammel, som jeg gør lige der, siger han.

Faldet i havnen?

At de to har fundet hinanden og sidder sammen lørdag formiddag, er noget af et tilfælde. Men historien er ikke slut endnu, og der skal en gruppe unge til, før det hele går op i en højere enhed. Først spoler vi dog tiden tilbage til tirsdag formiddag på havnen.

– Da jeg kommer op, er jeg afsindigt lettet. Jeg vejer 60 kg og har tungt, vådt tøj på. Hvad er chancen for, at du kan hive mig op? Jeg skyder på, at du er 15 år eller sådan noget, men det kan du bare. Det går op i en højere enhed. Det er min dag i dag, siger Nik henvendt til Louis.

De to siger farvel til hinanden.

– Jeg spørger, om han vil have en krammer og siger, at ”det er godt gået. Hvordan bar du dig ad?”, siger den 71-årige træskovandrer.

– Nik siger, hvor han bor, men det glemmer jeg lige rimeligt hurtigt. For det hele var lidt meget lige der. Der var mange tanker. Alt gik lidt hurtigt, siger Louis.

Nik bor i Vestergade, så der er dømt stejl stigning det sidste stykke hjem iklædt tungt, gennemblødt tøj og med en forpjusket hund ved sin side, som ikke rigtigt har forstået, hvad der lige er sket. Niks ene træsko er stedt til hvile på havbunden, og den anden er ikke meget bevendt som solofodtøj. Så han sparker den af og begiver sig afsted på strømpesokker.

– Jeg er helt stum. Det er bare glæde. Det risler gennem kroppen. Hele turen op ad Storegade på vej hjem, hvor jeg går på strømpesokker, mærker jeg ikke alle de små sten. Da jeg kommer ind ad porten, vakler jeg bare ind i huset. Min kone Berit (Ernst, red.) ligger og sover. Jeg vækker hende, og hun siger "hvad? Er du faldet i havnen?!?"

Kage, penge og dusør

Nik fryser, og han skynder sig ind under bruseren for at få varmen. Samtidig mærker han, at det gør ondt i anklen. Han slår det hen, men den løsning er Berit ikke helt tilfreds med. Så hun får Nik i tøjet og kører ham hen til lægen. Lægen er heller ikke helt tilfreds, men det handler om farven på Niks ankel.

– Den kunne hun ikke lide, så vi kører ind til sygehuset i Rønne, siger Nik.

Efter seks timers ventetid kommer dommen. Anklen er brækket, og Nik skal have støttestøvle på i seks uger. Det er blevet tirsdag aften, og parret sætter kursen retur mod Svaneke. Nik bliver hjulpet ind i huset, men ude på gaden ser Berit en gruppe unge stå og nørkle med nogle knallerter.

– Jeg går ud og spørger, om der er nogen, der har hørt om en dreng, som har hjulpet en mand op af havnen i dag, siger hun.

Louis træder frem og siger "ja, det er mig”.

Berit finder 500 kroner, skynder sig hen og siger tak, får hans adresse og sender en stor chokoladekage ned dagen efter. Nik kommer også ud, og det er en lettelse for Louis.

– Det er rart. Det er en fed følelse. Det var meningen, at jeg skulle have skrevet ud for at se, om jeg kunne finde Nik. Jeg tænker, det også kunne være meget rart for ham at ses, så han også lige kan sige tak, siger Louis.

De to krammer hinanden farvel, men det er ikke nok med kram, kage og 500 kroner. Louis skal hædres med maner.

– Dagen efter kører jeg ind til politiet og taler med en kvindelig betjent. Jeg fortæller hende historien, hun siger, det er helt fantastisk, og beder mig sende en mail, fortæller Berit.

Det med mails er dog ikke noget, Berit gør det store i.

– Jeg går over til vores genbo torsdag og får hende til at sende en mail til politiet, siger Berit.

Fredag skal hun til begravelse i Skovlunde. Under køreturen ringer telefonen, og Martin fra Bornholms Politi er i røret. Ordensmagten har gjort kort proces og resolut gennemført en lynvortering. Louis skal hædres for sin heltedåd med en dusør.

– Han skal ind til politiet den 20. november, siger Berit. Med ekstrastor stolthed i stemmen. Hun er i huj og hast kørt ind til Tidende lørdag over middag for at sikre sig, at den oplysning også kommer med i historien.

Tak for det!

Tilbage i ægteparrets hus, lidt tidligere på dagen, må Nik justere sin generelle holdning om nutidens unge en smule.

– I min alder…altså, jeg har ingen børn, og der tænker jeg ofte, at nutidens unge, de er…de her unge, de duer ikke til noget. Men der fik jeg eddermame kam til mit hår. Tak for det!, lyder det med eftertryk.

Så kigger han på Louis, og øjnene bidrager lige så meget til smilet som mundvigene.

– Det er så dejligt at møde dig igen. Synet af dig har en stor plads i mit hjerte. Det er virkelig endnu et godt tegn på, at de unge er lige så gode, som de altid har været. Det var virkelig livsbekræftende på alle måder, siger Nik.

Teddy er enig. Den er kravlet op på skødet af Louis og slikker ham ivrigt i hovedet.