MINDEORD / Søndag 9. november 2025 • 15:30

Hun var fighter og iværksætter

Hun var fighter og iværksætter
Irene von Wowern med Verner Olsen ved sin side ved sønnen Kristians bryllup på tempelridderborgen I St. Martin, Nice, Frankrig. Privatfoto
Journalist

Irene von Wowern kom fra Sverige, men var med til at sætte gang i den bornholmske turisme.

Hun oplevede tidligt modgang i sit liv, men var en fighter med et positivt livssyn og en iværksætter. Hun blev født i Sverige, men levede det meste af sit liv på Bornholm, hvor hun var med til at sætte præg på turismen.

Irene von Wowern døde den 21. oktober, 90 år.

Hun blev født i Helsingborg, men morens tuberkulose gjorde, at hun i en stor del af barndommen boede hos en moster i Arlöv ved Malmö.

Som ung begyndte hun til fægtning, men var som 17-årig ude for et uheld, som kom til at præge resten af hendes liv. Hun gled på det glatte underlag under en fægtekamp og beskadigede begge knæ. Hun gennemgik senere et større antal operationer og gik i en stor del af sit liv med enten stok, krykke eller rollator.

– Men selv om hun havde smerter, var hun altid smilende, glad og energisk. Vi har lært meget af hende, siger Irene von Wowerns to børn, Susanne og Kristian.

Passede på kongen

Irene von Wowern var i en del år ansat i det svenske sikkerhedspoliti, senere kendt under navnet Säpo.

Det er en tid, som hun kun har fortalt lidt om til familien. Men det har fremgået, at hun har været med til at stå for sikkerheden ved udenlandske statsbesøg, og at hun især har været med til at passe på den svenske Kong Gustav VI Adolf på ture og udflugter, når majestæten boede på sit sommerslot Sofiero ved Helsingborg.

Irene von Wowern og en veninde fik på et tidspunkt den idé, at de skulle til Bornholm, som på den tid var ”Østersøens Ibiza” med masser af musik og dans på hotellerne. Hun har siden fortalt, at hun kun lige nåede at komme til Bornholm, og så var hun ”solgt”, og hun fik også lokket sine forældre til at komme på ferie på Bornholm.

Irene von Wowern valgte på et tidspunkt at flytte permanent til Bornholm. Hun havde allerede i Sverige snuset til turistbranchen med arbejde som rejseleder og -guide, og hendes karriere på Bornholm startede, da hun gik ind på Nordbornholms Turistbureau i Sandvig og sagde: ”I har brug for mig”. Og det havde man i en tid, hvor der kom masser af svenske turister.

Irene von Wowern og Verner Olsen med sønnen Kristian ved dennes dåb. Privatfoto
Irene von Wowern og Verner Olsen med sønnen Kristian ved dennes dåb. Privatfoto

Købte Sænehus

En "irriterende ung mand" kom meget på bureauet for at købe postkort hos Irene. Det var stenhugger Verner Olsen. De blev gift i 1970 og boede i Verners gamle hus i Bækkestræde i Sandvig. Irene von Wowern var en høj kvinde. Hun måtte gå krumbøjet, fordi der var så lavt til loftet. Verner Olsen gravede ud og lavede nyt gulv.

De købte Sænehus ved Hammerhavn, som de overtog i 1971, og omtrent samtidig fik de deres ældste barn, Susanne.

Da Irene von Wowern vendte tilbage fra barsel, blev hun selvstændig med Bornholms Ferierejser.

Det var Verner Olsens drømmehus, og de kom til at bo her i mere end 50 år. Han havde flere job for, at de kunne klare at bo der, og menuen stod ofte på kartofler hjemme fra haven og skrubber og torsk, som han fangede.

Rejsebureau i 34 år

Det blev af konkurrenter spået, at Irene von Wowern hurtigt ville gå konkurs med sit firma, men hun var indstillet på at skulle klare sig, så da hun efter 34 år lukkede virksomheden ned i 2005, var den på det tidspunkt Bornholms ældste rejsebureau.

Hun drev i en årrække sammen med en samarbejdspartner desuden Bornholms Rejsebureau i Rønne.

Der var virkelig gang i turismen i de år. Hun havde kontor hjemme i Sænehus, og arbejdet involverede hele familien. Verner Olsen var ude som guide, og børnene hjalp til, når der skulle deles breve ud.

Irene von Wowern og Verner Olsen havde masser af energi, og det var svært at forstå, hvordan de kunne nå det hele. Ud over arbejdet holdt de en stor have, og Verner Olsen havde får, og familien havde et sommerhus i Sverige. Der blev også tid til at besøge den svenske familie og tage på rejser.

Irene von Wowern var kendt for sit positive livssyn. Privatfoto
Irene von Wowern var kendt for sit positive livssyn. Privatfoto

Den samlende figur

Irene von Wowern var den samlende figur i familien og havde masser af venner. Hun kunne spille på alle strengeinstrumenter, og Bornholms Folkemusiklaug startede i haven på Sænehus. Hun var også involveret i starten af Bornholms Middelaldercenter.

Hun og Verner var æresmedlemmer flere steder.

Da hun gik på pension, købte hun et hus i Rønne, fordi hun gerne ville være, hvor der var noget aktivitet, og hvor man kunne gå på café med venner. I hverdagene var hun i Rønne og i weekenderne i Sænehus sammen med Verner, der var mest til at hugge sten og brænde og være i skoven.

For nogle år siden flyttede de sammen til Nørremøllecentret, plejecentret i Nexø. Verner Olsen døde i december 2022.

Irene von Wowern efterlader sig to børn, Susanne i Sverige og Kristian i Estland, og tre børnebørn.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT