KØB ABONNEMENT
SYNSPUNKT / DEBAT / Søndag 9. november 2025 • 15:30

Her er det bedste bud på en formand i ny region

Her er det bedste bud på en formand i ny region
For mig er der ingen tvivl, skriver Frederik Tolstrup. Arkivfoto: Nikolaj Beyer

Bornholms V-profil peger på Camilla Hove Lund (V) som ny regionsrådsformand.

For mig er der ingen tvivl: Camilla Hove Lund skal være formand i den nye Region Østdanmark.

Blandt spidskandidaterne i den nye Region Østdanmark er Camilla stort set den eneste, der ikke kommer fra københavnsområdet. Hun er derfor et stærkt bud på en Regionsrådsformand, som har blik for udkanterne - en formand, der kan sikre at hjørnerne i den nye region ikke bliver kørt over.

Camilla Hove Lund er sygeplejerske. Hun har været leder på sundheds- og ældreområdet i forskellige sjællandske kommuner gennem 20 år.

Hun den eneste spidskandidat i Region Østdanmark, der har en sundhedsfaglig uddannelse - og hun ved simpelthen lige præcis, hvor skoen trykker, og hvor og hvordan vi skal have samarbejdet mellem kommuner og region til at fungere bedre i fremtiden, når vi skal lykkes med at skabe et bedre sundhedsvæsen og ældrepleje til danskerne.

Hun ved det

Men det vigtigste er, at hun lige som os på Bornholm ved hvordan det er, når der er afstand til de større hospitaler.

Camilla kommer fra Holbæk, en kommune i udkanten af Region Sjælland, hvor hun har været viceborgmester. Kommuner i udkanten har nogle særlige udfordringer, der skal tænkes ind i den fremtidige planlægning om lægedækning, hospitaler og andre sundhedsydelser.

Det bliver en udfordring for os på Bornholm, når vi fra nytår bliver en del af den nye Region Østdanmark, som får 2,8 millioner indbyggere.

Camilla Hove Lund kommer til Region Østdanmark med fagligheden i top, og med stor politisk erfaring fra 12 år i kommune og regionsrådet i Region Sjælland. Hun er medlem af Danske Regioners bestyrelse og formand for regionernes klima- og miljøudvalg.

Stærk

Hun er simpelthen en stærk spiller, som lytter til de små kommuner samtidigt med, at hun er en dygtig politiker. Der skal en fast hånd på rattet - og det har Camilla - sammen med et stort hjerte og et indblik i, hvordan livet leves uden for storbyerne.

Camilla Hove Lund kommer til Bornholm d. 11. november for at møde bornholmerne og høre om de udfordringer, der er på Bornholm.



Følg debatten på facebook!






FÅ ABONNEMENT