Kærligheden hidser sig ikke op

TRO OG EKSISTENS

 

Kærlighedens kendetegn

I denne serie interviewer Bornholms Tidende øens præster om kærlighedens kendetegn, som bliver beskrevet i ”Kærlighedens højsang” i Paulus’ Første Brev til Korintherne, kapitel 13, vers 4-8:

"Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op."

Allerede fra parkeringspladsen kan man høre, hvordan noget raser inde i skoven. Det er også voldsomme vandmængder, der bogstaveligt talt finder afløb derinde i Døndalen, hvor Danmarks største vandfald findes. Her er det let at falde i og fare op, for den smeltede sne har gjort stierne irriterende smatglatte, men smukt ser det ud, da frimenighedspræsten Anders Solgaard bevæger sig forsigtigt ind i den store sprækkedal mod kilden til den højlydte brusen for at tale om, at kærligheden – ifølge Paulus - ikke hidser sig op. Men hvordan kan Paulus egentlig skrive det, når selv kærlighedens største gerningsmand - Jesus - blev vred flere gange ifølge Det Nye Testamente?

– Paulus skriver faktisk også "bliv blot vrede, men synd ikke". For det er ikke vreden i sig selv, der er problemet. Det handler mere om, hvad man bliver vred over, hvilke bevæggrunde der ligger bag vreden, og hvordan den så kommer til udtryk, siger Anders Solgaard og ser ned i åvandet, der skummer hvidt og vildt over de skarpe klippestykker i vandet.

Velanvendt vrede kan faktisk være et fremragende våben mod uretfærdighed, mener den unge præst. Da Gud blev vred i Det Gamle Testamente, var det også for at stoppe menneskers ondskab, ligesom vi jo i dag er glade for, at nogen stoppede Hitler, fordi de blev forståeligt harme over, at han ville udslette jøderne. Men vrede kan især i form af hidsighed også hurtigt blive misbrugt.

– Når Paulus i kærlighedens højsang skriver, at kærligheden ikke hidser sig op, tror jeg, at det hænger sammen med, at der generelt er rigtig mange dårlige sider forbundet med hidsighed. Kong Salomon, som blandt andet har skrevet Ordsprogenes Bog i Det Gamle Testamente, skriver ret præcist, at "den hidsige bærer sig dumt ad". For det, der er galt med hidsigheden, er, at den får os til at opføre os dumt, og det kan føre til, at vi kommer til at såre folk omkring os. Jeg tror, mange af os har oplevet hidsighed hos venner, familie, kollegaer og helt sikkert også hos os selv, og selvom vi er forskellige, så er fællesnævneren for den opfarende adfærd, at den får os til at reagere på en uhensigtsmæssig måde, forklarer præsten og peger på den iboende forskel, der ligger i betydningen af de to beslægtede ord - hidsighed og vrede.

Hidsig som Anders And

Slår man op i ordbogen, beskrives vrede som en "stærk sindsbevægelse som følge af krænkelse, forurettelse, ondskab eller lignende", hvorimod ordet hidsig betyder at være letantændelig eller hurtig til at blive ophidset og vred. Hidsighed er altså den utæmmede vrede, som uigennemtænkt får frit afløb, og som ligger Gud fjernt. I Det Gamle Testamente står der nemlig ligefrem, at "Gud er sen til vrede".

– Det er altså igen ikke selve vreden, der er forkert, men hidsighedens uhensigtsmæssige følgevirkninger, forklarer Anders Solgaard og bringer sin navnebror Anders And ind i billedet:

– Vi kender vel alle Anders And som en værre hidsigprop, som slet ikke kan styre sin vrede, når han føler sig uretfærdigt behandlet. Derfor ligger han nærmest konstant i nabokrig med sin lige så hidsige og stædige nabo Knarvohrn. Og fordi de begge to er så hurtige til at blive hidsige, eskalerer deres konflikter lynhurtigt. Det begynder måske med, at Anders And kommer til at skyde en fodbold ind i Knahrvorns have og ramme Knahrvorn i hovedet, og et par sider senere i Anders And-bladet har de to naboer simpelthen oversvømmet hinandens huse eller sprængt deres haver i stykker, fordi de hele tiden handler alt for hurtigt og overdrevent på deres hævnlyst. Og det er netop hidsighedens bagside, at den hidsige så hurtigt kommer til at handle overilet, så konflikter optrappes. Men det at miste besindelsen er jo meget menneskeligt, tilføjer han i et smil.

Gud er altid kærlighed

Selv Bibelen er fuld af mennesker, der i ren og skær arrighed "taber hovedet", som man siger. Kain slog sin egen bror ihjel på grund af misundelse, og Moses blev morder i raseri over at se en israelit blive mishandlet som slave, ligesom Moses fem minutter efter sit topmøde med Gud på Sinaibjerget smadrede sine stentavler i raseri over at se sine landmænd danse om en guldkalv. Den ellers retfærdige bådbygger Noa forbandede sin egen søn langt væk, da sønnen afslørede Noa i at sidde nøgen og fuld i sit telt, mens Samson slog tusind mænd ihjel med en æselkæbe. Og på samme måde er kulturhistorien fuld af hidsigpropper fra sagatidens hævnlystne vikinger til Anders And og Emil fra Lønnebergs letantændelige far, Anton, der starter hvert afsnit med rasende at brøle ”Eeeeeeeeeeeeemiiiiill!”. Men er det sådan Gud ser på os, som sine evigt ulydige børn?

Nej, mener Anders Solgaard og peger i stedet på faderen i lignelsen om den fortabte søn, som løber os i møde og tilgiver os på stedet, når vi søger ham.

– Gud er altid kærlighed, og det, der kan gøre Gud vred, er, hvis nogen vil fjerne hans børn fra hans kærlighed. Derfor blev Jesus vred, da disciplene ikke ville lade de små børn komme til ham. Og derfor blev Jesus vred, da plattenslagerne foran templet ville tjene penge på de fromhedssøgende gæster i templet, der var kommet for at bede. For troen skal aldrig være nogens gode forretning. Guds kærlighed til os er gratis, men han betalte selv den dyreste pris for at have fællesskab med os, da han lod sin eneste søn dø for vores skyld. Og det beviser, at Jesus er kærlighed. For få dage efter Jesus væltede forretningsbordene foran templet, døde han jo for de samme menneskers skyld. Og dér på korset tilgav han straks sine egne bødler, hvor man ellers virkelig kunne forvente, at han blev vred over at blive mishandlet som uskyldig.

Man skal lære at sige fra

Men hvorfor tror du, at vi andre kan blive hidsige så hurtigt?

– Vrede virker ofte som et skjold, når vi bliver sårede, fordi det er nemmere at vende smerte udad i et angreb på andre end at mærke, hvor ondt det gør, når en anden siger noget sårende til os, siger præsten, da vi er nået frem til vandfaldet, hvor det vælter ud med vand i så voldsomme mængder, at det næsten er svært at gøre, hvad præster siger.

– Vrede kan også vise sig i afmagt, nærmest råber han.

– Den kan komme op i os, når vi føler, at vi ikke længere har kontrol over tingene eller ikke kan finde ud af et eller andet. Det kender jeg fra mig selv, når jeg skal forsøge at lave noget som amatørhåndværker. Og når det driller, kan jeg godt blive hidsig. Forleden ville jeg sætte et håndtag på en dør derhjemme, og da det ikke lykkedes, kom jeg til at vride det helt i stykker.

Men det gik jo ikke ud over nogen?

– Nej, kun min pengepung, griner han.

– For jeg måtte jo så købe et nyt dørhåndtag i Jem & Fix. Men det er jo også bare et eksempel på en lille hverdagsirritation, der kan få mig til at opføre mig lidt som Anders And. Men på et dybere plan tror jeg, at hidsighed skyldes, at de grænser, vi har sat for os selv, bliver overtrådt. Enten ved at nogen siger noget til os, som de ikke har taleret til at sige eller noget, hvor vi føler os forkert behandlet eller nogen, der griner af os, selv når vi gør vores bedte. Eller at vi bliver bedømt forkert og måske endda fordømt, så vi føler, at vi ikke bliver anerkendt og respekteret som mennesker. Og så får man måske ikke sagt fra overfor det i tide, og så ender det med, at det eskalerer, så det bobler over på en uhensigtsmæssig måde.

Empati i stedet for krig

Hvordan kan man så undgå det?

– Jeg tror, at det er sundt at kende sine egne grænser, og selv kristne har jo ret til at sige fra. Men man skal også lære at sige fra overfor sin første hævnimpuls. I skolegården lærte jeg selv at tælle til 10, når jeg blev såret eller provokeret. Det var den gyldne regel, der dengang tog dampen lidt af mig. Og hvis jeg i dag for eksempel får en mail eller en besked, jeg bliver vred over, så lader jeg den enten ligge til næste dag eller løber en tur og svarer så på den, når jeg kommer hjem. Det gør, at jeg får de værste følelsesudbrud på afstand og får lidt ro på, så konflikterne ikke eskalerer, siger han og smiler igen.

– Vi kan ikke være gode venner med alle, og det er også vigtigt at have en sund uenighedskultur, så man stadig kan tale pænt til dem, man er rygende uenig med. Og i stedet for at fare i flint med det samme, når man bliver såret eller provokeret over et eller andet, tror jeg, at det er sundere at turde vise sin sårbarhed. Man bliver jo ofte vred, fordi man faktisk bliver ked af det. Og hvis man turde vise sine sande følelser til den anden, ville man måske finde empati i stedet for krig, hvis man turde at lade facaderne falde en smule. Prøv det af og se, hvad det gør ved dine relationer, siger han, da vi går tilbage langs åen mod parkeringspladsen, og han stopper op med en sidste pointe.

– I stedet for at finde på en sårende replik, man kan sende retur, tror jeg, at det ville gøre underværker, hvis vi turde erkende vores egne fejl og mangler. Kun Gud er perfekt. Men alligevel blev han selv i smerten i stedet for at blive vred, da han selv blev angrebet. Det kan vi lære noget af, siger præsten, idet vi finder ud af skoven, mens lyden af det rasende vandløb bliver svagere og svagere.

 

Blå bog

Anders Solgaard. Født 1993. Vokset op i Tanzania som dansk missionærbarn. Bachelor i teologi fra Dansk Bibel-Institut. Præst i LM-kirken Østbornholm.