Kærligheden søger ikke sit eget

TRO OG EKSISTENS

Kærlighedens kendetegn

I denne artikelserie interviewer Bornholms Tidende øens præster om kærlighedens kendetegn, som de beskrives af apostlen Paulus i Det Nye Testamente.

"Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op".

Sneen glimter i solens skær omkring den bornholmske borgruin Lilleborg, som nedefra synes at være vokset helt sammen med naturen. Men bevæger man sig op på den 16 meter høje klippeknude, kan man stadig se resterne af borgens solide mure, bygget af store kampesten. Og så er det nemt nok at forestille sig, hvordan den lille borg med udsyn til sø og skov har været et godt sted at søge i skjul for vind og vejr og kulde – og måske ubudne gæster. Men også i dag er murene et værn for vinden, da frikirkepræsten Helle Rønne Samuelsen har taget turen op til resterne af den gamle fæstning for her at dele sine refleksioner omkring det syvende af kærlighedens kendetegn, som ifølge apostlen Paulus er, at "kærligheden ikke søger sit eget".

– Det kan måske lyde mærkeligt i en moderne lykkeridderes ører, at man ikke skal søge sit eget. For i vores præstationssamfund bliver det jo opfattet som et helt naturligt personligt mål, at den enkelte først og fremmest skal bygge sig selv op som menneske og finde sin egen vej i livet, siger hun, da vi er nået til tops på klippeknuden og stopper op ved de grå stenmure for at finde lidt læ. For heroppe kan man virkelig mærke, at der vitterligt er koldt på toppen. Men det ligger i menneskets natur at stræbe opad, mener hun.

– Menneskeligt set kan vi hurtigt komme til at føle, at vi som udgangspunkt ikke er noget værd. Man taler jo også om, at man skal vise sit værd. Derfor kommer vores liv tidligt til at handle om hvilket potentiale, vi har, og hvordan vi kan booste det, så vi kan vinde anerkendelse, respekt og magt hos andre mennesker og dermed nå så langt som muligt, koste hvad det koste vil, siger hun.

Lykken findes ikke i egoismen

Livet kan på den måde føles som én stor konkurrence fra begyndelsen.

– Vi bliver også nærmest opdraget til at tænke sådan, og derfor kan det være både fristende og nærliggende at komme til at tænke på andre mennesker som et middel til at nå sit eget mål, så det kan virke helt fornuftigt at søge sit eget. For at søge sit eget er netop at tænke på sig selv først, forklarer Helle Rønne Samuelsen.

– Så er det, at man i enhver given situation vurderer "what's in it for me?" og spørger sig selv: "Kan det betale sig for mig at have med den her person at gøre?" Man tænker som i en byttehandel, at hvis jeg giver noget, hvad kan jeg så få til gengæld?

Har du eksempler på, at du selv har søgt dit eget?

– Ja! udbryder præsten prompte.

– Det må jeg indrømme. Det tror jeg, at alle mennesker, og i hvert fald mig selv inklusive, har. Måske var det for mit eget vedkommende endda endnu mere udtalt, da jeg var yngre, for der tænkte jeg netop meget på, hvor langt jeg kunne komme, og hvordan jeg kunne vinde respekt og anerkendelse hos andre mennesker. Der var jeg helt sikkert en af dem, der søgte sit eget, bekender hun og holder en pause i ordstrømmen.

– Vi tror på den løgn, der hedder, at hvis vi blot søger vores eget og får flere penge, mere magt eller flere likes, så finder vi nok lykken og får fred i sindet. Men det gør man ikke, fastslår hun og tilføjer, at meningen med livet, lykken, freden – eller hvad vi vil kalde det – findes dér, hvor vi ser bort fra os selv og er noget for nogle andre.

Helle Rønne Samuelsen. Foto: Berit Hvassum

Kærlighedsillustrationen

– Man tror, man finder værdighed i at booste sig selv, og måske endda på bekostning af de andre, men i virkeligheden findes værdigheden der, hvor vi formår at løfte blikket væk fra navlen og hen på en anden, siger hun og ser op.

– Når vi er ægte empatiske, og ikke dyrker relationen for egen vindings skyld, men for den andens skyld. Lige dér findes allermest værdighed, og der praktiserer vi det grundlæggende i kærlighedens væsen. For kærlighedens væsen er at være udadrettet. Kierkegaard siger ligefrem: "Kærligheden har ikke forstand på sit eget".

– Det vil sige, at kærligheden ikke er selvoptaget, men beskæftiger sig med det, der ligger ud over en selv. Kærligheden ser den anden som en, der har værdi i sig selv, og ikke som en der skal opfylde mine behov. Men den anden har værdi i sig selv og skal behandles som sådan. Kærligheden elsker ubetinget, ikke betinget af hvad jeg kan få, men ubetinget.

Er det så Guds kærlighed, du der beskriver?

– Helt sikkert, forsikrer præsten og peger på Jesus som den store illustration af, hvad sand kærlighed er. For han søgte ikke sit eget. Men derimod inkarnerede Gud sig selv. Han blev et menneske, der viste os kærlighed i ord og gerning og til sidst døde på grund af ubetinget kærlighed for os, uden nogen vinding selv.

– Det er jo UDLEVELSEN af kærlighed.

Hvordan kan vi selv blive bedre til at søge vores eget i mindre grad?

– Ved at indse, at egoisme er en blindgyde. For vi bliver alligevel aldrig mættede af kun at søge vores eget. Også selv om man virkelig giver den gas med at søge sit eget og kun prioriterer ud fra, hvad man kan få ud af dit og dat. Det gør os simpelthen ikke lykkeligere.

Velsignelsen i selvforglemmelsen

Det beskriver H.C. Andersen også i eventyret om Tepotten, der i begyndelsen kun tænker på sig selv og tror, at den er finere end alle andre, indtil den går lidt i stykker og bliver givet bort til en kone, der tigger madfedt. Hun bruger den som urtepotte og lægger jord i potten – det er for en tepotte at dø. Men i jorden lægger hun et løg, og løget spirer, og det gror, og tepotten siger så: "Løget spirede, jeg så det, jeg glemte mig selv i dens dejlighed, velsignet er det at glemme sig selv i andre." For da forstod den, at selvoptagethed ikke fører til andet end en følelse af tomhed, fordi man netop kun er helt optaget af sig selv. Men det, der giver livet mening, er at fylde sig med andre, mener også Helle Rønne Samuelsen.

– Livets mening handler ikke om at hæve sig over andre. Berømte mennesker kan jo være mindst lige så ulykkelige, og der findes mange skræmmeeksempler på mennesker, der har fået en masse likes på de sociale meder og en stor anseelse, men i virkeligheden er helt tomme indeni, fordi det er en falsk vej at gå, hvis man gerne vil finde fred i hjertet. For egoisme fører i virkeligheden kun til ensomhed, tænker jeg.

Kærligheden kalder os tilbage til en anden vej, hvor vi finder tilbage i fællesskabet, mener Helle Rønne Samuelsen, der selv er præst for Rønne Vineyard, der har sloganet "Vil du være med?" For at lave kirke er at dyrke fællesskab med både Gud og andre, mener hun.

– Først i fællesskab med andre forsvinder følelsen af tomhed. Jeg tror, vi virkelig længes efter fællesskabet, men det kan være svært at finde i vores tid, fordi vi alle sammen har et projekt, som hedder "MIG", der drejer sig om at få så meget ud af mit liv og mit potentiale som muligt. Man vil fremstå som en flot facebookprofil, der kan give mange likes, så folk virkelig kan se, at man er noget værd. Men det falder tilbage på fejlopfattelsen af, at vi ikke er noget værd fra begyndelsen, siger hun, mens vi forsigtig bevæger os ned af den isglatte borgbakke.

Kærlighedens lys

Men Guds kærlighed giver os et sikkert fundament at stå på, mener hun, ligesom Kong David i salme 62 faktisk skriver om Gud, at "Kun han er min klippe og min frelse, min borg, så jeg ikke vakler".

– Gud giver os et sikkert sted at stå i livet, fordi han viser os, at vi allerede er noget, før vi har bevist noget som helst. Vi er allerede uendelig meget værd i hans øjne. Vi er hans elskede børn, og når man forstår det og mærker det helt ned i hjertet, bliver det også klart, at kærligheden slet er ikke en konkurrence. For vi er alle sammen allerede elskede af Gud, siger præsten og tilføjer:

– Og jo mere vi kan gribe af Guds kærlighed, som viste sig i praksis gennem Jesus, jo mere kan det lykkes os at gøre det kontraintuitive – ikke at søge vores eget. For intuitivt søger vi vores eget. Men i mødet med hans kærlighed kan vi bedre sætte os ud over os selv og være noget for hinanden, både som mennesker, i en kirke, i et ægteskab og i en familie og så videre. Men det, tror jeg, er en daglig kamp. Jeg er selv ved at snuble i det her hele tiden, siger præsten, da hun faktisk er ved at glide lidt på den vinterglatte borgsti:

– Man vågner op og har helt automatisk lyst til at søge sit eget, men så skal vi huske, hvor højt vi er elskede af Gud. For det kan give os modet til at løfte blikket og genopdage hinanden. I en kirke skal man derfor også helst parkere egoet udenfor, så det kan handle om at hengive sig til den store fællesnævner, som er Guds ubetingede kærlighed til os.

For den kærlighed flytter vores ellers usunde fokus, mener hun.

– I kærlighedens lys bliver det pludselig ikke vigtigt, om jeg menneskeligt set lykkes eller ej. Det afgørende er, at jeg lever i det, der står i velsignelsen: "Herren velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig". For når jeg lever i det lys, altså i lyset fra Guds kærlige ansigt, så kan jeg være grim og dum eller ikke grim og dum, men det er faktisk ikke det afgørende. For i hans øjne er jeg allerede elsket og meget værd, siger hun og folder et stort smil ud i vintersolen, der får sneen til at glimte som små diamanter.

Blå bog

Helle Rønne Samuelsen. Født 1976. Uddannet teolog fra Københavns Universitet, hvor hun også har læst filosofi. Hun er landsleder for missionsorganisationen "OM Danmark". Hun har tidligere været præst i frikirken København Vineyard, og er nu sammen med sin mand præst og medstifter af Rønne Vineyard. Sammen har parret tre børn.