Peter Juel-Jensen efter jagerfly-drama: 'Det kommer tæt på'

Peter Juel-Jensen efter jagerfly-drama: 'Det kommer tæt på'
Det er lyden af frihed at høre jagerfly over Bornholm, siger Peter Juel-Jensen. Arkivfoto: Jacob Jepsen
FORSVAR | Mandag 29. september 2025 • 18:00
FORSVAR | Mandag 29. september 2025 • 18:00

Politiet modtog mange henvendelser fra bekymrede borgere søndag aften. Men Forsvars- og beredskabsordfører Peter Juel-Jensen føler sig tryg ved, at forsvarets jagerfly var i luften.

Telefonerne ringede "mange gange" hos Bornholms Politi søndag aften, da to jagerfly fløj over øen.

– Vi kan bekræfte, at der har været to F-35-fly over Bornholm som en del af afvisningsberedskabet, sagde vagtchef Alexander Voltov.

Samme aften udtalte vagtchef Thomas Elsgaard til TV 2, at et jagerfly "først har fløjet den ene vej ind over øen og derefter den anden vej tilbage igen".

Mandag morgen bekræftede Bornholms Politi det igen over for Tidende, men politiet kunne mandag eftermiddag ikke oplyse yderligere og henviste til Forsvarskommandoen.

I en pressemeddelelse oplyser Forsvaret, at der ikke blev konstateret noget usædvanligt, da to kampfly søndag aften var på vingerne over Bornholm og Østersøen.

"Vi er vant til det"

Medlem af Folketinget og forsvars- og beredskabsordfører Peter Juel-Jensen (V) vil til gengæld gerne sige noget om jagerflyene.

– Jeg ved jo ikke meget mere end alle andre, siger han, men fortsætter så alligevel med at tale i fire minutter uafbrudt:

– Der er ingen tvivl om, at det kommer tæt på. Men det kommer ikke tættere på, end det har været før, fordi vi jo alle sammen har været vant til igennem rigtig mange år, at afvisningsberedskabet indimellem går på vingerne.

Peter Juel-Jensen understreger flere gange, at det ikke nødvendigvis betyder, at dansk luftrum er blevet krænket.

I løbet af i år til og med 31. maj har afvisningsberedskabet været aktiveret 33 gange - alle gange over Østersøen.

– Vores afvisningsberedskab virkede i går, mener Peter Juel-Jensen.

– Der er nogen, der forsøger, og det må de altså ikke lykkes med, at undergrave tilliden til vores institutioner, der skal passe på os. Og derfor bliver vi tvunget til at rykke sammen i bussen. Så jeg er rigtig glad for, at afvisningsberedskabet var på vingerne.

Det er dog endnu uvist, hvorfor jagerflyene fløj rundt over Bornholm søndag aften, og forsvars- og beredskabsordføreren er ikke blevet informeret om årsagen.

Lyden af frihed

USA's præsident, Donald Trump, har for nylig opfordret Nato-landene til at skyde russiske luftfartøjer ned, hvis de krænker Natos luftrum. Derfor håber Peter Juel-Jensen, at man når at stoppe alle fly, der er på vej ind i dansk luftrum, inden de krydser grænsen, så det ikke ender med en egentlig luftrumskrænkelse.

– I mine øjne og ører er det lyden af frihed, når jeg hører de danske F-16- eller F-35-fly hen over Bornholm, siger Peter Juel-Jensen.

– Fordi så ved jeg, at man passer på os, og det er jeg rigtig glad for. Så kan der være mange gode grunde til, at de flyver deroppe. Det har jeg knap så meget behov for at vide, fordi jeg er mere interesseret i, at de er opmærksomme på, at vi er en del af Danmark, og man selvfølgelig også skal passe på Bornholm.

Synes du ikke, at man skylder bornholmerne en forklaring, når kampfly pludselig flyver over øen?

Peter Juel-Jensen svarer, at man ikke ved, hvad der sker bag lukkede døre, og han opfordrer til, at man har tillid til institutionerne.

– Det handler jo også om, at man i de oplysninger, man giver ud, ikke blotter sig. Altså, vi er jo i gang med at ændre lidt på opstillingen, siger han.

– Og vi har måske også fået noget hjælp udefra til lige at sikre, at vi er endnu mere oppe på beatet. Så der er en ny opstilling af brikkerne, og den tror jeg godt, man vil holde skjult længst muligt - for ikke at vise kortene.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT