Franz Bomberg og Steen Thomsen leverede både virtuositet, charme og et repertoire spækket med klassikere.
For mig, og måske også for alle de andre, der overværede ”Hat & Briller” i Ældre Sagens Månedens Musik d. 24.9.Franz Bomberg kendte jeg allerede fra Havz. Han har også været vikar i Rønne Byorkester, en fremragende vikar. Men hans trompetklang og musikalitet var alligevel en dejlig overraskelse.
Vi var nogle, der diskuterede, om han er øens bedste trompetist eller blot én af de bedste.
Hans medspiller på guitar, Steen Thomsen – ikke at forveksle med Ældre Sagens lokale formand - var også en dejlig overraskelse. Musiker og komponist med en spændende musikalsk fortid.
Som dreng spillede han klarinet i Tivoli-Garden, men da han hørte Beatles blev han en passioneret guitarist. Siden blev han en kendt guitarist og komponist og har blandt andet spillet i Lars Lilholt Band.
Bredt repetoire
”Hat & Brillers” repertoire er meget bredt. Med indledende fortællinger og sang fra begge fik vi jazznumre som ”I Can’t Give You Anything, but Love”, ”Dinah” og ”Yes Sir, That’s My Baby”, og sange som Charlie Chaplin’s ”Smile”, ”Dream a Little Dream” og “Alley Cat” af Bent Fabricius-Bjerre.
Inden de spillede “Godfather”, kunne Steen Thomsen fortælle en drabelig historie om "Godfather"-filmens fotograf. Filmen blev optaget i Sicilien. Fotografen Gordon Willis blev selv udsat for at overfald af én fra Mafian, som stjal al hans fotoudstyr.
Vi fik også et smukt, melodisk nummer af Steen Thomsen, ”Shadow Waltz”, hvis begyndelse faktisk mindede om ”Godfather”.
Det var en uforglemmelig eftermiddag, og publikum krævede da også et ekstranummer, ”Lyse Nætter”, som folk sang med på.
"Kulturelle oplevelser"
"Kulturelle oplevelser" er Tidendes serie, hvor almindelige borgere kan fortælle om deres oplevelser. Der er ikke tale om anmeldelser, men netop om personlige oplevelser.