Når staten begunstiger nogle frem for andre

SYNSPUNKT | DEBAT | Mandag 29. september 2025 • 15:30
Af:
Karsten Høgild
direktør
Arbejdsgiverforeningen KA
Jens Paaske Klausen
landsformand
Venstres Ungdom
SYNSPUNKT | DEBAT | Mandag 29. september 2025 • 15:30

Vi ønsker ordnede forhold på arbejdsmarkedet

I Danmark er vi med rette stolte af den danske model. Den bygger på, at løn- og ansættelsesvilkår som udgangspunkt aftales ved forhandlingsbordet mellem arbejdsmarkedets parter og ikke dikteres fra Folketinget. Men modellen står og falder med aftalefriheden, som betyder, at både arbejdsgivere og lønmodtagere frit kan vælge, hvem de indgår aftaler med – og på hvilke præmisser.

Venstres Ungdom og Arbejdsgiverforeningen KA deler et fælles ønske om ordnede forhold på arbejdsmarkedet.

Vi tror på, at stærke fællesskaber er nødvendige for at sikre fair løn og gode arbejdsvilkår. Men vi tror ikke på, at den traditionelle fagbevægelse og de store arbejdsgiverorganisationer skal have monopol på at bestemme spillereglerne.

Når politikerne på Christiansborg eller arbejdsmarkedets traditionelle aktører giver forrang til de traditionelle røde fagforeninger, så undermineres både lønmodtagernes og arbejdsgivernes frie valg og derved kortsluttes aftalefriheden.

Den danske model bliver med andre ord reduceret til en lukket klub, hvor nogle organisationer tildeles privilegier, mens andre – selv med landsdækkende, kollektive og anerkendte overenskomster – ekskluderes. Det er ikke en moderne model, men en skævvridning, som ingen i længden kan være tjent med.

Det var desværre det vi så hen over sommeren, da SVM-regeringen gav den traditionelle fagbevægelse eksklusivret i forbindelse med en ny certificeringsordning om udenlandsk arbejdskraft.

KA er anerkendt

Arbejdsgiverforeningen KA har gennem årtier forhandlet overenskomster, der er lige så kollektive, landsdækkende og anerkendte som overenskomster indgået af de røde organisationer.

KAs overenskomster er således anerkendt af Arbejdsretten og blandt andet skrevet ind i Taxaloven og Godsloven og dermed en integreret del af den danske model. At overse disse aftaler – som mange virksomheder og ansatte er en del af – er ikke blot urimeligt, men også udemokratisk og på kant med aftalefriheden.

Friheden svækkes

Når staten begunstiger nogle arbejdsgiverforeninger og fagforeninger frem for andre, så svækkes ikke blot fagforeningsfriheden, men selve aftalefriheden.

Det betyder, at balancen på arbejdsmarkedet tipper, og at virksomheder og medarbejdere reelt mister indflydelse. Den udvikling er i særlig grad bekymrende i en tid, hvor de røde fagforeninger oplever en massiv medlemsflugt. Hvis aftalesystemet kun hviler på organisationer i tilbagegang, så risikerer hele modellen at miste sin folkelige legitimitet.

Eftersyn nødvendigt

I Arbejdsgiverforeningen KA og i Venstres Ungdom ønsker vi at bevare den danske model – men det kræver, at vi tør give den et eftersyn.

Den skal afspejle et moderne arbejdsmarked med større diversitet blandt både virksomheder og arbejdstagere. Det indebærer respekt for, at man kan organisere sig på forskellig vis – og at overenskomster indgået af andre end de traditionelle spillere har samme legitimitet

Debatredaktørens bemærkning

Arbejdsgiverforeningen KA (tidl. Kristelig Arbejdsgiverforening) er en dansk tværfaglig arbejdsgiverorganisation, der bygger på det kristne livs- og menneskesyn.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT