Kærligheden tåler alt

TRO OG EKSISTENS

Kærlighedens kendetegn

I denne artikelserie interviewer Bornholms Tidende øens præster om kærlighedens kendetegn som de beskrives af apostlen Paulus i Det Nye Testamente.

"Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op."

Vinden hvæser i støvregnen omkring Nordeuropas største borgruin Hammershus, der mod dagens grå himmel står som et stille tegn på både robusthed og forfald. For nok har resterne af det over 800 år gamle, smukke slot overlevet mangt og meget, men havde det ikke været for en gennemgribende restauration, som man påbegyndte i slutningen af 1800-tallet, havde den røde ruin været i en anden forfatning, end den vi ser i dag. For alt skabt er i forfald, som den danske digter Søren Ulrik Thomsen også skriver om i sin digtsamling "Det skabtes vaklen".

Ting går med tiden i stykker, og det kan vi – billedligt talt – også gøre som mennesker, før tidens tand tager os. For ligesom vind og vejr skaber sprækker i selv de tykkeste mure, kan vi med vores ord og opførsel rive hinanden itu. Selv "et hjerte kan gå i tusind stykker", som sangeren Anne Linnet har sunget. Og ifølge skilsmissestatistikkerne går hvert andet ægteskab også i opløsning, så hvad mener Paulus egentlig med, at kærligheden tåler alt?

– Når Paulus skriver det, tænker jeg, at han først og fremmest skriver om Gud. For som Johannes skriver i et af sine korte breve, er Gud kærlighed. Og han tåler alt, siger sognepræsten Elon Lauterlein, mens vi vandrer rask ad grusstien, som fører op til det, der ligner resterne af et eventyrslot, men Guds kærlighed er altid intakt, fortsætter præsten.

– Og det er i det lys, vi må forstå Paulus' portræt af kærligheden, som altså er Gud. Men den fuldendte kærlighed, Paulus beskriver, kan vi aldrig selv leve op til, men den kan blive et ideal for os andre, forklarer han.

Gud er ikke allergisk

Når kærlighedens højsang ofte læses op ved bryllupper, er den således ikke tænkt som en manual, som brudeparrene forventes at kunne efterleve. Men den smukke tekst siger noget om, hvad det er for en kærlighed, Paulus taler om og inviterer os ind i. Og det er en guddommelig kærlighed, som ikke falmer eller forandres. Heller ikke når vi selv mislykkes i at elske og tåle hinanden, forklarer sognepræsten.

– Det er jo meget oppe i vores tid at tale om, hvad man kan tåle, og hvad man ikke kan tåle rent fysisk, om man for eksempel kan tåle hvedemel, mælk osv. Vi undersøger hele tiden, hvad vores krop kan tåle. Hvis man spiser noget, man ikke kan tåle, kan man blive dårlig af det eller i værste fald dø, hvis man for eksempel spiser en giftig fluesvamp.

På samme måde kan vi være overfølsomme over for forskellige ting i vores relationer til hinanden, mener Elon Lauterlein.

– En, man har haft et nært forhold til, kan pludselig blive helt utålelig at være sammen med, som man siger, og det kan ende i retssager og bitre opgør, så den før så kærlige relation dør.

Men med Gud er det lige omvendt. For vi er aldrig utålelige for Gud. Han tåler os altid, og han tåler endda vores mislykkethed, vores ukærlighed og vores ligegyldighed. Gud er heldigvis ikke allergisk over for mennesker, tværtimod, smiler sognepræsten.

– Det er jo det, som er hele åbenbaringen i kristendommen. At Gud elsker og tåler verden så meget, at vi slet ikke kan fremprovokere en overfølsomhedsreaktion hos ham, så han ikke længere tåler for store mængder af os.

Elon Lauterlein. Foto: Jacob Jepsen

Gud kalder på os

I Det Gamle Testamente betones det dog, at Gud er hellig, så han godt kunne virke utilnærmelig. Templet var derfor også indrettet med et forhæng, og det kun var ypperstepræsten, der én gang om året gik derind for at rense forholdet mellem Gud og mennesket. Men når der i Det Nye Testamente står, at Gud elskede verden så meget, at han sendte sin eneste søn til os, så får vi et andet billede af Gud. Jesus kom os så nær, at han vaskede sine disciples beskidte fødder.

– Det viser jo, at Gud sagtens tåler os, så måske er det mere os, der kan føle, at vi ikke rigtig tåler ham. Men Gud inviterer os hele tiden ind i sit fællesskab. Hele Det Gamle Testamente er historien om, hvordan Gud forsøger at genoprette forholdet til sit folk Israel, der igen og igen og igen kommer på afveje. Men den overskyggende og grundlæggende fortælling er, at Gud kalder menneskeheden tilbage. Det begynder allerede i skabelsesberetningen, hvor Gud kalder på Adam og Eva efter syndefaldet. Og sådan tror jeg også, at han kalder os andre tilbage til sig.

Men mange af os kan – som Adam og Eva – stadig bevidst eller ubevidst gemme os og distancere os fra Gud.

– Jeg hører som præst mange historier om, at folk kan være skuffede over Gud, fordi de måske havde en forventning om, at Gud ville gribe ind i deres situation, eller at livet ikke skulle være så kaotisk, som det blev. Og livet kan jo også virke uretfærdigt sommetider, siger han, da vi omsider er nået op på toppen til det gamle bygningsværk, der har kendt bedre dage.

– Livet udfordrer os til at tåle meget forskelligt, men Hammershus er jo et godt billede på, at livet ændrer sig, og at man skal kunne tåle den forandring i livet. Vi forfalder selv, og det gør andre omkring os også, så vores forældre for eksempel bliver gamle og måske demente. Det skal man kunne tåle og ikke tage det personligt, hvis ens gamle farmor for eksempel ikke kan huske, hvem ens børn er. For kærligheden bør jo ikke forsvinde, selv om vi forandrer os.

Kan man sige, at det at skulle tåle noget altid er forbundet med ubehag?

– Ja, det kan man godt. For når der er et behov for, at vi tåler noget, så er det som regel, fordi tingene ikke er, som man gerne vil have det, og det kan der være noget ubehageligt i. Livet er ikke altid, som vi drømmer om, men så må man håndtere den pågældende udfordring og situation, så godt man kan, siger præsten, der selv kan få presset sine grænser for, hvad han kan tåle i hverdagen.

– Jeg har for eksempel svært ved at tåle oplevelsen af, at folk ikke hører, hvad jeg siger. Det er ofte i forhold til mine børn, som jeg jo bare burde kunne rumme. Men sommetider hidser jeg mig også op, når jeg synes, at de er umulige, eller jeg bare selv bliver overfølsom. Man har jo et ideal om, hvad man burde kunne tåle, men i det praktiske liv reagerer man jo ikke altid med heroisk ro, men bagefter tænker man – 'det der burde du godt kunne have tålt', fortæller han og tilføjer, at konsekvensen, når vi ikke tåler noget i vores relationer i små såvel som større ting, er, at der kommer nogle sprækker, noget afstand, nogle små 'cracks' i forholdet. Men hvis der er kærlighed mellem to personer, kan vi vælge hinanden.

– Det er det, kærligheden trods alt kan i os. Vi kan vælge hinanden til igen og kæmpe for kærligheden og forsøge at tåle de skuffelser og sår, vi er kommet til at give hinanden.

Betyder det at tåle noget så, at man ikke giver op?

– Ja, at man måske ikke lige giver op med det samme, siger han og vender igen tilbage til parforholdsrelationen.

– Man kender jo ikke fremtiden, når man forelsker sig og på den måde vælger et andet menneske til, og man har alle mulige forestillinger om, hvordan det skal blive. Og der kan man mange gange blive slemt skuffet. For i begyndelsen tænker man ikke på, at der faktisk kan være forskellige ting, man ikke kan tåle ved hinanden.

Guds polyfilla

Når et forhold er værst, kan det føles som at være under vandet, så man ikke kan trække vejret, og det kan man kun holde til en tid, mener præsten. Men grundlæggende har han den overbevisning, at det at tilbringe tilstrækkelig tid sammen spiller en afgørende rolle i forhold til bedre at kunne tåle hinanden.

– Vi er forskellige og udvikler os forskelligt hele tiden, og hvis man ikke har tid til at lære hinanden at kende og tid til at følge hinanden, kan man pludselig vågne op og tænke: "Hvem er det, jeg bor sammen med, og hvor er den person, jeg forelskede mig i?" Og så kan der hurtigt komme revner i et forhold, og hvis man ikke er opmærksom på dem, går vi i stykker, for vi tåler ikke alt. Men det gør Gud til gengæld. Han tåler både de brudte relationer, vores sorg og alt det, vi ikke har kunnet tåle, og som har givet ar på sjælen, siger Elon Lauterlein og kaster et blik på de gamle sten i murene omkring os, som holdes sammen af mørtel, inden han tilføjer:

– Der findes en ret smuk keramikkunstart, hvor man udfylder revnerne i flængede skåle med guld, så man på den måde samler skålen igen. Det giver nogle ret flotte kunstværker. Og det er samtidig et smukt billede på, at i de revner, i den knuste skål, der kan Gud få lov til at komme ind og hele os eller udfylde de revner, der er i vores liv, de ting, vi ikke kan tåle.

Så der kan der komme noget Gud-polyfilla ind?

– Ja, det kan der, griner præsten, som vist synes, sammenligningen med spartelmasse er lidt til den skøre side.

– Men billedet viser meget sandt, at vi ikke er alene i vores skrøbelighed, og vi er ikke alene i det, vi ikke kan tåle, siger han, mens vi forlader Hammershus og må tåle det ubehagelige vejr med buldrende blæst og en kold regn, der er taget til i styrke, mens de gamle robuste mure stadig står fast oppe på borgruinen.

– Livets revner kan måske også give nogle åbninger i vores liv, som på den ene side gør rigtig ondt, men på den anden side åbner op for, at Gud er til stede der, siger præsten og peger på, at Gud på den måde kan vende vores skrøbelighed til noget smukt, når han får lov til at kitte os sammen med sin kærlighed.

Foto: Jacob Jepsen

Blå bog

Elon Anders Enevoldsen Lauterlein. Født 1980. Uddannet præst og kirketjener. Ansat som præst i Allinge. Blev ordineret præst i 2017, hvor han blev præst i Grønnevang og Ellebæk Fængsel, hvor han var præst i tre måneder. Er gift og har tre børn.