Kærligheden bærer ikke nag

TRO OG EKSISTENS

Kærlighedens kendetegn

I denne artikelserie interviewer Bornholms Tidende øens præster om kærlighedens kendetegn, som de beskrives i ”Kærlighedens højsang” fra Det Nye Testamente.

Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op.

”Når mit regnskab det ska’ gøres op, så tror jeg nok, Vorherre får en prop, for jeg har syndet, så det stod i stænger, men det vil jeg ikke længer’”

Sådan sang den folkekære sangskjald Kim Larsen bundærligt i en af sine sidste sange – ”Den lige vej” – som et moderne ekko af Brorsons gamle salme ”Kom, hjerte tag dit regnebræt” fra 1732. For den store pietistiske salmedigter og biskop Hans Adolph Brorson (1694-1762) levede med samme forestilling om et regnskab, der skal gøres op med Vorherre: ”Hvad har du gjort de mange år, du har i verden levet?” som han selvanklagende skrev i salmen, der dog ligesom Kim Larsens moderne bodssang ender i et håb om Guds nåde og miskundhed. Og den kan man også roligt regne med. For Gud er slet ikke på den måde bogholder, fastslår den bornholmske sognepræst Pernille Bolø, da vi går rundt i Paradisbakkerne tæt på Ibsker jagthytte og lægger vejen forbi et af hendes yndlingssteder – en lysning i skoven med en kæmpemæssig altersten, som omkranset af et par ældgamle egetræer allerede blev betragtet som et helligt sted i den førkristne tid.

– Jeg synes, det er så fint at kunne gå herind og blive mindet om, at her har boet mennesker siden urtiden med en forestilling om, at der findes noget større end os selv, siger hun og lader blikket vandre omkring, da vi står foran den enorme stenblok, som er fyldt med små fordybninger, såkaldte skålgruber, som har været brugt til offerskåle for at gøre guderne tilfredse. For også i den asetroende tid eksisterede tanken om, at man hos guderne blev holdt til regnskab for sine handlinger.

Gud er ren kærlighed

Men når Paulus i Kærlighedens højsang skiver, ’at kærligheden ikke bærer nag’, så er det altså også Guds natur, han beskriver.

– For Gud er ren kærlighed, siger Pernille Bolø med et let smil, idet hun går rundt om alterstenen.

– Går man ned i den græske grundtekst, så betyder det ’at kærligheden ikke at bære nag’, at ’kærligheden ikke holder regnskab over det onde’. Og det synes jeg giver et andet indtryk i forhold til det at bære nag. For det betyder, at kærligheden ikke fører regnskab. Kærligheden er ikke logistiker. Og skal vi prøve at forstå Guds sindelag, er det altid godt med et barnebillede, siger hun og uddyber:

– Når vores børn gør noget dumt, så er det, der gør mest ondt på os, som oftest det, de gør ved sig selv. Når vores søn eller datter for eksempel snyder eller lyver eller tager den is, de fik at vide, at de ikke måtte tage, er det ikke sådan, at vi tænker: ’Nu skal du godt nok levere en undskyldning, og ellers tager jeg hævn’. Vi tænker derimod: ’Hvor er det dog synd for dig, at du gør det her, for nu har du dårlig samvittighed, og du kan måske ikke sove i nat, og du tror, at der sker alt muligt forfærdeligt med dig’. Det er alt det, de får at bære på, og som gør, at de ikke kan være fuldt ud sig selv, der bedrøver os som forældre.

Det er præcis den omsorg, Gud har for os, når vi dummer os, mener Pernille Bolø.

– Gud kan i princippet være ligeglad. Han er Gud og går ikke i stykker. Men fordi han fuldt ud er kærlighed, og fordi han elsker os, så gør det ondt på ham at se, når vi gør noget, der ikke er godt for os, så vi ødelægger vores eget liv.

Pernille Bolø. Foto: Berit Hvassum

Nag er en byrde

Ser vi bort fra, hvordan vi måske i forældrerollen i små glimt kan ligne Gud lidt, så er vi som mennesker ellers ret gode til at holde regnskab over den ondskab eller uretfærdighed, som måtte være overgået os. For der skal ikke altid så meget til, før vi kommer til at bære nag til vores medmennesker, mener hun.

– Jeg er selv ekspert i at bære nag, ryger det ud af sognepræsten.

Hvad kan du bære nag over?

– Det kan for eksempel være små oplevelser af ikke at blive hørt eller af at føle mig overset eller situationer, hvor jeg har gjort et stykke arbejde, som ikke bliver anerkendt. Det kan være ALT! Og hvis jeg er træt og sulten, så bliver det endnu værre, siger hun og flækker ansigtet i et selvironisk smil.

Men at bære rundt på alle de negative følelser er ikke sundt for os. Nag er en byrde, vi bærer rundt på, en ekstra sten i rygsækken. Det skader os. Ordet nage kommer meget sigende af ordet gnave. Det æder af dig, påpeger Pernille Bolø.

– Vi bliver gladere mennesker, når vi kan stille rygsækken fra os og slippe af med det had eller den bitterhed, som vi bærer rundt på.

Kærlighed er et arbejde

Hvordan kan vi så holde op med at bære nag?

– Det er et arbejde og en proces. Det er ikke en magisk ting, som sker over natten, men det kan vi nemt komme til at glemme. Og jeg tror, at hovedproblemet med den måde, det er oversat til dansk på, er, at det at bære nag har vi en tendens til at opfatte som en følelse. Og så siger vi: ”Du skal bare lade være med at have den følelse”. Men det kan man jo ikke, griner hun afvæbnende.

– Man kan ikke bare kommandere sine følelser væk. Vi kan ikke stille krav til vore følelser, men vi kan stille krav til vores handlinger. Det er også utroligt svært for mig selv forstå, at man godt må gerne være sur, mens man gør det rigtige, smiler hun og tilføjer.

– Når man arbejder på at tilgive andre, udfører man helligt arbejde. Det er som at plante såsæd, og så må Gud med sin kærlighed udføre den forvandlende kraft, så der pludselig skabes nyt liv. Men kærligheden må handle. Den må aldrig bare være en tom teori, ligesom Paulus også taler om, at man er et rungende malm, hvis man har al visdom, men ikke har kærlighed. Men hvis man ikke skal holde regnskab over det onde, hvad skal man så? spørger hun og svarer selv:

– Så skal man det modsatte, det vil sige, at du skal holde regnskab over det gode! Du kan ikke rigtig gøre noget ved de følelser, der opstår indeni dig, men du kan godt tælle dine velsignelser. Undersøgelser viser faktisk også, at man simpelthen bliver gladere som menneske, hvis man skriver en taknemmelighedsdagbog. For det giver lykke at huske det gode i livet.

Et godt sted at gå hen

Selv Gud glædede sig lige fra begyndelsen – ifølge Bibelen – også over sit skaberværk, som han så var godt. Og fra begyndelsen kan man også læse, at Gud er en handlende Gud.

– Han nøjes ikke med at tænke og føle, men er faktisk en meget muskuløs og energisk og kreativ og håndterende Gud, som har hænderne med i sit skaberværk. Profeterne var også ofte fysisk i gang. Og når Jesus helbredte folk, havde han også tit hænderne i gang. Jesus var handlingens mand, han var kærlighedens gerningsmand, og det bør vi andre også lære af, påpeger hun, mens hun igen kaster et blik på den gamle altersten, som til gengæld ikke er ældre end Bibelen.

– Jeg synes, at Bibelen er et rigtig godt sted at gå hen for at få råd om de her ting, fordi det er nogle tekster, som er leveret til os fra før bronzealderen. Og Bibelen er fuld af mennesker, der har haft slåskampe med livet og præcis alle de ting, vi føler – jalousi, misundelse og nag og had, vrede og bitterhed og alle de der ting. Alle de menneskelige følelser er jo ikke en ny opfindelse, der er kommet i vores tid, dem har mennesker altid sloges med. Og de ældgamle bibeltekster er blevet leveret videre til os som en dyb livserfaring af, at der bør være en sammenhæng mellem forståelse og handling.

Det er ikke nok at være ”troens hører”, men må også være dens gører, som der står i Bibelen. På samme måde må man også arbejde med sig selv, så kærlighed netop ikke bare bliver en teori, men også bliver ført ud i livet.

– Min mor sagde også altid, at hun ikke gav noget for fadervor, hvis den bøn ikke blev ført ud i hænderne, siger hun og bringer igen taknemmelighedsdagbogen på banen.

– Hvis man for eksempel bærer nag til sin ven, kollega eller ægtefælle, så kan det hjælpe at notere de gode ting ned, som din ægtefælle eller kollega gør. For eksempel fem ting om dagen. Og det kan jo godt være bittesmå ting, men det virker!, siger sognepræsten.

Et mildere syn

Selv bruger hun også sin morgenbøn til at formilde sit syn på både sig selv og andre.

– En del af min morgenbøn hver morgen er at bede om hjælp til at se mig selv sådan, som Gud ser mig, fordi hvis jeg kan se mig selv så kærligt og omsorgsfuldt, som Gud ser mig, så bliver det også nemmere ikke at bære nag over alt det, jeg selv gør forkert, siger sognepræsten, som på den måde hver morgen beder om den samme nåde og miskundhed, som Kim Larsen engang sang om.

– Det er den ene del, jeg vil gerne have hjælp til i min morgenbøn, og så vil jeg gerne have hjælp til at se på de andre, sådan som Gud ser dem. For det er jo med samme milde blik, der ikke bærer nag, siger hun, da vi forlader den tunge altersten, som også kan vække mindelser til den offersten, som løven Aslan ofrer sig eget liv på for sine venner – som et billede på Jesus – i C.S. Lewis’ Narnia-fortælling, der understreger, at det ikke er os selv, der betaler prisen for det måske dårlige regnskab, vi efterlader os. For den pris har Jesus allerede betalt. Og han bærer ikke nag, men tilgav allerede på korset sine bødler.

Blå bog

Pernille Bolø. Født 1971. Opvokset på Grønland med hendes danske forældre. Uddannet teolog og har desuden en bachelor i jura. Præst i Svaneke Ibsker Bodilsker sogn og Christiansø sogn siden 2017. Har desuden en bachelor i jura. Har tidligere arbejdet indenfor reklamebranchen og som selvstændig tekstforfatter. Er gift og har to børn.