Kærligheden tror alt

TRO OG EKSISTENS

Kærlighedens kendetegn

I denne artikelserie interviewer Bornholms Tidende øens præster om kærlighedens kendetegn, som de kommer til udtryk i ”Kærlighedens højsang” fra Det Nye Testamente.

"Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op."

Langs Hammerknuden lidt nord for Hammershus ligger en mindre og mere undselig ruin – nemlig Salomons Kapel, der nærmest er vokset sammen med naturen. Kun antydningen af et alter og stenvæggene står tilbage som ældgamle rammer for bøn på stedet, mens kapelloftet således nu er erstattet af Guds egen himmel.

Kapellets kystnære beliggenhed kan formentlig forklares med, at området i det 13. århundrede har indbudt til sildefiskeri, men teorierne om hvem, der byggede kapellet, er ligeså mangelfulde, som ruinen fremstår i dag. Ifølge den overleverede historie skulle kapellet dog ikke have fået sit navn efter Kong Salomon fra Bibelen, men en italiensk helgen af samme navn, fortæller filosofihistorikeren Johannes Aakjær Steenbuch, som har sat os i stævne på dette "troens sted" for at tale om, at kærligheden tror alt. Men hvad i alverden mener Paulus egentlig, når han i "Kærlighedens højsang" skriver, at "kærligheden tror alt"? Er det virkelig en fortale for troskyldighed og blåøjethed?

– Ja, det er jo umiddelbart svært at forstå, indrømmer Johannes Aakjær Steenbuch i den hårde forårsvind på vej til kapellet.

– For betyder det, at kærligheden så er naiv, og at den tror hvad som helst, nogen prøver at bilde den ind? Eller at man ikke må være kritisk og blot skal slå hjernen fra? Men ser man det i sin sammenhæng, tyder meget på, at dette ikke er tilfældet, mener han.

– I Paulus' optakt til "Kærlighedens højsang" er han – interessant nok – netop selv meget kritisk. Men det, han er kritisk overfor, er de bevægelser, som dyrker forestillingen om at have en særlig indsigt i tingene, en særlig gnostisk bedrevidenhed. Han er skeptisk overfor dem, der tror, at de har gennemskuet tingene. Så siger han: læg de vanvittige teorier, I har, på hylden og forsøg at holde fast i kærligheden i stedet for at dyrke mistilliden. For mistillid er det modsatte af tro.

Mistillid er en synd

Tro er ifølge filosofihistorikeren ikke bare antagelser eller formodninger om, hvordan tingene hænger sammen. Tro er tillid.

– Det kan være en personlig tillid, man har til nogen eller noget. Men det kan også være en tillidserklæring, ligesom det også kan betyde trofasthed, at man er tillidsfuld eller trofast overfor noget. I en mere objektiv forstand kan det endda være et argument eller et bevis, som er tillidsindgydende. Så ifølge Paulus er kærligheden ikke bare naiv og godtroende, som man ellers umiddelbart godt kunne tro. Pointen er nok snarere, at forudsætningen for at have tillid, og forudsætningen for, at der kan være kærlighed, er, at vi lægger bånd på vores mistillid, forklarer Johannes Aakjær Steenbuch, som mener, at mistillid er synd i sin grundform. For synd er den mistillid til Gud og mennesker, der opstår, når vi spiser af "træet til kundskab om godt og ondt", som vi gør, når vi gør os til dommere over os selv, Gud og andre mennesker.

– Tillid forudsætter orden. Mistillid opstår, når der sættes spørgsmålstegn ved den orden, vi tager for givet, siger filosofihistorikeren, som mener, at mistilliden har særligt gode vilkår under coronakrisen:

– Når et samfund er under pres og i krise, så florerer der mærkelige teorier om, hvordan verden hænger sammen. Det ser vi også nu under pandemien, hvor der er dukket mange nye konspirationsteorier op.

Men hvor går grænsen mellem mistillid og sund skepsis?

– Den gode form for mistro kan kendes på, at den udspringer af kærligheden. En sund skepsis forsøger at vedligeholde tilliden. Konspirationsteorier er derimod ikke bare et spørgsmål om at have forskellige meninger, som vi i al mindelighed kan være enige om at være uenige om. Konspirationsteorier drives af en fundamental mistillid til verden som sådan.

Foto: Jacob Jepsen


Tillid kræver ydmyghed

Det kan selvfølgelig godt være svært at vurdere, hvornår den enkelte teori bare er et alternativt verdensbillede, og hvornår det er udtryk for noget, man med rette kan kalde en konspirationsteori. Men ofte kommer det i en pakkeløsning. Folk, der tror på en konspirationsteori, tror ofte på flere, forklarer han.

– Hvis man benægter, at corona eksisterer, eller hvis man tror, det er en jødisk sammensværgelse styret af rumvæsener eller øgler fra det ydre rum, som står bag viraen, som der er nogle, der hævder, så er det ikke usandsynligt, at man også mener, at jorden er flad osv. Og den slags vrangforestillinger kan hurtigt opstå, hvis man tror, at sandheden altid er det modsatte af den officielle forklaring. Sådan kan en grundlæggende mistillid hurtigt slå over i en naiv tiltro til egen dømmekraft.

Så man mangler ydmyghed?

– Ja, det kan man sige. Tillid forudsætter en ydmyghed, og at man ikke har en alt for stor tiltro til sin egen evne til at gøre sig til dommer over andre. Ydmyghed er noget andet end den skepsis, der hele tiden vil sætte spørgsmålstegn ved menneskers tiltro og tillid til Gud og hinanden. Ydmyghed er blandt de højeste teologiske dyder, fordi ydmyghed gør os åbne for sandheden, men uden at vi gør den til vores ejendom.

Hvad er konsekvensen, hvis man lever sit liv i en grundlæggende mistillid?

– Det er jo, at kærligheden bliver umulig. For kærligheden forudsætter tillid. Kærligheden tror alt. Man kan jo aldrig vide, hvem man møder. Men man kan aldrig komme i forbindelse med mennesker, hvis ikke man har en snert af tillid. Hvis du møder et menneske på din vej og straks tror, at han eller hun vil dig ondt, så skynder du dig videre. Så kommer du aldrig til at stå i relation til det menneske, så kommer der aldrig nogen kærlighed i stand der. Grundlæggende mistillid er heller ikke en vej til indsigt, den kommer gennem tillid og kærlighed. Kristendommen er derfor også det modsatte af alle de konspirationsteorier, for den viser vejen til sandheden, som jo er Jesus selv.

Alt i alle

Mistillid er således kærlighedens modsætning, for den skaber afstand til Gud og mennesker, fortæller Johannes Aakjær Stenbuch og minder om, at Gud er kærlighed, og kærlighed er tillid.

Det viste Jesus selv med eget eksempel, da han natten før sin henrettelse tillidsfuldt bad "ske ikke min vilje, men din". For kærlighedens væsen er tillidsfuld, men også trofast.

– Og når vi siger, at Guds kærlighed tror alt, så kan vi tale om, at Gud er den kærlighed, der skaber alt igennem sin trofasthed. Paulus taler også om i 1. Korintherbrev, at Gud til sidst skal blive "alt i alle". For fordi Gud er trofast, så skal hans kærlighed til sidst omslutte alt. Igennem sin trofasthed skaber han alt og fører alting frem til dets fuldendelse, siger han og kaster igen et blik på kapelruinen, der har kendt bedre dage.

– Vi har ikke i os selv evnen til at skabe, som Gud skaber, men vi kan tage del i Guds skabende kærlighed: Det kan ske i det små ved, at vi i stedet for at vise mistillid viser tillid, og vi der, hvor der er splittelse og så videre, prøver at genoprette tilliden.

Hvordan tror du, man kan blive mindre mistroisk?

– Den teologiske vej er jo at lytte til, hvad Paulus siger og høre, hvad Jesus fortæller om, hvordan tingene fungerer i Guds rige, og så øve sig på at tage del i det.

Det er nok også derfor, en flok gudfrygtige fiskere engang byggede et kapel her for at øve sig i. Men som Salomons kapel i sig selv minder om, kan bøn også være en vej ud af mistillidens greb.

– Bøn skaber et grundlæggende bånd. Det kan godt være, at mistilliden ikke forsvinder, men den bliver dog afvejet af noget andet, fordi man får en fornemmelse af, at Guds kærlighed omfatter både mig selv og den person, jeg har mistillid til, og derfor er der alligevel et fundamentalt fællesskab på spil.

På den måde behøver mistilliden ikke blive det absolutte eller det, der definerer forholdet, men kan blive gjort til noget sekundært og måske mindre væsentligt.

– Når Jesus siger, vi skal bede for vores fjender, er det ikke for, at vi kan lære at have tillid til vores fjender, men den mistillid, vi har til vores fjender, bliver mindre absolut ved det. Den kommer heller ikke til at definere os selv på den måde. Men når man beder for sine fjender, skal det ikke være på sådan en hyklerisk måde, men en bøn, hvor man på en eller anden måde prøver at sætte sig ind i deres sted og forstå dem som mennesker, der har brug for Guds kærlighed.

Blå bog

Johannes Aakjær Steenbuch. Født 1982. Cand.mag. i filosofi. Ph.d. i patristik, studiet af kirkefædrene. Arbejder i dag som redaktør og skribent på bøger og artikler. Han har sit eget lille forlag – Forlaget Apophasis. Flere af hans bøger er også støttet af baptistkirken i Danmark, ligesom han selv fungerer som forkynder og menighedsmedlem i Baptistkirken på Bornholm. Privat er han gift med Laura Cæcilie Jessen, der er sognepræst i Nylars og Vestermarie. Sammen har de en datter.