Jens Kofoed, Melsted-borger gennem 69 år: Vi skal benytte og beskytte naturen

SNAK MED CHEFREDAKTØREN

Jens Kofoed er født i Melsted for 69 år siden og har altid boet i byen. Det vil sige, han havde en kort afstikker til København for at studere biologi – men det gik ikke, og så vente han tilbage til Melsted i 1973.

– Jeg sagde til Kirsten: "Jeg kan ikke undvære dig. Jeg kan heller ikke undvære Bornholm. Så nu flytter du med mig hjem til Melsted!".

Og det gjorde hun.

Jeg fik engang det råd
at bruge 90 procent af tiden
på at nyde livet.
Og kun 10 procent på at
hidse mig op over dumheder.

Når vi vandrer gennem byen, virker det, som om han enten selv har boet i alle husene eller også har hans familie – mor, far, farmor, farfar, onkel.

Melsted er udgangspunktet for den erfarne naturvejleders iagttagelser af menneskets behandling af naturen. Og det er præcis det emne, han har valgt for en vandretur fra havnen og lidt ud af byen.

– Sidste år kom der enormt mange mennesker, der gik forbi mit hus her på stien, forklarer Jens Kofoed, som har været formand for både Dansk Ornitologisk Forening og Friluftsrådet på Bornholm.

– De kommer oppe fra sommerhusene og skal ud at vandre. Og det er godt – men mange har hund med. Og jeg synes godt, de kunne have dem i snor. Og samle hundelortene op.

Benyttes og beskyttes

Sætningen er typisk for Jens Kofoed. Det er helt i orden, at vi mennesker bruger naturen. Men vi skal gøre det med omtanke.

– Naturen må gerne benyttes, siger han.

Med den rimende tilføjelse:

– Men den skal også beskyttes.

Få hundrede meter fra hans hjem ligger et piletræ. Det har ligget der i 64 år. Og han bruger det til at registrere klimaforandringerne.

– Jeg kan se, at vandstanden i Østersøen stiger. For der bliver flere og flere år, hvor vandet når op til træet.

Vi er på vej væk fra havnen – ud mod mågekolonien på klipperne.

Nu spørger jeg dumt …

– Kom bare …

Hvorfor stiger vandet i Østersøen?

– Fordi varmt vand fylder mere end koldt vand. Det er den globale opvarmning. Og hvis du spørger torsken, så er det et større problem for dem end de sæler, der æder torsken.

Igen en tankevækkende iagttagelse, der lige twister chefredaktørens naturforståelse.

Lystfisker skræmmer svane af reden

Sådan er Jens Kofoed. Klog på naturen – og fuld af pointer, der overrasker lytteren.

Vi er på vej ud af Melsted langs havnen. Jens Kofoed udpeger Gule Skær, Gule Klippe og Sorte Skær, der er yndede pladser for mange lystfiskere. Som altid ser Jens Kofoed først det lyse:

– Det er skønt for dem, at de kan stå der. Måske ser de en havørn, de kan fotografere. Måske fanger de en havørred.

Stormmågerne ankom i lørdags og har indtaget kolonien nede på klipperne. De kommer hertil i foråret fra strækningen mellem Den Engelske Kanal til Biscayen. Jens Kofoed lærer børnene på lejrskolen, at de ikke må tage ungerne op. Foto: Jens-Erik Larsen

Og så kommer konstateringen af, at noget godt kunne være lidt bedre:

– En dag stod der en fisker hele dagen ved Gule Skær. Men knopsvanen har også en rede der. Og fiskeren skræmte svanen væk. Æggene blev kolde, og der kom ingen unger det år.

– Jeg har set det samme med en ynglende hvid vipstjert i klipperne – og med en stor flagspætte, der ikke kunne komme til at fodre sine unger, fordi nogle voksne skulle dyrke træklatring!

En af Jens Kofoeds moraler er, at man jo altid kan lave love og regler. Men det var bedre, hvis reglerne ikke var nødvendige.

– Vi kan regulere alt. Men det havde nu været bedre, hvis folk bare selv tænkte sig om.

– Det gælder jo også, hvis du sidder og nyder din hvidvin, og du ser en ængstelig vipstjert. Så har den nok rede der. Så kunne du måske flytte dig og vinen lidt.

Børn på lejrskole fanger mågeunger

Stormmågerne ankom i lørdags og har indtaget kolonien nede på klipperne. De kommer hertil i foråret fra strækningen mellem Den Engelske Kanal til Biscayen.

Den mest berømte er mågen Mogens, der i nu 30 år hvert år er landet på Jens Kofoeds tag, hvor den bygger rede i vinklen mellem paptaget og skorstenen.

Der er typisk tre æg og derpå tre unger i rederne i kolonien. Og når ungerne løber rundt på klipperne, er de udsatte – for mennesket ved ikke altid, hvordan det skal opføre sig.

– Børnene oppe på lejrskolen fanger jo ungerne. Børnene leger på klipperne, og det er godt. Men så opdager de, at ungerne er nemme at fange. Og det er superspændende.

Når mennesker gør noget,
der skal lyde smart
på engelsk, så er de i gang
med at benytte naturen
– uden at beskytte den.

Jens Kofoed afbryder sig selv.

– Hørte I det? En hættemåge.

– Jeg siger til børnene, at de skal sætte ungerne tilbage, præcis hvor de tog dem. De gør det jo ikke for at være onde. De ved bare ikke bedre.

Mink skal udryddes helt

Som flere andre bornholmere, der har vandret med chefredaktøren, har Jens Kofoed også minken højt på listen over ubehageligheder.

Han har set en hunmink, der skulle fodre fem unger, systematisk rydde hele kolonien i Melsted for stormmågeunger.

– Hver dag, hentede den en ny portion. Til sidst var der ikke flere.

Derfor mener Jens Kofoed, at der skal laves en organiseret bekæmpelse af vilde mink, nu alle minkfarme er lukket. Det har han også skrevet til Miljøstyrelsen.

Den mink, der et år ryddede kolonien, fik også sin sag for.

– Jeg ringede til min fætter og min onkel, der er jægere. Og da minken ville flytte, fordi der ikke var flere mågeunger, skød de den og alle fem unger.

– Der skete så det, at politiet kom kørende fra Rønne med fuld udrykning. Det tog kun 15 minutter for dem. Det var blevet anmeldt, at der var skyderi på havnen i Melsted.

Dynamisk, autentisk og divers

Vi passerer nogle skanser, hvor kommunen netop har fældet en masse krat.

Jens Kofoed er kritisk over for projektet. Maskinen, der kører hen over krattet, er tung, og den sætter dybe spor i den våde jord. Og krattet skulle have lov at stå, mener han.

– Før blev skanserne afgræsset af får, men de er her ikke mere. Så nu kører kommunen maskinen hen over.

Jens Kofoed har tre begreber, som han vejer op imod hinanden, når han vurderer naturens kvalitet.

– Natur skal være dynamisk, autentisk og divers.

Jens Kofoeds budskab er enkelt: Tag hensyn. Til stort og småt: "Hvis du sidder og nyder din hvidvin, og du ser en ængstelig vipstjert. Så har den nok rede der. Så kunne du måske flytte dig og vinen lidt". Foto: Jens-Erik Larsen

Og det dynamiske ville her være, at lade krattet stå og lade landskabet skifte karakter. Det ville tilmed være mere autentisk og øge diversiteten. Altså fuld plade på alle tre parametre.

– Ja, de burde bare lade krattet stå. Men mennesket kan ikke lide, at naturen ændrer sig. De vil bevare et åbent landskab. Det, synes jeg, er helt forkert. Naturen skal have lov til at ændre sig, siger han – og konkluderer:

– Krat betyder, at den toppede skallesluger kan bygge rede. Så ville vi måske få 10 reder og ikke bare to.

Alt det smarte på engelsk

Vi vender rundt og går tilbage mod Melsted. Undervejs har Jens Kofoed flere eksempler på nogle af hans yndlingsaversioner.

– Alt det, der skal hedde noget på engelsk. Rappelling, mountainbike, paddleboard. Altid noget smart på engelsk.

Og det er ren alarm for Jens Kofoed.

Vi kan regulere alt.
Men det havde nu været bedre,
hvis folk bare selv tænkte sig om.

– Når mennesker gør noget, der skal lyde smart på engelsk, så er de i gang med at benytte naturen – uden at beskytte den.

– Åbenbart har mange voksne mennesker ikke fået leget færdig i barndommen!

– Se på rappelling ved Opalsøen eller Moseløkken. De risikerer meget nemt at skræmme en vandrefalk væk fra reden.

Jens Kofoed peger til højre på et stendige.

– Det kaldte vi for Grønne Rende, da jeg var barn. Når du havde været ude at fiske og skulle ramme havnen rigtigt, skulle man sigte på Grønne Rende.

Skræver af klipper

Han kommer i tanke om en gammel historie.

– Den klippe der, den slog min oldefar skærver af for at tjene lidt penge. I starten af 1900-tallet. Så kom kommunen og stoppede ham. Man huggede bare løs af klipperne. Man glemte også dengang at beskytte naturen.

Vi er kommet tilbage til havnen. Jens Kofoed kunne fortælle videre hele dagen. Vi har lige lært, at Melsted betyder stedet med den vandrende klit. Mel står for mile, der er klit. Byen står på sand. Engang skulle der graves kælder ud til onkel Luis hus – hvilket afslørede, at der lå et helt hus nede i sandet. Det er i dag gravet fri og kendt som "Huset under Jorden".

– Sandet havde begravet huset, og ingen anede det lå der. Nu er det gravet frit og ligger som et fritliggende underjordisk hus.

90 procent nydelse

Melsted er blevet mere populær de seneste år. Turisterne fylder havnen hvert år. Og Jens Kofoed frygter, at arealet mellem hans hus og havnen skal blive omdannet til parkeringsplads.

Han har ingen tiltro til, at gæsternes sunde fornuft er nok til at afholde dem fra at parkere i græsset.

– Der må vi nok ty til regulering. Jeg håber, kommunen vil sætte et skilt op med parkering forbudt.

Jens Kofoed ved godt, han risikerer at gå og lyde alt for sur. Derfor har han en regel, han prøver at efterleve.

– Jeg fik engang det råd at bruge 90 procent af tiden på at nyde livet. Og kun 10 procent på at hidse mig op over dumheder.