'Jâ læser ønte bonasprøjtan!'

SLÆGTSFORSKNING

Dynerne var så tunge, at de næsten ikke kunne løftes, altmuligmanden klippede de gamles hår, og nattevagterne fik 50 kroner for en hel nat. Tag med tilbage i tiden, da bedstefar Thorsen boede på Nylars Plejehjem.

Han havde en gammel cerutkasse med mønter i. Den åbnede han, når han skulle give os penge, så min storebror og jeg kunne hente øl til ham i Nylars Brugs. Han var med på det første hold ældre, som rykkede ind på Nylars Plejehjem i 1966.

Min bedstefar Harald Theodor Thorsen var ikke meget mere end midt i tresserne, da han flyttede ind med kommode og sine få ejendele. Han var glad for Rød Tuborg, en snaps og gerne nogle piller, som kunne bedøve de dårlige nerver, som han havde lidt under det meste af sit liv. Siden min mormors død i 1962 havde han boet på skift hos sine tre døtre. Det kunne ikke gå længere.

Min grandkusine Susanne Laursen har fortalt mig historier om, hvordan hendes morfar og min bedstefar (han hed altid bedstefar – aldrig morfar) fik sig en snaps sammen, da de to svogre boede sammen på plejehjemmet – og det var da også flest mænd, der rykkede ind:

"De første beboere, der flyttede ind, fejlede ikke noget særligt. De var bare gamle og var kede af at bo alene ude i husene," fortæller Lucie Ipsen, som arbejdede som sygeplejerske på Nylars Plejehjem i 30 år og fortsætter: "Når beboerne flyttede ind, blev deres møbler desinficerede og pustet for møl i kælderen. De fleste af deres dyner var så tunge, at vi næsten ikke kunne løfte dem ved skift."

Fra plejehjemmets start. Her ses lederen af Nylars Plejehjem Edith Ipsen sammen med en af plejehjemmets første beboere, Julie Nielsen fra Vestermarie. Foto: Algot/Bornholmske billeder

Det var fint for de ældre mænd at få ordnede forhold, men det kunne også blive for meget engang imellem, fortæller Lucie: "Flere synes, der var alt for meget vask. En af de ældre mænd beklagede sig til en besøgende og sagde: "først så sæber de os ind, så det skummer over "hela rævkan" og vasker alt fedtet væk, og bagefter bliver vi smurt ind i creme, fordi huden er for tør. Og neglene er så korte, så jeg ikke engang kan rive mig, hvis det klør."

Plejehjemmet i Nylars, som aldrig hed andet end alderdomshjemmet i folkemunde, blev indviet i november 1966. Der var i starten 22 beboere, en bestyrerinde som havde vagt døgnet rundt, fire unge piger med kost og logi, to nattevagter på skift hver anden uge, som fik 50 kroner pr. nat:

"Det var en "stor" løn, som sognerådsformand Jens Brandt sagde. De kunne jo sove om natten. Og så var der en kokkepige, som havde en fridag om ugen, og hun skulle også sørge for at lave mad til sin fridag, så pigerne kunne varme den, når hun var væk."

En altmuligmand i ordets bogstavelige forstand, var der også: "Han pudsede vinduer, ordnede haven, vandede blomster, trak klokker op, tapetserede, gjorde rent i kælderen, klippede og barberede beboerne – også nogle damer, gik i brugsen, plukkede bær og meget andet."

Fisker Hans Christoffersen fra Arnager var den første, der flyttede ind på plejehjemmet: "Han var meget arbejdsom og havde sine meningers mod. Der var en i Nylars, der spurgte, om han ikke kunne lave lidt havearbejde. Svaret kom prompte: Tror De, man går på arbejde, når man bor i et hus til halvanden million."

Plejehjemmets beboere kendte deres tilhørsforhold, og Lucie husker en munter episode, da en ældre mand gik og ventede på sin avis: "Nogle beboere holdt Socialdemokraten (senere Bornholmeren) og andre Bornholms Tidende. En dag var Socialdemokraten forsinket, og jeg sagde til en, der gik og ventede på bladet: "Du kan læse Tidende i stedet. Svaret var: "Jâ læser ønte bonasprøjtan."

Lucie husker sine år på plejehjemmet som gode år med engageret personale. Det var en anden tid i starten, som hun siger:

"Vi mødte klokken 07.00, så var der fem minutters rapport, og så gik vi i gang. Når alle beboerne var vaskede, havde vi tid til "løjer." Hver fredag havde vi hyggeformiddag, hvor vi samledes i spisestuen, og så kunne vi finde på at klæde os ud, så de ikke kunne kende os, og beboerne sagde: "Hvad er det for løjerlige kvindfolk, de der." Vi slog katten af tønden, havde høstfest hvert år med indbudte gæster og Kofoeds Orkester, hvor vi dansede med kørestole."

En dag om ugen kom Tove Sonne til strik og hobby. Om sommeren, hvis det var varmt, fik Tove fat i en bil og kørte ud i det fri, og det var beboerne glade for, fortæller Lucie: "Det var bare noget, man gjorde, man spurgte ikke om så meget dengang, og man skulle ikke søge om så meget. Der var ikke lange behandlingstider. Havde vi f.eks. brug for en læge, så kom de med det samme, især Aakirkeby-lægerne."

Præsten fra henholdsvis Vestermarie og Nylars kom også på besøg på skift: "Hvis det var "horra-præsten" fra Nylars, Jens Arendt, så skulle en af damerne ikke have sin hvide pyntekrave på, for han kom i brune fløjlsbukser og gummi sko."

Lucie fortæller, at der skete meget i de sidste år, hun var på plejehjemmet: "Vi havde samme antal beboere, men vi fik mere og mere travlt. Nu blev der brugt meget mere tid på møder." Lucie gik på efterløn den 1. januar 2000.

Det er snart hundrede år siden, bornholmerne fik det første alderdomshjem, men det tog mange år med heftige politiske debatter, før de "Gamles hjem" ved Søndre Kirkegård i Rønne stod færdigt og blev indviet i 1923. Et slot som turisterne kaldte for "storslået," kan man læse i Bornholms Tidende i 1923, og som kostede den nette sum af 510.000 kroner.

Min bedstefar fik syv år på Nylars Plejehjem, før han døde i januar 1974.

Forstå din egen familie bedre med slægtsforskning

Dorte Kofoed har slægtsforsket i sin bornholmske familie i cirka 10 år, men det har først taget fart de seneste par år. Det er den bedste hobby, som hun nogensinde har haft, og når man nu ikke kan finde ud af at strikke, så er dette et glimrende alternativ til at glemme tid og sted, når man tager en tur med tidsmaskinen. Det har givet hende fantastiske oplevelser, hvor hun har besøgt sine slægtninge i Utah i USA, set den gamle træhytte, som hendes tip-tipoldefar levede i, da han emigrerede fra Arnager i 1882, har fået venskaber og slægtninge flere steder i verden og har oplevet en stor glæde ved de mange gamle gåder, som ligger og ulmer i slægterne, hvor skæbnerne fletter sig sammen på godt og ondt. Hun vil her i serien ”Forstå din egen familie bedre med slægtsforskning” dele ud af sine egne personlige historier og give tips og tricks til at slægtsforske. Kontakt hende gerne med spørgsmål og gode råd på: dortekofoed67@gmail.com