Hønsesalat uden mayonnaise begejstrede dommere

Hønsesalat uden mayonnaise begejstrede dommere
Dommerne smagte sig igennem 12 produkter i finalen om Sol over Gudhjem og Coops produktpris, som blev uddelt, selvom kokkekonkurrencen på Gudhjem Havn ikke blev til noget i år. Foto: Henrik Freek
Mandag 22. juni 2020 • 11:33
Af:
henrik-nielsen
Mandag 22. juni 2020 • 11:33
FØDEVARER

Der var grund til at kippe med det bornholmske flag, da Sol over Gudhjem og dagligvaregiganten Coop i weekenden uddelte Produktprisen, som plejer at være et fast element i kokkekonkurrencen på Gudhjem Havn. I år fandt prisuddelingen dog sted på Hotel- og Restaurantskolen i København, og interesserede kunne følge med på de sociale medier.

Eneste bornholmske islæt var Jean-Michel Grønnegård Deleuran, som står bag Rørt, der laver pålægssalater og sælger dem fra egen bod i Torvehallerne i København. Han stillede op i innovationskategorien med en hønsesalat uden mayonnaise, og det var noget, dommerne kunne lide.

– Jeg synes, det er et virkelig godt produkt. Jeg synes, det er dejligt, at der endelig er et produkt, som ikke er mayonnaisebaseret. Når man spiser det, føles det stadigvæk helt cremet og dejligt, som om det var et mayonnaiseprodukt, fordi det hele er så veltilberedt, og det er virkelig godt krydret også. Fantastisk, lød det fra dommer og kok Mikkel Maarbjerg, da han blev bedt om at bedømme Rørts pålægssalat lavet på dansk, økologisk kylling, danske, økologiske asparges og stegte kejserhatte i en puré lavet på stokkene og skrællerne fra aspargeserne, kartofler og brunet smør.


Længere holdbarhed

Dommerpanelet bestod af en håndfuld professionelle kokke og proceskonsulent Hanna Schaldemose fra Coop, og de gav sejren i innovationskategorien til Rørt foran Mark Hermann Chocolate og ISH Spirits.

– Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg har haft sindssygt travlt i den her uge, fordi vi åbnede i Torvehallerne igen, og der har været tryk på, så jeg har ikke forberedt en vindertale, men jeg er sindssygt glad. Nu skal jeg bare sætte fuld gas på det her med at få udviklet detaillinjen, sagde Jean-Michel Grønnegård Deleuran, da Mikkel Marschall fra Sol over Gudhjem afslørede Rørt som vinder af innovationskategorien.

I Torvehallerne i København sælger Rørt friskrørte pålægssalater med relativ kort holdbarhed. Da standen i hallerne lukkede på grund af corona, benyttede han lejligheden til at sætte skub i en ambition, han har haft siden begyndelsen, nemlig at lave noget, som også kan komme ud i detailhandlen.

– Holdbarhed er et af de første parametre, Coop spørger efter, når man kommer med et produkt, så jeg har lavet en pålægssalat, der er en hybrid mellem en pålægssalat og en rilette, hvor der ikke er nogen mayonnaise, og der slet ikke er nogen tilsætningsstoffer, men for at få den her holdbarhed, så er den blevet let pasteuriseret, forklarede han, da han præsenterede sit produkt.


En milliard gange bedre

Med ingredienser som kylling, asparges, brunet smør og kartofler syntes Mikkel Marschall, at det lød som en ret, der ville smage sindssygt godt på en restaurant, og de professionelle kokke i dommerpanelet var glade for at blive præsenteret for et alternativ til de klassiske mayonnaisesalater.

– Man kan smage råvarerne, du kan fornemme kødets struktur i hønsekødet og aspargesenes knæk. Det er der nogle, der kunne lære noget af, sagde Mads Battefeld.

– Man kan tage K-salaten ud og putte Rørt ind, og det smager bare en milliard gange bedre. Det er virkelig, virkelig godt det her. Jeg er glad for, at du har taget en hønsesalat med, for det er meget nemt at sammenligne med det, vi har i supermarkedet i dag, og folk burde få mod på at gå ind og købe en ordentlig hønsesalat nu, supplerede Simon Olesen, som driver smørrebrødsrestaurant.

FÅ ABONNEMENT