Det udfordrende vintervejr på Bornholm er ved at være ovre for denne gang. Det siger meteorolog ved DMI Bolette Brødsgaard til Tidende.
– Der kommer ikke så forfærdeligt meget mere sne, siger hun ved 16.30-tiden torsdag.
– Der kan være lidt flere snefnug, men den risikomelding, vi aktuelt har ude, retter sig mere mod vinden, som kan skabe fygning, men også vinden er ved at lægge sig, så når det sker, piller jeg varslet ned igen.
I løbet af natten til fredag kan meteorologen ikke love, at der ikke vil falde en smule drys af sne hist og her, men vinden vil have lagt sig og ikke bidrage yderligere til problemer, påpeger hun.