Der er blevet arbejdet fra morgen til midnat: Jimmi Persson har bygget Palæen om

Der er blevet arbejdet fra morgen til midnat: Jimmi Persson har bygget Palæen om
Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 10. MAR 2020 • 19:39
Af:
henrik-nielsen
| ABONNENT
10. MAR 2020 • 19:39
Baren er flyttet derhen, hvor toiletterne var tidligere. Toiletterne er flyttet derhen, hvor den tidligere lejlighed havde sit badeværelse. Hvor baren stod tidligere, er der en kyssebænk. Og sådan er der så meget, der er lavet om på førstesalen på Palæ Cafeen, hvor der i et par måneder har været adgang forbudt for gæsterne.

– Jeg gik i gang 6. januar, så det har taget et par måneder, fra morgen til midnat cirka, fortæller indehaver Jimmi Persson, mens han viser rundt i diskoteket.

For godt et år siden købte han Palæen, som gå i byen-stedet hedder i daglig tale. Inden da havde han forpagtet det i nogle år. Det kom i stand, da hans tidligere arbejdsgiver og Palæ Cafeens tidligere ejer Finn Mahler pludseligt døde. Det er også en del af forklaringen på, at det er nu, ændringerne er sket.

– Det er lidt sjovere at lave om på det, når jeg var besluttet på, at nu skulle det være mit, siger Jimmi Persson.


Bedre overblik

Inden Finn Mahler overtog Palæ Cafeen, havde den tidligere ejer Jacob Volqvartzen lejlighed på førstesalen. Da der blev indrettet diskotek, blev det tidligere badeværelse låst af, og der blev etableret nye toiletter i samme ende af lokalet. Nu er de toiletter væk igen, og der er lavet nye på det tidligere badeværelse.

– Der stod et spabad herinde og en gammel brusekabine. Det var et rum, der aldrig blev brugt, og så tænkte jeg, at det var bedre at smide toiletterne herind, og så få udnyttet pladsen lidt, så man fik en åben bar, siger Jimmi Persson.

Ombygningen har gjort baren til det centrale og har samtidig givet bedre overblik over hele rummet. Tidligere var der et hjørne, som personalet havde svært ved at se, og hvor gæsterne derfor kunne finde på at ryge og lave andre ting, som de egentlig ikke måtte, fortæller han.

 

Hjælp af familien

Arbejdet har Jimmi Persson udført i samarbejde med sin far og svigerfar. Faren kan lidt af det hele, og svigerfaren er tømrer , og udover praktisk hjælp er de gode til at konkretisere de ideer, der opstår i hovedet på Palæens ejer.

– Jeg er dårlig til at få det ned på papir, men så har jeg en svigerfar, som er ret god til at fange mine ideer, og som tænker, lidt ligesom jeg gør. Det gør min mor og far også, fortæller han.

Forældrene har Hotel Herold i Hasle og ved, hvordan tingene skal være.

– Så de er ret hurtige til at opfange mine ideer. Jeg er god til at smide mange bolde op i luften, og så er det ikke altid, jeg husker at gribe dem, men så er der nogle forældre, som støtter mig og siger, når noget er en god idé. De siger også, hvis det er en dårlig idé. Det får jeg tit at vide. Det får jeg oftere at vide, at nu skal jeg lige slå bremsen i, men de støtter mig altid.


Lidt mere liv

På væggene er der ny graffitikunst. Den har Ralf Monnerup lavet sammen med et par kammerater. Udover at være tatovør og graffitikunstner i København er han Jimmi Perssons svoger.

– Så ham fik jeg lige over i en weekend sammen med to af hans venner, og så fik de frit slag på væggene. Før havde jeg billeder hængende på væggene, men unge mennesker, der er fulde, de river tingene ned. Det giver også lidt mere i liv i stedet for at have de klassiske sponsorbilleder med Somersby, Carlsberg og Mokai. Det er lidt sjovere det her, siger han.