Cort har rettet blikket mod særlig etape

Cort har rettet blikket mod særlig etape
Magnus Cort er den ældste rytter på Uno-X Mobility-holdet i årets Tour de France, og den rutinerede bornholmer kører efter en etapesejr. Foto: Uno-X Mobility Cycling
SPORT | Fredag 4. juli 2025 • 16:32
Henrik Nielsen
Journalist
SPORT | Fredag 4. juli 2025 • 16:32

Lørdag begynder årets Tour de France, og Magnus Cort har udset sig en etape, hvor han kører efter sejren.

Lørdag begynder årets Tour de France, og endnu en gang er bornholmske Magnus Cort med i feltet, som i år kører fra Lille til Paris, hvor rytterne ankommer den 27. juli. Traditionen tro satser han på at vinde mindst en etape, og han har især en i kikkerten

"Magnus har sat sit største kryds ud for etape 15", fortæller Facebook-siden Magnus ConCort Nielsen, som arbejder tæt sammen med Magnus Cort.

15. etape går fra Muret til Carcassonne, og det vækker nok minder hos Magnus Cort og hans fans. Da han vandt sin første etapesejr i Tour de France tilbage i 2018, var det også på 15. etape, han kørte først over stregen i målbyen, som også dengang var Carcassonne. I 2022 var Carcassonne også målby på 15. etape, men Magnus Cort nåede ikke så langt. Efter 14. etape måtte han nemlig trække sig, efter at han var blevet syg med corona.

Selv om Magnus Cort i første omgang satser på 15. etape, regner han ikke med at slappe af i feltet indtil da. Magnus ConCort Nielsen fortæller nemlig, at den bornholmske cykelstjerne vil forsøge sig i udbrud, så ofte det giver mening, måske allerede på søndagens etape fra Lauwin-Planque til Boulogne.

Magnus ConCort Nielsen beskriver sig selv som siden, hvor man kan følge et af Danmarks store cykeltalenters udvikling. Men måske er Magnus Cort andet og mere end et talent i dag. Han er i hvert fald den ældste rytter, på det Uno-X-hold, der stiller op i årets Tour de France, og han har efterhånden vundet ni etaper i de tre store etapeløb, som foruden Tour de France er Giro d'Italia og Vuelta a España. Det gør ham samtidig til en af omkring 20 aktive ryttere, som har vundet etaper i alle tre løb.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT