Jacob Bjerring-Hansen har ikke noget imod, at der bliver spurgt, om Hjorths Keramikfabrik kan klare sig uden kommunen. Han havde bare gerne set, at Enhedslisten selv havde undersøgt sagen direkte.
– Det er naturligt nok, at spørgsmålet kommer. Hvis man ikke er inde i de udgifter, der er forbundet med en fredet bygning, forstår jeg godt, at spørgsmålet bliver stillet, siger han.
– Men man kunne måske også have ringet og spurgt. Man kunne måske også have fået et mere fyldestgørende svar ved at ringe.
– Det er fair nok at spørge, om der ligger et sparepotentiale på Hjorths Keramikfabrik. Og der vil mit svar være, at det gør der – men ikke uden at det går væsentligt ud over museets mulighed for eksempelvis af arrangere udstillinger af hele øens keramikscene, siger Jacob Bjerring-Hansen.
Hvis kommunen holder op med at støtte Hjorths Keramikfabrik, vil skaden for museet blive på et større beløb end de 331.000 kroner, som kommunen vil have sparet. For Hjorths Keramikfabrik er også afhængig af penge fra fonde – og for at få penge fra fonde vil fondene se støtte fra kommunen.