Handlekraftige miljøpolitikere efterlyses

KOMMENTAR | DEBAT | Søndag 6. juli 2025 • 19:00
Af:
Jan Eskildsen
Sandvig
KOMMENTAR | DEBAT | Søndag 6. juli 2025 • 19:00

Hvem vil hjælpe Kristendemokraterne?

I sin replik til Leif Olsen skriver Hans Ole Bech fra Kristendemokraterne om det vigtige i at beskytte grundvandet yderligere i de områder, hvor der er meget grundvand, og/eller hvor der er fare for, at grundvandet kan blive forurenet.

Det er jeg helt enig i.

Efter min mening burde det være det vigtigste for alle politikere at sørge for rent vand, gode boliger og sunde madvarer, til priser som alle kan betale.

Desværre har man ikke indtryk af, at de sager interesserer ret mange af vores ledende politikere, og DR har for nylig afsløret, hvordan Socialdemokratiet og Venstres miljøministre har svigtet i 14 år, – bortset fra at de på skift har haft miljøministerposten i mere end 30 år.

Kan man have tillid til dem?

For et par uger siden kunne man tro, at de Konservative ville gøre det bedre, da de har erklæret, at de vil være grønne. Nu har de så peget på en Venstre-mand som statsminister. Der røg den idé.

Det er blevet værre og værre

DR har afdækket, at danske kystvande er forurenet med dobbelt så mange miljøfarlige stoffer, som myndighedernes vurderinger har vist i årevis.

Forskere fra Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Geus har beregnet (offentliggjort 2025), at Danmark kunne spare mere end to milliarder kroner årligt ved at reducere mængden af nitrat i drikkevandet.

Nitrat

Nitrat i gødning er en del af den aktuelle realitet.

Spædbørn risikerer at blive blå på grund af nedsat iltoptagelse, og nitrat i drikkevandet øger risikoen for tarmkræft.

Hvert år får omkring 4.400 mennesker konstateret tyk- eller endetarmskræft, og det gør sygdommen til en af de mest udbredte kræftformer i Danmark.

Men årsagen fjernes ikke. Man sender konsekvens og regning videre til sygehuse og skatteborgere.

Måske vil nogen opklare, hvorfor nitrat er lovligt at bruge, og hvorfor menneskeliv og livstruende sygdomme betyder så lidt, at man ikke vil have det fjernet?

Der er nok at tage fat på, men hvilke partier på Christiansborg vil hjælpe Kristendemokraterne med at modvirke forurening af grundvandet overalt?

FÅ ABONNEMENT