Så gik der igen en håndfuld år, før Henning Moritzen, Lise Ringheim samt forfattere, blandt andet. Klaus Rifbjerg og Leif Panduro, indtog Bornholm i sommeren 1975. Nu ville de prøve lykken, denne gang på Rønne Theater.
”Regn med Sol” blev en stor succes ifølge alle overleveringer. En helt ung, lokal mand med teaterblod i årerne var medhjælper ude i kulissen. Han hed Søren Hauch-Fausbøll.
De gode skuespillere i 1975 var desværre i kløerne på nogle pengefolk, og derfor blev revysuccessen aldrig gentaget. Men siden fulgte andre:
Martin Miehe-Renard tog handsken op, og efter ham skuespilleren, instruktøren og tidligere teaterchef, Waage Sandø, som var så dygtig, at der fulgte lokale midler med fra både kommune og amt.
Søren Hauch-Fausbøll var med igen, nu som skuespiller. En ny, god samarbejdspartner blev kapelmester Lars Fjeldmose, som i alt har medvirket i mindst 15 bornholmerrevyer.