Andrea og co. i Sct. Klemens Kirke

Andrea og co. i Sct. Klemens Kirke
Foto: Irene Dunker
NOTITS | KLEMENSKER | Søndag 12. december 2021 • 18:30
NOTITS | KLEMENSKER | Søndag 12. december 2021 • 18:30

Sct. Klemens Kirke var lørdag rammen om årets julekoncert med Andrea Pellegrini og LiveStrings: "Julen har Englelyd".

Godt 100 fandt vej til kirken trods småglatte veje og coronabekymringer, oplyser Irene Dunker i en mail til redaktionen, som fortsætter:

Efter velkomst kom solisten og de fire musikere spillende ind i kirken med julens toner, idet tændte julelys og julestjerner var en flot ramme som optakt til koncerten.

"Og det skete i de dage… "

Sådan begyndte mezzosopran Andrea Pellegrini at fortælle og gjorde dermed juleevangeliet nærværende; vi vandrede med Josef og Maria gennem tornene mod Betlehem, besøgte hyrderne på marken, så barnet i krybben og blev ophøjet af englenes sang.

Vi hørte musik fra Bachs Juleoratoriums fortryllende, virtuose arier over romantikkens store vingefang til musik af i dag. Vi var med i vores kæreste julesange og -salmer og hørte julemusik fra andre verdenshjørner.

Vi sang med på "Barn Jesus i en krybbe lå" og naturligvis "Julen har Englelyd", fortæller Irene Dunker.

Foto: Irene Dunker

Kvartetten bestod af Karen Johanne Pedersen (violin), Benedicte Damgård (violin), Deanna Said (bratsch) og Live Johansson (cello), og den leverede også rene musikalske indslag, som gav stor applaus.

– Vi var alle dybt rørte over den intensitet, der var i kirkerummet, hvilket Andrea Pellegrini og musikerne også udtrykte: "I er så gode til at lytte, det er helt fantastisk for os at opleve den intensitet I giver os", sagde hun.

Klemensker Land- & Byforening og Klemensker-Rø Menighedsråd stod bag koncerten med støtte fra Bornholms Musik- & Teaterråd.

 

FÅ ABONNEMENT