56-årig idømt betinget fængsel for børneporno

56-årig idømt betinget fængsel for børneporno
Retten på Bornholm. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 12. NOV 2020 • 17:18
Af:
mads-westermann
| ABONNENT
12. NOV 2020 • 17:18
RETSSAG

Retten I Rønne fandt torsdag eftermiddag en 56-årig mand skyldig i besiddelse og udbredelse af børnepornografi og for at overtræde våbenbekendtgørelsen.

Ifølge anklageskriftet fandt politiet 47 pornografiske billeder af personer under 18 år, da man den 21. august i år ransagde mandens hjem i Rønne. De blev fundet på hans bærbare computer og på to usb-stik.

Årsagen til ransagningen var, at politiet tidligere havde modtaget en anmeldelse fra den amerikanske non-profitorganisation National Center for Missing and Exploited Children, som løbende overvåger internettet for børnepornografi. Og den anmeldelse kunne spores tilbage til den 56-åriges computer.

10 af billederne blev klassificeret som børnepornografi i kategori et, som er den mildeste kategori. De resterende 37 billeder blev klassificeret som kategori to, som er den mellemste af de tre kategorier, politiet anvender til at vurdere og angive graden af de overgreb, børn udsættes for i børnepornografisk materiale.

Erkendte sig skyldig

Den 56-årige var også tiltalt for i april måned i år, at have delt syv af billederne til sin Google-konto.

Det resulterede i en anklage for også at udbrede børnepornografisk materiale.

Tiltalen for overtrædelse af våbenbekendtgørelsen var rejst, fordi politiet under ransagningen af mandens hjem fandt en såkaldt totenschläger. Det er et håndvåben med form som en kort knippel, som kræver våbentilladelse for at eje lovligt.

I retten erkendte den 56-årige sig skyldig i alle tre tiltaler og forklarede, at han på grund af medicinmisbrug havde været i en tilstand, hvor han ikke vidste, hvad han foretog sig og derfor heller ikke nøjagigt vidste, hvordan billederne var endt på hans computer, ligesom han heller ikke kunne huske, at han havde gemt nogle af billederne på USB-stik.

At totenschlägeren krævede våbentilladelse, vidste han ifølge eget udsagn ikke.

Medicinmisbrug

Årsagen til det medicinmisbrug, som manden mente var skyld i, at han havde begået lovovertrædelserne, var ifølge hans egen forklaring, at han efter en række traumatiske oplevelser for mere end 20 år siden, tilbagevendende oplever at synke ned i, hvad han betegner som "sorte huller", der forekommer oftere og oftere og som bliver "dybere og dybere".

– Det begyndte, da mange i min familie og nogle venner døde. Det er rigtigt meget, jeg har oplevet, som har været meget voldsomt, fortalte manden i retten uden at komme yderligere ind på, hvori de traumatiske oplevelser bestod.

– I starten var det depression, men det er blevet gradvist værre, fortsatte han sin forklaring, hvor han også fortalte, at han tidligere har taget stoffet amfetamin, når han røg ned i de "sorte huller".

I de senere år har han i stedet taget stoffet ritalin, der normalt anvendes til behandling af ADHD.

– Det er en stor gråzone, for jeg tager rigtig meget af det (ritalin red.). Så sidder jeg i den samme stilling i to-tre døgn og kan næsten ikke rejse mig, når det holder op med at virke. Og jeg ved ikke, hvad jeg foretager mig. Det er derfor jeg lukker mig inde, så jeg ikke går og laver underlige ting andre steder, forklarede den 56-årige i retten.

Foregik automatisk

Han mente, at det var i en af de perioder, hvor han havde været meget påvirket, at han havde været inde på nogle pornosider på internettet, hvor han havde fundet billederne.

– Jeg ved ikke, hvad jeg foretager mig, og jeg var inde på nogle pornosider for dog at se noget menneskeligt, fortalte manden og forklarede, at han ikke specifikt havde opsøgt sider med børneporno, men at der var tale om alle mulige former for pornografi. Også ulovligt materiale erkendte han og forklarede videre, at han troede, at det var blevet slettet bagefter, og at han ikke havde drømt om, at der stadig var noget ulovligt materiale tilbage på hans computer og på usb-stikkene.

– Jeg gav jo selv politiet usb-stikkene, da de kom for at ransage, fortalte han.

At nogle af de ulovlige billeder fra hans computer var blevet delt på hans Google-konto, forklarede manden med, at både hans computer og hans mobiltelefon var sat op til automatisk at uploade billeder til Google-kontoen.

Selvmordsforsøg

Under forsvareren, advokat Pernille Munchs, gennemgang af den 56-åriges personlige forhold kom det frem, at han siden politiets ransagning af hans hjem i august har haft flere anfald af depression, og at han en enkelt gang har forsøgt at begå selvmord ved at tage en overdosis af panodil.

– Jeg prøvede at stoppe mit eget liv, forklarede manden.

Det resulterede i, at han blev indlagt i 10 dage på psykiatrisk afdeling på Bornholms Hospital, og at han efterfølgende er kommet i behandling for at forebygge nye selvmordsforsøg.

– Jeg har været nødt til at åbne op om alle de ting, jeg har oplevet, og der er mange gode mennesker, som har overbevist mig om, at jeg kan få hjælp, sagde manden.

Krævede ubetinget fængsel

I sin afsluttende procedure krævede anklagerfuldmægtig ved Bornholms Politi, Anne Moe, at manden blev idømt 40-60 dages ubetinget fængsel.

Det begrundede hun blandt andet med, at han to gange tidligere er straffet for overtrædelse af våbenloven og overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og en enkelt gang for blufærdighedskrænkelse. Domme som ligger henholdsvis seks og syv år tilbage i tiden.

Hun henviste desuden til en dom fra Højesteret, hvor en person var blevet dømt for en tilsvarende forbrydelse, blot med cirka 30 billeder mere end i den aktuelle sag.

Anne Moe argumenterede desuden for, at når manden havde indstillet sin computer til automatisk at uploade billeder til sin Google-konto, så var han vidende om, at han kunne komme til at dele ulovligt materiale.

Bad om betinget dom

Mandens beskikkede forsvarer, advokat Pernille Munch, undlod i sin procedure at udfordre nogle af tiltalerne, idet manden allerede havde erkendt at være skyldig.

Hun koncentrerede sig i stedet for om strafudmålingen, som hun mente burde være betinget fængsel, eller, hvis retten fandt det nødvendigt, samfundstjeneste,

Det mente hun, fordi der i den aktuelle sag var tale om et mindre omfang af besiddelse og distribution af børneporno, end det var tilfældet i den sag, som anklageren henviste til, og fordi den deling, der havde fundet sted, udelukkende var sket over en periode på syv minutter og kun omfattede syv ulovlige billeder.

Modtog dommen

Og Pernille Munch endte med at få opfyldt sit ønske om en rent betinget straf, for da retsformanden og de to lægdommere efter cirka er kvarters votering vendte tilbage til domsafsigelsen, lød dommen på 30 dages betinget fængsel med en prøvetid på to år.

Den 56-årige skal desuden være under opsyn af Kriminalforsorgen i et år og skal, hvis Kriminalforsorgen finder det nødvendigt, lade sig behandle mod stofmisbrug. Desuden blev hans computer og to usb-stik konfiskeret, og manden skal betale sagens omkostninger.

I sin redegørelse for dommen forklarede retsformanden, at det var en enig domsmandsret, der var nået frem til dommen på 30 dage, og at det ikke havde taget ret lang tid.

– Vi brugte til gengæld tid på at diskutere, om straffen skulle være betinget, sagde retsformanden og fortalte, at retten i sin beslutning om en betinget dom havde lagt vægt på, at besiddelsen og udbredelsen af børneporno havde været i begrænset omfang, og at det ikke specifikt var børnepornografi, som den 56-årige havde efterspurgt.

Desuden havde retten taget de personlige forhold, der ifølge den 56-åriges forklaring havde fået ham til at begå forbrydelserne, i betragtning.

– Hvis det sker igen, slipper du ikke med en betinget dom, formanede retsformanden og rådede den 56-årige til at acceptere eventuelle krav om behandling fra Kriminalforsorgens tilsyn.

Efter en kort rådslagning med sin forsvarer valgte den 56-årige at modtage dommen.

 
 

RIGSADVOKATENS KATEGORIER FOR BØRNEPORNO

KATEGORI 1: Fremstillinger uden seksuel aktivitet: Omfatter fotografier, filmsekvenser og andre visuelle gengivelser af børn, der fremstår som under 18 år, hvor barnet er alene på billedet, og hvor der ikke foregår seksuel aktivitet med andre, herunder billeder med fokusering på kønsdelene, onani og anden egen seksuel berøring, jf. dog nedenfor under kategori 2, sidstepunktum.

KATEGORI 2: Fremstillinger med seksuel aktivitet: Omfatter fotografier, filmsekvenser og andre visuelle gengivelser af børn, der fremstår som under 18 år, hvor der er to eller flere aktører på billedet, og hvor der er seksuel aktivitet, herunder samleje og anden kønslig omgængelse end samleje, samt tilfælde, hvor barnet udsættes for berøringer omfattet af straffelovens § 232. Fremstillinger, hvor barnet er alene på billedet, og hvor barnet indfører fingre eller redskaber i egne kønsåbninger (vaginalt/ analt), er tillige omfattet.

KATEGORI 3: Fremstillinger af særligt grove seksuelle forhold: Omfatter fotografier, filmsekvenser og andre visuelle gengivelser af børn, der fremstår som under 18 år, hvor barnet fremstilles som udsat for voldtægt, tvang, trusler eller lignende, eller hvor barnets liv fremstilles som udsat for fare eller fremstilles som udsat for grov vold eller som udsat for alvorlig skade. Tilfælde, hvor barnet fremstilles som udsat for seksuel omgang med dyr, og tilfælde, hvor den seksuelle aktivitet involverer et barn, der fremstår som mellem 0-3 år, er ligeledes omfattet.