Færgen, der i dag sejler mellem Gøteborg og Frederikshavn for Stena Line, er i det kommende år blevet chartret af DFDS til at sejle på den Engelske Kanal mellem Portsmouth og Jersey fra den 28. marts. Det skriver fagbladet Søfart, der angiver Ferry Shipping News som kilde.
– Vi er glade for at introducere Stena Vinga til vores Jersey-flåde. Med dette skib vil vi være i stand til at servicere både passagerer og virksomheder, der er afhængige af fragttransport, og vi kan levere en effektiv og pålidelig service, udtaler Chris Parker, rutedirektør for Jersey hos DFDS, i Søfarts artikel.
Stena Vinga afløste sidste år færgen Hammershus på ruten mellem Rønne og Køge, mens Bornholmslinjens færge var på værft. Ifølge Bornholmslinjens pr- og kommunikationschef, Jesper Maack, er rederiet stadig i gang med at finde ud af, hvilken færge der skal erstatte Hammershus, når den skal på værft i uge 19 og 20 næste år.