Molslinjen glæder sig til at få ekstra færge til Kattegat

Molslinjen glæder sig til at få ekstra færge til Kattegat
Det er endnu ikke besluttet, om det er Max eller Express 1, der skal til Kattegat. Foto: Jens-Erik Larsen
TRAFIK | Mandag 24. oktober 2022 • 12:10
Tommy Kaas
Redaktør
TRAFIK | Mandag 24. oktober 2022 • 12:10

Det står fortsat hen i det uvisse, om Bornholm får lov at beholde Express 1 i Østersøen.

Når Express 5 ankommer til Bornholm, kan Molslinjen endelig få fire hurtigfærger på Kattegat. Det har været Molslinjens plan siden 2012, hvor de første store hurtigfærger blev sat ind, oplyser rederiet i en pressemeddelelse.

Hvad der endnu ikke oplyses, er, om det bliver Express 1 eller Max, der skal skifte Østersøen ud med Kattegat.

Ønsket fra store dele af Bornholm er, at Express 1 fortsætter som sekundær færge på grund af sin større størrelse, mens Molslinjens plan hele tiden har været at beholde Max på Ystad-ruten.

– Beslutningen om, hvilken færge, der skal blive på Bornholm, afventer det kommende valg til Folketinget og en beslutning i det nye Transportministerium, oplyser Molslinjen.

Trafikkontaktrådet har i sommer godkendt rederiets forslag om at lade billetter til Express 1 ud over den nuværende kapacitet med Max blive solgt på det frie marked. Det kan give en meromsætning for rederiet.

Der er i 2023 planlagt 872 afgange med den sekundære færge på Rønne-Ystad. Hvis det er Express 1, der sejler de afgange, vil det give et potentielt løft på 800.000 ekstra rejsende sammenlignet med 2022.

Ferie i Danmark

Molslinjen er uanset udfaldet glad for, at der bliver frigivet en hurtigfærge på Bornholm.

– Danskerne bliver i stigende grad hjemme og holder ferie. Derfor stiger privatmarkedet lige nu, og den vækst vil vi gerne understøtte ved at have fire færger i drift på Kattegat, siger Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard, ifølge pressemeddelelsen.

Den ekstre færge på Kattegat vil ifølge Molslinjen resultere i langt flere afgange mellem landsdelene.

– Ebeltoftafgange øges fra 294 i 2022 til 656 i 2023 eller 123 procent i perioden marts til oktober. Samtidigt frigøres kapacitet til Aarhus, der udvides fra 8430 afgange i 2022 til 8628 afgange i 2023 eller en stigning på 2,3 procent, lyder det fra rederiet.

– Det giver op til 32 daglige afgange mellem Jylland og Sjælland. På den måde vil vi kunne have 45-minutters drift i de perioder, hvor mange gerne vil sejle med. Det vil øge fleksibiliteten, og de rejsende vil vide, at den næste færge er lige om hjørnet, forklarer Jesper Skovgaard.

Molslinjen har omkring jul før haft succes med at sætte fire færger på Kattegat, men fra torsdag den 30. marts 2023 bliver det for første gang muligt med fire færger i daglig drift, oplyser rederiet.

FÅ ABONNEMENT