Kun ét realistisk alternativ til efterskole

Kun ét realistisk alternativ til efterskole
Det er begrænset hvad der kan lade sig gøre med den tidligere efterskole. Arkivfoto Holger Larsen
ERHVERV | Torsdag 26. juni 2025 • 15:34
ERHVERV | Torsdag 26. juni 2025 • 15:34

Det vil være alt for dyrt at lave hotel derude, vurderer bygherre. Han peger dog på et alternativ.

– Riv det ned. Der er ingen fornuftige mennesker, der kan bruge bygningerne til noget i deres nuværende form, udover til efterskole.

Ordene kommer fra Kim Christiansen, der er bygherre og står bag et hav af projekter på Bornholm og i København. Han har netop omdannet det gamle gymnasium i Rønne til lejligheder, men efterskolen – den vil han ikke røre med en ildtang. Hvis den altså ikke længere skal være efterskole.

– Der er flere, der ringer og siger noget med, at man kunne lave et ollekolle og dit og dat. Men det kan man jo ikke – folk skal kunne bevæge sig. De gamle kan ikke gå tre trin op og ned ad trapperne, så der skal elevatorer til overalt. Det vil koste en formue, siger han.

Når Kim Christiansen mener en formue, er der tale om et tocifret millionbeløb. Ifølge BBR-oplysninger er der sammenlagt 1.787 kvadratmeter bygninger at gøre godt med, og Christiansen har et overslag over, hvad prisen vil være for at gøre bygningerne brugbare til eksempelvis et hotel.

– Det vil nok koste 30.000 kroner pr. kvadratmeter, hvis det skal bygges om til moderne lokaler med elevatorer, handicapforhold, ny vvs, badeværelser, lofter, isolering og alle de andre ting, siger han.

30.000 kroner gange 1.787 giver 53.610.000 kroner. Og derudover kommer de løbende udgifter til finansiering, mens ombygningen står på.

– Det er der ingen, der har råd til, mener Kim Christiansen.

Samtidig forklarer bygherren, at der er andre stopklodser, som gør det vanskeligt at få bygningerne klar til anden anvendelse end en efterskole.

– Inden der er lavet planer for bygningerne, indhentet tilladelser og lavet lokalplan, jamen så snakker vi fire-fem år. Måske seks. Så jeg vil da ikke håbe, det er faldet sammen inden da, siger han.

Mand-kone-forretning

Ifølge Kim Christiansen skal der flere ting til, hvis det overhovedet skulle være teoretisk muligt på nogen måde at forestille sig, at efterskolen kan ændres til hotel eller vandrehjem.

– Først og fremmest skal de allerede have finansieringen på plads, for der er ingen banker, der finansierer hoteller, restauranter og sådan noget længere. Men folk, der har så mange penge i baglommen, de kommer fandeme ikke ud og skal drive hotel her. Derudover skulle det være det, man kalder en mand-kone-forretning, hvor man selv arbejder 24-7. Og den investering kunne aldrig forrentes, siger han.

Hvis der ikke kommer en nye efterskole, mener Kim Christiansen umiddelbart kun, der er én anden ting, bygningerne her og nu vil være oplagte til.

– Det vil være perfekt til lejrskole. Der er tilladelse til at drive lejrskole, og det kan Naturstyrelsen ikke tage væk fra dem. Det kunne faktisk være perfekt, siger han.

Det er nemlig Naturstyrelsen, der ejer selve grunden, bygningerne ligger på. Og de har nogle meget faste krav til, hvordan bygningerne må anvendes. Her er hotel og restaurant foreløbig ikke noget, de er fan af. Desuden skal der fortsat være offentlig adgang til området, så en eventuel hotelvært må ikke hegne bygningerne ind for at skabe privatliv til sine gæster.

Men om der overhovedet er ved at ske noget, er temmelig uvist. For kurator har meldt ud, at der netop ikke er noget at melde ud.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT