'Jeg blev helt blæst bagover'

'Jeg blev helt blæst bagover'
Lone Wietz er kriminolog med speciale i forebyggelse og unge udsatte. Foto: Anette Vestergaard
DAGENS NAVN | Torsdag 3. juli 2025 • 05:30
DAGENS NAVN | Torsdag 3. juli 2025 • 05:30

Hele kvarteret flagede, da Lone blev dansk statsborger. Nu søger den 27-årige kriminolog job på Bornholm.

Hvor kommer du fra?

– Jeg er født og opvokset i Tarp i Sydslesvig, som del af det danske mindretal. Vi har altid talt dansk derhjemme, jeg gik i dansk skole og i dansk gymnasium. Jeg har egentlig altid følt mig mere dansk end tysk.

Du flyttede til Bornholm i november sidste år. Hvordan kom det i stand?

– Min forlovede er fra Bornholm og læser til optiker. Da han fik praktikplads i Rønne valgte vi at flytte herover, selv om det egentlig ikke var planen. Jeg havde været her utallige gange, og blev mere og mere glad for det. Men det var først da min forlovede, Kristoffer, viste mig boligpriserne at jeg tænkte: Uh, der er noget der giver mening. Vi har jo fået et helt hus for det man ikke engang kan få en lille lejlighed for i hovedstaden.

Men du har taget din uddannelse i København?

– Ja, først tog jeg en bachelor i pædagogik på KU og så en kandidat i kriminologi. Efter mit sabbatår havde jeg egentlig tænkt at jeg skulle være politibetjent, men der skal man være 21, så jeg tænkte at jeg ligeså godt kunne bruge de år på noget der gav mening. Og jeg blev virkelig glad for pædagogstudiet og mødte en masse søde mennesker, blandt andet min gode veninde Erika, som er min kærestes søster. Jeg mødte Kristoffer, da jeg var med Erika til Sildefest i Hasle i 2022.

Pædagogik og kriminologi, det er en usædvanlig kombination?

– Ja men det endte faktisk med at blive vildt spændende, fordi jeg valgte nogle tilvalgsfag på pædagogik, der handlede om social udsathed og kriminallingvistik – altså hvordan sproget bliver brugt i retten til afhøringer for eksempel. Der kom den lille drøm om politiet op igen. Derudover arbejdede jeg undervejs som frivillig lektiehjælp for nogle indsatte i Horserød fængsel, og fik en fod indenfor der. Det førte til at jeg skrev bacheloropgave om tre individers vej ud af kriminalitet. Og der var jeg heldig, for det var nogen, der havde været ret dybt inde i det kriminelle miljø.

Hvad laver man som kriminolog?

– I januar 2023 fik jeg et barselsvikariat i Kriminalforsorgen i København og kort tid efter blev jeg fastansat. Jeg sidder i kapacitetsenheden, som styrer den overordnede kapacitet i de danske fængsler og arresthuse. Og så sidder vi også med en masse strategiske opgaver i forlængelse af den kæmpestore strafreform, som lige er vedtaget, hvor vi skal beregne hvad der er behov for med alle de strafskærpelser, der kommer.

Vi har jo allerede overfyldte fængsler i Danmark. Hvor vil man så gøre af de to tusinde, der kommer oveni, blandt andet som resultat af strafreformen?

– Man bygger blandt andet et nyt superfængsel i Viborg. Men det bliver et puslespil. Lige nu har vi omkring 200-300 indsatte for meget. De kommer i dobbeltbelæg, så de sidder to mand i en celle, eller man putter dem i besøgslokaler. Det er ikke optimalt af mange grunde.

Hvad er i dine øjne den største enkeltstående grund til at der bliver brug for 2.000 pladser mere i de danske fængsler i de kommende år?

– Det handler i høj grad om strafskærpelser. Der er ikke flere straffe antalsmæssigt, de sidder bare i længere tid. Forskningen viser, at der de sidste 20 år er sket en kæmpe stigning i strafskærpelser og ny kriminalisering i form af for eksempel stealthing, hvor du udgiver dig for at være en anden på nettet, samtykke i forbindelse med voldtægter, og så videre. Forskningen viser også, at forebyggelse har en meget større effekt end fængselsstraf.

Og nu vil du gerne have et job på Bornholm?

– Rigtig gerne. På sigt bliver det hårdt at pendle, selv om det kun er to dage hver anden uge, og jeg går og håber på at der bliver opslået en civil stilling hos politiet eller i kommunen, hvis de har nogle indsatser med unge, der skal væk fra gaden for eksempel, eller væk fra de dårlige miljøer og over i noget mere positivt.

Hvad synes du om at bo på Bornholm?

– Det er dejligt. Folk er søde og glade og hjælpsomme. Man vil hinanden. Især i vores nabolag. Jeg blev helt blæst bagover, da jeg blev dansk statsborger for tre måneder siden. Det har jeg ventet på i næsten 10 år. Og så havde Kristoffer skrevet ud til gruppen på vores vej, og spurgt om folk ikke kunne hejse deres flag. Og det gjorde de. Hele området omkring Sveasvej havde hejst flaget og sat flag i hækken og ude på gaden, hele nabolaget var rødt og hvidt. Det var så sødt.

Lone Wietz

Alder: 27

Bopæl: Rønne

Uddannelse: Bachelor i pædagogik, kandidat i kriminologi

Civilstand: Forlovet med Kristoffer - bryllup næste sommer

Fritidsinteresser: Badminton, maler på lærreder, læser meget true crime, elsker serien Mindhunter, som fortæller hvordan man begyndte at profilere seriemordere



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT