Overtager efter nytår: 'Vi kommer med fred'

Overtager efter nytår: 'Vi kommer med fred'
Vinnie Lerche og Betina Johansson fra AOF ser frem til opgaven med sprogcentret. Det er dog også en opgave, som de har erfaring med, da AOF driver sprogskole flere steder i landet. Foto: Martin Søndergaard Jensen
TOPNYHED | ERHVERV | Onsdag 2. juli 2025 • 05:30
TOPNYHED | ERHVERV | Onsdag 2. juli 2025 • 05:30

Fra 1. januar overtager AOF sprogcentret som hidtil har været under vingerne hos Campus Bornholm.

Tab og vind med samme sind.

Sådan gælder det mange aspekter i livet, men sådan er det også, når det handler om udbud.

For nogle taber man, og andre vinder man.

Og det var det, der skete, da AOF tilbage i maj vandt udbuddet, som gør, at de overtager sprogcentret fra Campus Bornholm til 1. januar.

Allerede nu er arbejdet i gang med at blive klar. Det skete blandt andet på den sidste torsdag i juni, hvor Betina Johansson og Vinnie Lerche fra AOF var på Bornholm for blandt andet at møde den nuværende ansatte på sprogskolen - som for eksempel underviser ikke-danskere i dansk til at kunne begå sig på arbejdsmarkedet, og at kursisterne kan bestå en danskprøve.

– Der er jo mange ting, vi ikke ved endnu. Der er sammensætningen af kursisterne ud fra eksempelvis brancher, hvor mange medarbejdere sprogskolen har, hvor meget der er lagt over til campus og så videre. Så det er noget af det gode ved, at vi får snakket med dem, og at vi får muligheden for at møde de nuværende undervisere, fortæller Vinnie Lerche, der Regionsdirektør for Syddanmark & Bornholm hos AOF.

Betina Johanson tilføjer også, de hos AOF endnu ikke kender det præcise kursisttal, hvor mange der derfor er brug for.

– Det ved vi mere præcist omkring november-december, når kommunen har et overblik over de kommende prøver. Men vi skal selvfølgelig have en base af lærere. Så det er i september, at vi kommer til at slå nogle stillinger op - jeg vil dog her hellere være forsigtig og søge for få lærere. Det vil både være faste stillinger og nogle timelærere, men jeg vil ikke få ansat for mange, så man skal ud i en afskedigelsesrunde, inden vi er kommet i gang, siger Betina Johansson, forstander for Job & Dansk i Sydjylland og Bornholm.

Ikke nye på Bornholm

Hun fortæller dog, at hun vil forsøge at få nogle foreløbige tal fra kommunen inden stillingerne bliver slået op, så AOF kan have et estimat over, hvor mange kursister og dermed lærere der er.

– Når vi møder lærerne, opfordrer vi dem jo også til at søge stillingerne, der bliver slået op. Men om de søger, det ved vi jo ikke. Noget af det, vi kan se andre steder, er, at sproglærerne tit er loyale overfor opgaven og kursisterne. Men jeg ved ikke, om det er anderledes her, når det er lokale, der har haft opgaven i mange år, siger Betina Johansson og fortsætter:

– Men vi vil jo også fortælle lærerne lidt om, hvad vi tilbyder, og hvad det er, de kigger ind i, når man er ansat hos os. Så må de jo tage stilling til, om de synes, det er interessant eller ej.

AOF er dog heller ikke helt nye på Bornholm, selvom hovedadressen fortæller, at det ligger i Esbjerg.

– AOF er jo blevet kæmpestor, og vi er i gang med en koncerndannelse. Men noget af det, som ligger os på sinde alle steder, er, at vi vil skabes af det lokale. Så vi har fem regioner, og i hver region har man sin egen bestyrelse. Der skal også være et lokalråd i hver kommune i regionerne, så det har vi også på Bornholm, siger Vinnie Lerche og fortsætter:

– Så vi bruger også lokalrådene til, hvad der rører sig i det lokale, og hvad det er, der er behov for – også på Bornholm. Og der er vi jo en forening, og ikke en virksomhed, der kommer for at skulle tjene penge. Vi har som vores forpligtigelse at igangsætte aktiviteter og at være et folkeoplysningssted. Det kan være med aftenskoleaktiviteter. Men vi har ikke budt på sprogskolen på Bornholm for at tjene penge, men for at være folkeoplysende og hjælpe folk med at lære dansk, så de kan begå sig på arbejdsmarkedet.

Ønsker samarbejde

På nuværende tidspunkt er der ikke så meget, AOF kan gøre i forhold til at informere kursisterne om, at de overtager sprogskolen.

– Vi har jo ikke vores gang på skolen, så det bliver lærerstaben, der er der nu, og de er sikkert allerede begyndt at italesætte det. Men vi kommer med en brochure til dem sidst på året, som er en velkomstfolder til AOF. De får også deres nye skemaer og kommer til et infomøde. Men egentlig skal de ikke kunne mærke den store forskel på, om det hedder campus eller AOF. Det skal gerne være en glidende overgang, hvor de bare tænker, at jeg fortsætter min skolegang, præcis ligesom før. Der skal ikke være en masse usikkerhed forbundet med overtagelsen af sprogskolen for medarbejderne, men vi vil forsøge at informere dem mest muligt - men med respekt for, at vi ikke har opgaven før 1. januar, siger Betina Johansson.

Hun håber også på, at et nyt samarbejde kan komme til at blomstre ud af, at AOF får opgaven.

– Vi kommer med fred, ønsker at samarbejde og har budt på en opgave. Vi ønsker alt det bedste og at indbyde til den gode stemning. Jeg har da også et håb for, at vi, i fællesskab med uddannelsesinstitutioner og virksomheder, kan få noget til at vokse, som måske ellers ikke ville vokse. Det sker nogle gange, når der kommer nye øjne på, siger Betina Johansson.

En del af det, som AOF vil bringe med til Bornholm, er erfaringen fra at drive i alt 11 sprogskoler rundt om i landet.

Derfor vil undervisningen være beskæftigelses- og brancherettet og med vægt på en høj grad af fleksibilitet.

– Vi skal selvfølgelig lære mere at kende til, hvilke brancher det kan være på - og om der er nok kursister til, at man har branche undervisning indenfor SOSU-området. Det er også noget, der er mulighed for at kunne snuse til i et forløb, hvis man er interesseret i, fortæller Betina Johansson, som også tilføjer, at der også bliver mulighed for et kombi-forløb med fremmøde- og onlineundervisning.

Fakta om AOF:

AOF kender en del nok fra aftenskoler, hvor de rundt om i meget af Danmark tilbyder undervisning i mange forskellige sprog, yoga, pilates og meget mere.

De driver i alt 11 sprogskoler rundt om i landet, specielt i det sydjyske, men også i eksempelvis Aarhus.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT