Kaotisk weekend for Bornholmslinjen: Forsinkelser og efterladte biler

Kaotisk weekend for Bornholmslinjen: Forsinkelser og efterladte biler
Lasteudfordringer gjorde, at Povl Anker søndag måtte efterlade seks biler i Sassnitz. Arkivfoto: Berit Hvassum
TRAFIK | Tirsdag 18. juli 2023 • 05:30
TRAFIK | Tirsdag 18. juli 2023 • 05:30

Forsinkelser, efterladte biler og påkørsel af Kombardobussen. Der var lidt at se til for Bornholmslinjen hen over den netop overståede weekend, som også bød på rigtig mange rejsende. Tidende har spurgt Bornholmslinjen til weekendens udfordringer.

Det var nogle begivenhedsrige dage for Bornholmslinjen den forgangne weekend.

Udover propfyldte færger og mange rejsende, var der nemlig også udfordringer af forskellig slags for rederiet. Lørdag sejlede både Express 1 og 5 med forsinkelser på op til 40 minutter stort set hele dagen, mens det søndag også kneb med at overholde tidsplanen for de to hurtigfærger. Ifølge pr- og kommunikationschef hos Bornholmslinjen, Jesper Maack, var kombinationen af hård vind og mange, mange passagerer skyld i forsinkelser lørdag.

– De har haft hård vind – 10 til 14 meter i sekundet – hvilket er årsagen. Det er en kombination af det, og så at der var helt fyldte skibe. Det er jo lidt en sommerting, at der er rigtig mange rejsende lige nu, fortæller kommunikationschefen, der ikke har fået melding om, at der skulle have været problemer med færgerne.

Det var der til gengæld søndag, hvor teknikken drillede på Express 5, forklarer Jesper Maack.

– Der var en teknisk udfordring på Express 5 på en enkelt afgang, som skabte noget forsinkelse. De startede med at være små 20 minutter forsinket og fik det så næsten sejlet ind igen.

Biler efterladt i Sassnitz

Det var dog ikke kun forsinkelser, som rederiet måtte bakse med i weekenden.

Søndag eftermiddag modtog Tidende en mail fra en læser, som fortalte at der muligvis var blevet efterladt nogle biler i Sassnitz, hvor Povl Anker sejlede fra klokken 14.30.

"Vi kom selv lige akkurat med, og der holdt mange i kø efter os," lød det i mailen fra læseren.

Og Jesper Maack bekræfter, at nogle biler blev efterladt i Sassnitz, selvom de havde booket billet til afgangen til Rønne.

– De efterlod seks biler på kajen, som de ikke fik plads til. Meldingen er, at der var nogle høje enheder, som snyder dem og ikke kunne gå under hængedækket, fortæller han og uddyber, at det skabte nogle lasteudfordringer, der gjorde, at de sidste seks biler ikke kom med.

Fire af de efterladte valgte at komme med ombord som gående, hvorefter deres biler blev transporteret med som førerløse på Hammershus mandag. Agenten i Sassnitz tog hånd om de sidste to biler, oplyser Jesper Maack, der derfor på nuværende tidspunkt ikke konkret ved, hvordan det blev løst. Han vil ikke gå for meget ind i, hvorvidt og hvordan de pågældende passagerer blev kompenseret for Bornholmslinjens fejl.

Burde man ikke få billetten få refunderet, når der sker fejl som det?

– Det gør man typisk også, men den slags vil jeg helst overlade til kundeservice. Der er klare retningslinjer og regler for det, men selvfølgelig kan der være tilfælde, hvor man imødekommer både den ene og den anden vej. Men det er helt åbenlyst os, der har begået en fejl, og så plejer det at give en eller anden form for kompensation, uden at jeg kan sige præcis, hvordan det bliver håndteret, siger Jesper Maack.

Overset i Ystad

Samme tidspunkt som Povl Anker afgik fra Sassnitz, skulle Express 1 afgå fra Ystad mod Rønne, og her oplevede Pernille Schiøtz Rudbeck, at der gik koks i informationen.

Færgen var forsinket til klokken 15, hvorfor passagererne havde modtaget en sms om, at check in var skubbet til 14.30, men da Pernille Schiøtz Rudbeck og familien ankom, var porten i Ystad lukket, fortæller hun. Familien ender derfor med ikke at komme 14.30-afgangen.

– Der sker det, at Express 1 er en halv time, og derfor bliver der sendt en sms til passagererne om, at der er åbnet for check in indtil 14.30. Det bliver også kommunikeret videre til Ystad, hvor de overser det i første omgang, siger Jesper Maack og episoden og fortsætter:

– Der er så nogen, der ringer til driftscenteret i Rønne og siger, at porten er lukket. De får så fat i Ystad, som får folk ind på færgen, forklarer kommunikationschefen og tilføjer, at meldingen fra Ystad er, at de er ret sikre på, at de fik alle med.

Det var dog ikke tilfældet for Pernille Schiøtz Rudbeck, der først for sent opdager, at de holder i køen for dem, der venter på 16.30-afgangen. Hun savner derfor, at Bornholmslinjen havde været bedre til at informere om at skulle man med 14.30-afgangen, så skulle man altså udenom køen.

– Det er selvfølgelig uheldigt, men det har åbenlyst været fordi, de er kommet i en kø med ventende, siger Jesper Maack, der har svært ved at kommentere på den enkelte sag uden at kende passagerens reservationsnummer.

Den sidste hændelse skete ikke i forbindelse med færgerne. Lørdag blev Tidende gjort bekendt med, at Kombardobussen var blevet påkørt i den første rundkørsel i Ystad. Hjulkapslen var faldet af, og bussen havde skrammer, mens den anden bil var noget mere tilredt, viste fotos, som Tidende fik tilsendt. Men det er ikke noget, som Jesper Maack har hørt nærmere om efterfølgende.

– Det har formentlig været, forstå mig ret, et banalt uheld, og det sker jo desværre en gang imellem, siger han og tilføjer, at bussen, så vidt han ved, trods uheldet kom frem til tiden.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT