Skrev ansøgningen i Caribien: Nu er Kim havnefoged

Skrev ansøgningen i Caribien: Nu er Kim havnefoged
– Det er jeg superlykkelig over. Det er et drømmejob at komme hjem til, så det er jeg glad for, siger Kim Hansen om sit nye hverv. Foto: William Sonne Kaalø
Fredag 4. juli 2025 • 05:30
Fredag 4. juli 2025 • 05:30

Efter fem år i Bornholms Politi besluttede 55-årige Kim Hansen sig på en rejse for at søge nye græsgange. Nu er han landet i drømmejobbet som havnefoged.

Hvordan gik det til, at du blev ansat som havnefoged?

– Jeg er tidligere ansat i Bornholms Politi, hvor jeg blandt andet var i den maritime afdeling. Jeg har haft orlov i et år, hvor jeg har været ude at sejle med Perle 3, en katamaran, med min kone. Vi sejlede fra Nexø den 1. juli sidste år ned til Kap Verde i Afrika, og så var vi efterfølgende fire måneder i Caribien. Der skulle vi finde ud af, om vi skulle hjem igen eller fortsætte videre.

– Vi besluttede at sælge båden, og jeg finder ud af, at Bornholms Regionskommune søger en havnefoged. Det har jeg altid godt kunne tænke mig at være - specielt på grund af det maritime. Jeg har sejlet rigtig meget, og vi har boet i en båd i mange år.

– Fra Martinique i Caribien skriver jeg så en ansøgning til stillingen som havnefoged, og jeg bliver indkaldt til samtale - men må selvfølgelig skrive tilbage, at jeg sidder i Martinique, hvorfra jeg er til samtale online på Teams. Det går rigtig fint, og vi aftaler, at jeg skal nå at være hjemme til den 15. april. Jeg når hjem den 12. april og starter som havnefoged den 15. april, hvor jeg har fået tildelt havnene i Gudhjem, Nørresand, Bølshavn og Svaneke. Det er jeg superlykkelig over. Det er et drømmejob at komme hjem til, så det er jeg glad for.

Hvordan har de første måneder været?

– De har været rigtig gode. Jeg er blevet taget godt imod af kollegaerne, som har været hjælpsomme. Jeg har fundet rytmen, og når man går alene, finder man også ud af, hvordan man vil have tingene, men man spørger også de andre, hvordan tingene plejer at være - og de har været gode til at hjælpe. Blandt andet Jørgen, som har været her længe, og som har været min højre hånd. Jeg synes, det er et fantastisk arbejde. Jeg føler faktisk slet ikke, at jeg er på arbejde.


En del af arbejdet handler om at tale med sejlere, der ligger i havnene. Her spørger Kim Hansen en sejler om alt er vel. Foto: William Sonne Kaalø

Hvad tiltaler dig ved arbejdet?

– Det er friheden og tilliden til, at man gør det godt - og det, at man gør sejlerne glade, når de kommer ind i havnene, og drager omsorg for dem. Alle sejlere er glade - man møder ingen sure mennesker der. Så det er fedt at være med til at gøre det endnu bedre for dem.

Hvilke udfordringer oplever I på havnene lige nu?

– Vores største problem lige nu er skrald og affaldshåndtering i forhold til, at vi ikke har containere stående lige ved sejlerne. De skal gå langt for at finde en skraldespand, så vi har selv måtte indhente containere og skraldespande for at få det til at fungere. Hvor der er turister, vil der være skrald. Er der ikke nogen affaldscontainere eller skraldespande, smider folk det på jorden. Så det bruger vi en del tid på at få koordineret og få sat ekstra op. Det begynder at hjælpe på det, og vi håber, at resten af juli bliver ren. Men sejlere er dog supergode til at rydde op efter sig selv og til at passe på tingene.

Hvad betyder det egentlig at være havnefoged - har man jurisdiktion?

– Jeg er øverste myndighed på havnen. Så inden for havnens område er det mig, der har myndigheden. Vi har et regelsæt, vi går ud fra, og det skal man efterkomme. Er man imod det, kan man klage, og så må det gå den vej. Men det er sjældent, det sker. Det vigtigste er, at man opfører sig ordentligt, at alle skal kunne være her, og at man taler pænt til hinanden. Det synes jeg også, folk gør. Mit bedste råd er, at vi skal kunne være her allesammen.

Hvad laver man som havnefoged?

– Typisk møder jeg ind klokken syv om morgenen, hvor jeg går mine runder i havnene og kontrollerer baderum, toiletter og selvfølgelig havnene: hvordan ser de ud? Når det er højsæson, har jeg ikke meget tid til at renovere ting, så der går jeg rundt og kontrollerer, at bådene har trukket billet og betalt i automaterne. Jeg snakker med folk, og spørger, om de har det godt - er der nogle både på vej ind eller ud, så hjælper jeg dem med det. Det bruger jeg en del timer på hver formiddag. Over middag, hvis der er tid til det, kan man så reparere ting, og det er alt lige fra fortøjninger til at male, så havnen ser fin ud og er sikker at komme og færdes i.


Kim Hansen går blandt andet rundt og kontrollerer, om bådene i havnen har betalt for opholdet. Foto: William Sonne Kaalø

Det må være noget helt andet end at være i politiet?

– Det er det også - absolut. Men det er stadig et servicefag, hvor vi er til for at bidrage til, at tingene spiller, og det er ikke et 8-16 job: man er på hele tiden, man har havnetelefonen med hjem - og i sommerperioden har vi typisk én fridag om ugen. Men alligevel er man klar til at rykke ud, hvis der er nogen, der ringer.

Savner du at være i politiet?

– Jeg savner måske min gamle stilling, hvor jeg var i den maritime afdeling. Det elskede jeg. Men det her har også meget med vand og sejlere at gøre. Jeg har tidligere sejlet freelance med turister som ekspeditionsleder ved Albatros i næsten 20 år. Det var i Grønland og i de arktiske egne, og om vinteren sejlede vi i Caribien med turister. Jeg har været vant til at servicere folk og sørge for, at de har det godt. Så det har handlet meget om vand for mig, og min kone og jeg elsker det. Vi har også boet på en båd i seks år, før vi kom til Bornholm.

Skal du så blive ved med at være havnefoged?

– Jeg plejer at være ret stabil. Jeg har været 13 år i Forsvaret og i alt 13 år i politiet.

Og så tager du 13 år igen?

– Måske - nu ser vi. Vi tager altid en dag af gangen. Man skal huske at gøre ting, mens man kan. Det har vi altid været gode til. Det er derfor, jeg tog orlov et år - den seneste sejlads skulle gennemføres nu, inden man bliver for syg eller ikke kan.

Kim Hansen

55 år

Bor i Gudhjem

Havnefoged i Gudhjem, Nørresand, Bølshavn og Svaneke havne

Tidligere politiassistent i Bornholms Politi


– Vores største problem lige nu er skrald og affaldshåndtering, siger Kim Hansen. Billedet viser efterladte affaldsposer oven på en skraldespand til madaffald. Foto: William Sonne Kaalø


Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT